Kunstneren som ung troldmand

Bob Dylan viser med ny dobbeltudgivelse, hvor forunderlig fuldendt en kunstner han var lige fra begyndelsen.

Den unge og ualmindelig inspirerede Bob Dylan kunne efter eget udsagn »skrive fem sange inden morgenmaden«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Doglas R. Gilbert

Leonard Cohen mødte engang Bob Dylan, som fortalte, at han holdt meget af »Hallelujah« og spurgte, hvor lang tid det havde taget at skrive den. Cohen svarede, at det havde taget to år. »To år!« udbrød Dylan, og Cohen spurgte så, hvor længe Dylan havde været om »I And I«. »15 minutters tid,« lød svaret.

Anekdoten er ikke bare morsom, men giver også et ganske godt billede af, hvor ekstremt hurtigt Dylan ofte arbejder. Og på »The Witmark Demos: 1962-1964« sendes lytteren tilbage til hans tidlige 20ere, hvor han sprøjtede sange ud og forsøgte at sælge dem til andre kunstnere via forlaget Whitmark & Sons. Det var faktisk ad den vej, han skabte sit tidligste ry som en stor sangskriver, og på dobbeltalbummet kan man høre 47 af de numre, han optog til sin forlægger.

Susen og selvkritik

Blandt optagelserne, som aldrig var tiltænkt udgivelse, findes blandt andet »Blowin' In The Wind« og »Don't Think Twice, It's Allright«, som Peter Paul And Mary havde stor succes med - og som Dylan siden indspillede til sit andet album, »The Frewheelin' Bob Dylan«.

På »The Witmark Demos 1962-1964« er disse stærke melodier, samt størstedelen af de øvrige 45, kun iklædt Dylans fingerspil på spansk guitar og hans på én gang følsomme og skarpe stemme.

»The answer my friend is blowin' in the wind« synger han med den i en af musikhistoriens kendteste sange, som han gør ophold midt i for at hoste. Og den slags skønhedspletter er overalt på de to plader, hvor stole knirker og mikrofoner suser under leverancer af klassikere in spe som »A Hard Rain's A-Gonna Fall«, »The Times They Are A-Changin'« og »Mr. Tambourine Man«, og hvor flere af de 15 sange, der aldrig før er hørt, mere er skitser end færdige numre. Men mere behøver man heller ikke for at fornemme Dylans tidlige mesterskab og de vilde linjer af poesi, som gennemstrømmer ham.

Interessante er også de bemærkninger, Dylan kommer med før, under og efter sangene. »Jeg kan skrive versene ud til dig senere, kan ikke lige huske dem nu,« siger han for eksempel til sin forlægger før »Bound To Lose, Bound To Win« - der mig bekendt aldrig blev til andet end dette løse udkast.

Sjældent indblik

Ja, det gik stærkt for den unge og inspirerede Dylan. Rigtig stærkt. Men den kritiske sans er til stede på hele udgivelsen, som er den niende i hans indtil videre fortrinlige »Bootleg Series«.

Han vender således tommelfingeren ned, mens han spiller sin antikrigssang »Let Me Die In My Footsteps«, som han finder for banal i sin krigsprotest: »Den er frygtelig lang. Eller den er ikke så lang, den er bare en plage.«

På den måde giver optagelserne ikke blot et indblik i, hvor skræmmende stor en sangskriver Dylan var fra første færd, men også i det, der også gør en stor kunstner. Nemlig evnen til at skære fra, skære igennem. Mesteren fra Duluth kunne det hele - lige fra begyndelsen.