»Licky, licky, yum-yum«

Christina Aguilera stønner og skønsynger på sit første album i fire år, som vil meget, men når for lidt.

Foto: FotoWare ColorFactory

Det virker så let og ligetil, men der findes næppe noget sværere og mere krævende end at være popdronning.

For det fordrer jo ikke bare hit, på hit, på hit at blive siddende på tronen, men også en attitude og en tøjstil, som hele tiden trumfer de øvrige aspiranter, som uafladeligt presser sig på nedefra.

I 2010 er det så Lady Gaga, der sidder med kronen og scepteret. Hun har sangene, stilen og hele verdens ellers så flygtige pop-opmærksomhed, mens Rihanna, Beyoncé og Pink gør, hvad de kan for at vælte hende - og detroniserede Madonna og Britney Spears har mere end nok at gøre med at blot at holde sig inde i kampen.

Nå ja, så er der også den gamle prinsesse Christina Maria Aguilera, som efter fire års pladepause - en evighed i popbranchen - er klar med sit fjerde album, der på flere måder viser, at hun er pinligt bevidst om, hvem hun er oppe imod.

I stedet for at gå en anden vej i CD-booklettens billeder og design, så forsøger hun nemlig at kopiere den æstetik, som er blevet synonym med Lady Gaga.

Det er den samme stærkt seksualiserede brug af camp, det er den samme brug af kitsch, den samme flirt med kød og maskiner, men Aguilera mangler dronningens humor, og det gælder sådan set også for teksterne og den musik, hun har skabt i samarbejde med en hær af producere og sangskrivere - fra Tricky over Sia og Linda Perry til Le Tigre.

Sex til morgenmad

At der har været rigtig mange inde over de 18 indslag på »Bionic« kan bestemt også mærkes, for albummet tegnes af et væld af stemninger, indfald og produktioner.

Men grovsorteres numrene, så ender man med to kategorier, hvor den ene er fuld af syntetisk producerede indslag, der sigter mod diskotekerne og dansegulvene, mens den anden gemmer på alle de langsomme, mere enkelt instrumenterede ballader, der går efter inderlighed og, eh, eftertænksomhed.

I den første afdeling står »My Girls« sig rigtig godt med sit hoftevridende groove og med provo-popperen Peaches som vidunderlig gæstevokalist, og i samme dansable ånd er »Elastic Love«, der er det bedste nummer fra Aguilera. Nogensinde.

Her bevæger hun sig væk fra den futuristiske produktion og fører bevis for, at den gode popsang i sidste ende kun handler om et effektivt omkvæd - og hun leverer det sikkert, smukt og uden påtagede sexkilling-fraseringer.

Og at Aguilera kan meget med sin stemme står klart overalt på »Bionic«, hvor sangene i balldadeafdelingen dog for ofte tangerer det pinlige.

Den sigende »Sex For Breakfast« er således ualmindelig klægt arrangeret og udstyret med et lummer-fesent sangforedrag om, ja, morgensex. Kun »Lift Me Up« løfter for alvor albummets balladedel og skal nok appellere til yndere af den romantiske side af Aguilera.

Roller og manerer

Trods sine effektive stunder er der noget sært usammenhængende og ufokuseret over såvel musikken som teksterne på »Bionic«.

Når Aguilera et sted synger om at være sart og sårbar og et andet om oralsex i linjer som »You dont even need a plate, just your face/Licky, licky, yum-yum. Icky, icky, ho-hum« - hvor Lady Gagas indflydelse i dén grad er til at få øje på - ja, så får det altså ikke albummet til at fremstå vidtspændende, men derimod mere som et opbud af forskellige, let forvirrende roller og manerer.

Dårlig er »Bionic« nu ikke. Dertil er Aguilera og hendes håndværkere for dygtige. Men nogen stor og uafviselig pop-affære er albummet altså ikke, og Lady Gaga kan roligt regne med at blive siddende på tronen. Lidt endnu. For der vil uden tvivl komme frækkere og friskere sangerinder, som vil vælte hende.

Sådan er det jo i popland. Hvor legende og lækkert det end måtte tage sig ud.