John Lennons store festdag

Ex-beatlen og rockikonet over dem alle hyldes den 9. oktober verden over af konen og kollegerne. Nye plader udgives samtidig.

John Lennon var kun 40 år, da han blev skudt i New York. Fold sammen
Læs mere

Den 9. oktober ville den tidligere Beatle John Lennon være fyldt 70 år. Lennon blev kun 40 år, han blev skudt af den stadig fængslede Mark Chapman den 8. december 1980, og når årsdagen for Lennons død oprinder, er det således 30 år siden.

Jubilæerne bliver naturligvis ikke forbigået i tavshed, al den stund at John Lennon hører til blandt musikhistoriens absolut største ikoner. Hele Lennons bagkatalog af otte soloalbum bliver fremdeles genudgivet i remastererede versioner op til fødselsdagen, lige et nyt bokssæt med 11 album finder vej til pladebutikkerne. Udgivelserne er orkestreret af Lennons enke, Yoko Ono.

Yoko foretrækker Island over mindekoncert

Ono selv vil mindes sin mands fødselsdag på Island, hvor hun i 2007 løftede sløret for ”Imagine Peace Tower”. I tårnet er der ridset ”Imagine Peace” på hele 24 forskellige sprog. På dagen vil Ono symbolsk tænde for en række projektører, der skal lyse frem til- og med den dag, Lennon forlod verden.

Yoko Ono er således ikke til stede ved den storstilede mindekoncert, der løber af stablen i New York, hvor John Lennon levede og udåndede. Her træder kolleger som bl.a. Jackson Browne, Patti Smith, Cyndi Lauper og Aimee Mann ind på scenen i Beacon Theatre. Indtægterne fra billetsalget vil gå til Playing For Change Foundation, som agiterer fred gennem musik og som bygger musikskoler i den tredje verden.

Hvor er McCartney og Ringo?

John Lennons enke vil til gengæld være til stede og tage aktivt del i to mindekoncerter, der løber af stablen i Los Angeles den 1.-2. oktober under titlen ”We Are Plactic Ono Band”. Med på plakaten er også navnkundigheder som Lady Gaga og Iggy Pop.

Indtil videre er der ingen forlydende om, at Lennons to nulevende bandkolleger i The Beatles, Paul McCartney (68) og Ringo Starr (70) vil deltage i ovennævnte eller nogle af de mange andre hyldestarrangementer, der er arrangeret kloden over, bl.a. i Lennons hjemby Liverpool, og byen der modnede og gjorde the Fab Four klar til resten af verden, Hamborg.