Bruce Springsteen var under kolossalt pres i foråret 1975. Efter to lovende udgivelser havde pladeselskabet postet et monstrøst beløb ind i produktionen af hans nye album, og »Den nye Dylan« var også tynget af egen ærgerrighed.
Det var nu eller aldrig, og med »Born To Run« lykkedes det Springsteen at forløse sine kunstneriske ambitioner og Columbias kommercielle krav. Albummet var simpelthen ét stort, sugende smukt rocksus, som strøg op ad salgslisterne.
Nu var den 26-årige sanger og sangskriver, hvor han ville være, men det næste album blev viklet ind i juridiske komplikationer og trak ud. Hele tre år gik, mens det ry og den stjernestatus, Springsteen havde etableret, begyndte at falme.
Rent kreativt var han imidlertid på toppen og sang og indspillede uafbrudt. Og endelig, i sommeren 1978, udkom ti numre under titlen »Darkness On The Edge Of Town«. En født klassiker med smukke melodier og en spartansk, let sammenbidt lyd, som vendte sig bort fra forgængerens store, Spector'ske sound.
Men Springsteen udtalte allerede dengang, at han havde »sange til fire plader«, og nu udsender han så 21 numre, som enten findes i andre versioner på »Darkness On The Edge Of Town« eller er helt ukendte for selv fans.
Nye genkendelser
Det første, som fænger i selskab med »The Promise«, er de numre, som på den ene eller anden måde er velkendte.
»Racing In the Street« er eksempelvis at finde på »Darkness On The Edge Of Town«, men gives her i et mindre resignerende og mere muskuløst arrangement, hvor trommer, elguitar og mundharmonika føjes til klaveret og orglet.
Genkendelsen vækkes også i mødet med »Because The Night«, som Springsteen i sin tid gav til Patti Smith, der derved fik karrierens eneste hit. Men hans version er mere underspillet end hendes, og han holder ligesom omkvædet inde bag tænderne - med stor effekt.
Og »Fire«, som oprindeligt var tiltænkt Elvis, leverer Springsteen i en stilfærdig, sexet og swingende version, som så klart overgår den udgave, The Pointer Sisters hittede med i 1979.
Biler i tomgang
Blandt de mange sange, som ikke er hørt før i hverken den ene eller anden udgave, stråler »Some Day (We'll Be Together)«, hvor Springsteens guitarlinjer og fraseringer minder om Roy Orbison, og hvor den store trommelyd og de skønne korstemmer trækker tråde til The Ronettes.
Lige så smuk, men mere asketisk arrangeret, er »Candy's Boy« - en klar forløber for »Candy's Room« - hvor Springsteen synger om en kærlighed med dårlige odds. Og versene på albummet er i det hele taget arketypisk Springsteen med længselsfulde hjerter, dårlige kort, blue collar-jobs, biler i tomgang og de brudte løfter, livet er så fuldt af.
»When the promise is broken you go on living/But it steals something from down in your soul«, som det lyder i titelnummeret. Suk. Men sikke et suk, og albummet er i det hele taget ét langt vidunderligt møde med sange, som nok er gamle, men som fremstår fuldkommen friske, og at Springsteen i sin tid valgte dem fra, siger ikke så lidt om det svimlende kvalitetsniveau, han holdt sig. Og såmænd også holder i dag - hvor han er blevet 61.
