I dag fejrer Pia Kjærsgaard sit 25 års jubilæum som folketingsmedlem. Hun er dansk politiks længst siddende partileder.

Af Troels Mylenberg og Bjarne Steensbeck, trmy@berlingske.dk
Lørdag den 10. januar 2009, 06:30

Statsminister Anders Fogh Rasmussen er ikke en mand, der kaster om sig med krammere i offentligheden. Men da Pia Kjærsgaard fyldte 60 for snart to år siden, blev der uddelt et statsministerielt kram, som kom bag på Pia Kjærsgaard selv.

For selv om lederen og stifteren af Dansk Folkeparti aldrig har givet den borgerlige regering anledning til at tvivle på støtten fra DF, så har det ikke skortet på kritiske opsange fra Pia Kjærsgaard til statsministeren og hans hold. Sådan opererer Pia Kjærsgaard nemlig i sit politiske univers; skarpt, kritisk og altid med en skarpladt pegefinger trukket – ikke ligefrem en holdning og en tone, der kalder på krammere.

Isen blev brudt
Men ved 60-års fødselsdagen blev isen brudt, og til stor morskab for de mange fremmødte holdt Fogh en kærlig og sarkastisk tale, hvor han blandt andet sagde: »Du ser med misbilligelse på, når jeg af og til lister til udlandet for at varetage danske interesser der.

Navnlig hvis der samtidig udvikler sig en besværlig politisk sag herhjemme. Og der har været en tendens til et sådant sammenfald. Så tager du telefonen fra din ferieidyl på Santorini og klager til pressen over, at jeg ikke opholder mig i Danmark.«

I dag skal Pia Kjærsgaard så fejres igen, dog uden stor reception. Men et kvart århundrede i Folketinget er det blevet til for hjemmehjælperen, hvis vej ind i politik ikke ligefrem var den, som normalt fører helt til toppen.

Pia Kjærsgaard var fascineret af Mogens Glistrup, og fra en position som husmor og flittig læserbrevskribent blev det til en plads i Folketinget som afløser for netop idolet.

Pia Kjærsgaards drøm var oprindeligt en helt anden. Hun ville giftes, have børn, bo i hus og være hjemmegående husmor. Et stille liv, som var en protest mod hendes egen barndom, hvor moderen blev gravid med en husven og pludselig forlod mand og to piger – og efterlod familieansvaret hos den 13-årige Pia. Sådan skulle det ikke være for hendes egne børn. Men da manden, børnene og huset så var sikret, kom ambitionerne snigende. Eller som Pia Kjærsgaard selv har sagt det: »Jeg var ude i det, som jeg tror, at mange kvinder, der havde gået hjemme, var på det tidspunkt. Jeg tænkte, at nu måtte der ske noget andet i mit liv.« Hun overvejede både journalistfaget og en karriere som dyrlæge, men i stedet blev hun hjemmehjælper – og medlem af Fremskridtspartiet i 1978.

Da pladsen i Folketinget blev ledig efter Glistrups exit til Horserød for at afsone en dom for skattesvig, bestod Fremskridtspartiets forslåede folketingsgruppe af sølle fire personer. Og efter kun to år i Folketinget var Pia Kjærsgaard allerede partiets nummer ét. Ved hjælp af fine og mindre fine tricks. De tre gamle mænd i gruppen holdt fast i Glistrups anarki, hvor titler var ugleset. Men Pia Kjærsgaard valgte i et interview til B.T. at fortælle, at nu havde gruppen bestemt, at hun var politisk ordfører. De tre mænd var forbløffede, men omvendt kunne de ikke gå i pressen og sige, at det slet ikke passede, da det ville tegne et temmelig kaotisk billede af et parti, som i forvejen hang med bagenden i vandskorpen. En af de gamle mænd – Helge Dohrmann – sagde vredt: »Det kan godt være, at du kalder dig politisk ordfører, men det er du ikke.« Pia Kjærsgaard nikkede for et par år siden til historien med stor latter: »Jeg vidste, at baglandet gerne ville have det.«

Indbygget GPS
Og sådan er det med Pia Kjærsgaard. Hun har alle dage haft i sig en indbygget GPS, der præcist fortæller hende, hvor baglandet – danskerne – befinder sig, og som gør hende i stand til at navigere stensikkert i folkehavet. Med mange modstandere – endda i en grad, så hun konstant omgives af livvagter – men også med en evne til at høste stemmer og få dem placeret det helt afgørende sted i dansk politik.

For tiden kommer og går nye partier i dansk politik, men det Dansk Folkeparti, som Pia Kjærsgaard stiftede i 1995 efter Fremskridtspartiets nedsmeltning i anarki og uenighed, er tilsyneladende kommet for at blive. Nøglen har været stærk topstyring og absolut ingen tvivl om, hvem der har den fulde og endelige magt i partiet, der trækker vejret gennem udlændingepolitikken. Jo strammere, jo bedre, og den største succes for Pia Kjærsgaard er nok, at samtlige partier – måske undtagen Enhedslisten – har taget store skridt til højre i netop udlændingepolitikken. Og at samtlige partier og politikere i dansk politik – hvad enten de er enige eller uenige med Pia Kjærs­gaard – i dag i høj grad definerer sig selv i forhold til hende og hendes magtfulde parti, der måske ikke er midten af dansk politik, men i hvert fald centrum.