Der er ingen vej tilbage til Madam Blå

Niels Skousen fortsætter på ottende år sin ganske imponerende tilbagevenden til den musik, som tydeligvis ligger hans hjerte og natur nærmere end skuespillet.

»Jeg led af en skriveblokade, som varede i over 20 år og nok hang sammen med den følelse af ikke at være i takt med tiden,« fortæller Niels Skousen om musikpausen fra 1980 til 2002. Her er han med guitaren og computeren hjemme i lejligheden i København. Fold sammen
Læs mere

Niels Skousen spiller og synger gammelmandsrock. Anderledes kan det ikke være, når man som Skousen leverer sine ting i selvvalgte tempi og i tekst og toner, som ikke postulerer eller forsøger at abe efter. Det er let at høre, at Niels Skousen er 66 år, og vokset op med folk- og rockmusik fra dengang guitarister var guder og kulturen flettede fingre med samfundet.

Sådan spiller klaveret ikke i dag. Det kan man sige meget godt om, og man kan gøre det modsatte. Niels Skousen har kun lidt mere end næserynk til overs for nutidens populærkultur, mediernes evindelige jagt på pjat og overflade bryder han sig slet ikke om. For slet ikke at tale om millenniumsjagten på den perfekte glorie og tagen sig ud ud ud ud... med coaches der hyres ind til at samle vores glansbilleder op, når de, gud forbyde det, falder ud af rammerne. Som Skousen dog kan sige det ord, »coach«, »er du ude på dybt vand, så lyt til din coach mand!« Ha!

Man forstår ham godt, og det er såmænd ikke svært at være enig i mange af hans teser og kalkuler på »Lyt Til Din Coach«. Men det er på den anden side også møghamrende irriterende at høre en mere erfaren personage ironisere over en tidsånd, han eller hun ikke forstår. Endsige vil forstå. Til alt held er Niels Skousen dog ikke så konsekvent, rigid og dogmatisk, at man som lytter føler sig trængt op i en krog af bedreviden og jammertale. Han vil faktisk gerne forstå, men hans ståsted er nu engang et ganske andet.

Elguitaren er tændt

Skousen har tændt for især de elektriske guitarer på dette hans fjerde album efter den musikalske genkomst med »Dobbeltsyn« i 2002. Men det er faktisk når guitarerne (stadig elektriske) sættes i scene i stemningsfulde, afdæmpede sange, at musikken for alvor spiller. Tillige er netop de sange båret af en anden type lyrik, som ikke er hverken observerende eller kommenterende, men derimod synes at ligge Niels Skousens hjerte og erfaringsbark meget, meget nær. Ikke mindst i titler som »Dage Og Nætter«, »Lille Superstar«, »Vi Drømmer Verden« og den fine, fine »Vinter«. Her er han bedst, her kommer alderen og erfaringen for alvor Niels Skousen til gode.

Mere musikalsk power er der i de energiske rockere »Måske« og »Middelvejen!«, som begge klinger ind som oplagte trumfkort i kommende livesammenhænge. Her bliver der musiceret, så hvert et blodlegeme skvulper af lyst.

Og så er det ikke mindst rigtig rart at lytte til Niels Skousens lette rytmiske mumlen. Hans stemme er så indbydende, venlig og så tryg som et bjørnekram.