Klassiske koncerter bliver sommetider klappet helt i stykker. Da fem feminine virtuoser fejrede Haydns jubilæum, stjal det halvdelen af fornøjelsen.
»Om hundrede år er alting glemt,« siges det. Men det passer jo ikke. Joseph Haydn døde for eksempel for 200 år siden og virker mere vedkommende end nogensinde.
Hvorfor? Ikke så meget fordi han har uforglemmelige melodier på samvittigheden. Tag bare den tyske nationalsang ...
Men fordi han gik uden om alt det tidsbundne, alt det moderne. Han arbejdede kun med energi – med langsomt og hurtigt, svagt og kraftigt, koldt og varmt. Sådan gør man sin kunst evig.
Haydn Delight har fejret hans jubilæum de seneste dage. Lørdag gav de fem piger så finalekoncert. Optagelsen kan høres i radioen om et par uger.
Men gid flere havde fundet vej til Garnisons Kirke den aften.
For man fik selveste Tuva Semmingsen på slap line. Hun kan både synge og spille skuespil, fortrylle med alt fra skalaer til komisk mimik. Meget mere end selv den mest outrerede rocksanger.
Og hendes mandlige kollega? Ja, jo ... Den unge mand lyttede sig ligesom ikke ind på rummet og instrumenterne bagved. Når hun sang, ku’ man høre alle tandhjulene arbejde sammen. Når han sang, hørte man kun ham.
Romantikkens lyd
De gammeldags instrumenter er ellers en hel historie for sig. Tag bare det såkaldte pianoforte: Man får alle stemningerne i musik, lige fra hjertets tikkende takter til tordenvejret – men alle lukket inde i et tyst mikrokosmos på tre ben. Flot trakteret af Charlotte Møller den aften.
Eller tag den traurige traversfløjte. Man hørte den mutters alene oppe på en fjern balkon, hørte den besjæle rummet fra et usynligt sted. Sådan var den tidlige romantik. Nøjagtig sådan.
Havde programmet lidt for mange bagateller? Ikke nødvendigvis. For de hang godt sammen.
Men næsten hvert eneste nummer endte på samme måde: Først romantisk besjæling, så klapsalvens hvide støj.
Overflødigt og ærgerligt.
PRØV AVISEN hver dag i en måned for kun 25 kr.
