5 af 6 stjerner

Torsdagskoncert: Stjernesopran gav ekstranummer med ryggen til de dyre pladser – en helt rigtig gestus. Er koncerthuse med pladser bag orkestret i virkeligheden en tosset tanke?

Af Søren Schauser, SHX@berlingske.dk
Fredag den 17. april 2009, 22:30

Først er der det ene i vejen. Så er der det andet i vejen. Kan den blå koncertkasse ude på Amager da aldrig få fred?

Jo, jo. Det går faktisk glimrende. Lyden bliver for eksempel bedre for hver koncert – fuldstændig som forudsagt. Allerede ved arrangementet torsdag aften var den vidunderlig. Hvert eneste instrument fylder helt, helt anderledes i ørerne nu. Men samtidig blev man mindet om et andet problem. Nemlig at DRs arkitekt i demokratiets navn har plantet samtlige pladser tættest muligt på orkestret. Hvilket vil sige med mange pladser bagved. Og hvor meget hører man lige der? I hvert fald sjældent så meget til solisten. Af samme grund var skønne Nina Stemmes gestus ikke bare storsindet og gennemført skandinavisk. Den var også rigtig helt ned til sidste, komiske detalje: Hun vendte simpelthen rundt og takkede for det varme bifald med et ekstranummer for bagperronen alene. Bare så også de kunne få den fulde glæde af hende.

I det hele taget var hun det hele værd. Stemmes stemme gløder som det mørkeste guld. Man kan næsten ikke mærke, hun faktisk hører til de høje sopraner – så varm og rund er den. Temmelig meget modsat hendes kjole hin aften: Stærkt rød, stærkt grøn og stærkt violet. Hun lignede et helt kirkeår.

Og hvor er stemningen ellers dejlig i det store orkester efterhånden. Som når førsteviolinerne hygger sig over en umærkelig krølle i Richard Strauss’ melodiske overflødighedshorn »Vier letzte Lieder«.

Fire sidste sange. Efterkrigstiden har dem en vemodig titel. Og sådan lyder musikken faktisk: Strauss tager afsked med alt det kære – livet, kærligheden, den store romantiks halvglemte kunst. Kort tid efter var han død.

At kalde aftenens dirigent for toppen af Christoph Poppen ville også være forkert. Der kan tværtimod være noget Herbert Blomstedt over hans ranke holdning. Og han er ikke kun forbløffende god til musikere, han er også god til Mendelssohns musik. I hans hænder synger den langsomme sats næsten som en ung Verdis melodier. Forhåbentlig vil den med tiden synge hele vejen rundt.