5 af 6 stjerner

Klassisk: Intet er for stort til DR’s enorme koncertsal. Man kunne koldstarte en rumfærge – og det ville lyde ganske udmærket. Torsdag aften strøg ekspressionismens største symfoni til himmels.

Af Søren Schauser
Fredag den 24. april 2009, 17:06

Hold da op. De lyder godt. Og de fylder godt: På scenen et helt folketing af musikere på alle mulige instrumenter. Længere oppe et kor af voksne. Længere oppe igen et drengekor i matrostøj. Helt oppe under taget en gang messingsuppe model sølvbryllup. Og ovre i modsatte side en engel…

Altså op mod 350 medvirkende i alt. Det bliver ikke større. Mahlers seks kvarter lange symfoni om livets mening hører til musikhistoriens allermest krævende. Alene dét gjorde DR’s initiativ torsdag aften til verdensklasse.

Og lyden: I begyndelsen kan man godt føle sig helt overvældet. Især fordi aftnens syv solister ikke giver den for lidt. Lytteren kan næsten føle sig voldført af de åbne munde, de mange decibel, af hele trykket fra både loft og gulv og vægge. Oplev så! På den anden side er musikken nu engang ekspressionistisk. Første Verdenskrig lå lige om hjørnet. Kunsten kunne ikke blive kosmisk nok, vild nok dengang.

Og dagen efter den store aften husker man faktisk ikke så meget til lydstyrken, til instrumenternes brøl, til massernes munde. Man husker alle de små tiltag: Som når orkestret spiller den lille menuet, det korte åndehul af fred og feudal finkultur. Eller når den danske barytonsolist pludselig rejser sig som Pater Ecstaticus og sender vidunderlig varme ind over orkestret.

I det hele taget bliver solisterne bedre som kvartererne går. Hvor de danske damer i begyndelsen mest synger til, så giver de også plads til både poesi og humor efterhånden. Og tenoren står til sidst med begge hænder ude – som om han vil forme sin egen sang i luften. Men de mildere vinde i slutningen klæder ham faktisk. De små fyre i matrostøj kunne ikke altid høres. Men når de kunne, var det ikke bare rent – det var suverænt. Hø, hø… Ligesom koret fra de høje sopraner til de allerdybeste basser i høj grad tegnede den store aften.

Gustav Mahlers ottende symfoni ville aldrig have virket i den gamle sal. Som koncert blev den aldrig kassens inderligste til dato. Men selve lyden af alle de store og små i hundredtal skal aldrig glemmes. Aldrig.