Nye selvoptagelser

Jørgen Leth taler om Jørgen Leth på endnu et vellykket albumsamarbejde med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig.

Frithjof Toksvig, Michael Simpson og Jørgen Leth hygger sig foran Peter Ravns maleri, som også pryder trioens CD. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Solkær Starbird

Et vist mål af selvhøjtidelighed må der til. Ellers ville man vel næppe gå med til at tale om sig selv på en hel plade.

Eller rettere sagt på to plader. For »Ikke Euforisk« følger op på en to år gammel og solidt sælgende debut, der også bød på Jørgen Leths stemme i selskab med Mikael Simpson og Frithjof Toksvigs såvel suggestive som lyriske lydlandskaber.

Men der er flere grunde til, at digteren kan slippe af sted med sin jeg-orienterede strøm af ord om stort og småt.

Og helt suveræn er hans lokkende, let nasale stemmeføring, hans gennemmusikalske timing og måden, hvorpå han omhyggeligt tilvirker hvert ord i sine sætningskæder. Ikke mindst i »Regnvejr«, hvor han taler om forskellen på den grå nedbør herhjemme og styrtregnen i troperne, som er både løfterig og dramatisk. Den repræsenterer »et nyt kapitel«, som han siger med sine velkendte og vidunderlige moduleringer, for så at tale videre - på én gang stramt og gavmildt - om det at sidde inde i sommerhuset som dreng og høre »dråbernes trommen på taget«.

Og barndommens land moduleres også frem i »Gråpæren«, hvor Leth fortæller om frugten fra fortiden. Om dens »noprede, grove hud« og om at sætte tænderne i den og mærke kontrasten mellem den »grove skal og så det saftige indhold«.

Hvor Leth her taler om sansninger og konkrete sager, så fortæller han i andre passager om sine store og helt anderledes uhåndgribelige depressioner, hvor den daglige tur ned på Kaffesalonen ikke er andet end sortsyg rutine, og hvor han »kun har besørget nogle latterlige ting«.

Regn med regn på

Disse historier er lige så bevægende som de små hverdagslige fortællinger er billeddannende og fulde af poetisk kraft, og det skyldes ikke mindst Simpson og Toks­vigs diskrete tonsætninger, hvor laptop, cello, piano og trompet skaber en på én gang abstrakt og stoflig fornemmelse.

Dog kunne man indimellem ønske, at musikerne i knap så høj grad spillede med ordene, men også vovede at spille mod dem. Det er eksempelvis lettere uinspirerende, når Leth taler malende om regnvejr, og akkompagneres af lyden af ... regnvejr.

Men som oftest er mødet mellem ord og lyde anderledes frugtbart, og der er derfor grund til at være taknemmelig for, at Leth endnu en gang gik med på den selvhøjtidelige og ikke så lidt selvsmagende leg.

Og forhåbentlig gør han det igen.