Ansigterne på coveret er tunge af alvor. Skulende blikke, dybe furer og nedadvendte mundvige.
Men man skal ikke tage fejl af de tre vredladne fyre, som minder ikke så lidt om de grove granitskulpturer på Mount Rushmore. For Allan Olsen, Lars Lilholt og Johnny Madsen har også mildheden i behold, når de samles under Dalton-etiketten.
Det hørte man på den 17 år gamle debut, og det hører man på opfølgeren, »Tyve-ti«, der lægger fra land med den lyse »Kun ganske lidt«, hvor en banjo prikker til western-guitarernes energiske anslag, og hvor de tre grånende herrer synger hver et poetisk og eftertænksomt vers.
Men lige så fint og sart det hele er her, lige så morsom og grovkornet er den efterfølgende mundharmonika- og violinforsirede »Rugbrød«.
»Sad og fik en mel'mad ved mit bord med min kone/Og tænkte på, hvad der har gjort os/til en mægtig krigsnation/Det er rugbrød,« lyder det på umiskendeligt nordjysk. Men rugbrødet har det svært i denne tid, hvor »det vælter ind over grænsen med suvlaki og peking-ænder.«
Det er sjovt, det er syrligt, det er dobbeltbundet, og det er svært at forestille sig, at det ikke er Allan Olsen, der har skrevet teksten. Og sådan kan man ofte fornemme de tre sangskriveres temperamenter på albummet, som holdes sammen af arrangementerne, der hele vejen igennem er varme, organiske og håndspillede.
Violiner, akustiske guitarer og aldersstegne orgler er således nogle af de instrumenter, som finder sammen på måder, der vil begejstre dem, der har slidt deres Travelling Wilburys-plader op.
Andre vil mere nøgternt konstatere, at Dalton har begået et album, der byder på flere fine indslag, men også på et par knap så interessante passager. Man skal dog være halvdøv for ikke at kunne høre, at det er garvede sangskrivere, som er på spil. Om de tre stenansigter så har spist rugbrød eller pekingand under indspilningerne, ja, det melder historien intet om.
