Agnes Obel - en berliner

Mød Agnes Obel, som udgav årets mest roste og danske debutalbum - men bare drømmer om at vende hjem til Berlin og den ensomme jagt på den magiske melodi.

Agnes Obel, sangerinde. Debuterede i år med den meget anmelderroste plade "Philharmonics". Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Det var DDRs stolthed. Et radiohus uden sidestykke, hvorfra der ikke bare blev sendt et væld af sovjet-venlige programmer, men hvor bygningen også var en hel by i sig selv - med egen frisør, tankstation og uendeligt lange gange som en art indendørs infrastruktur.

Men da Muren faldt, blev bygningen i Berlin ribbet. Møbler, lydpulte, højttalere og mikrofoner forsvandt, og i dag er det kun ganske få af studierne i radiohuset, der er i brug. Og i et af dem skrev og indspillede Agnes Obel nogle af de sange, der endte på »Philharmonics« - hendes melodiske, poetiske og pianodrevne debutalbum, som har fået såvel kritikere som pladekøbere til at finde de dyreste superlativer frem.

»Det er mærkeligt at tænke på, at det kun er et år siden, jeg sad alene og arbejdede på de sidste numre til pladen,« siger hun i et frostbidt København, hvor hun er hjemme på juleferie.

»Det var en meget fokuseret, stille og indadvendt tid - og på alle måder meget langt fra, hvordan mit liv er nu. Jeg havde siddet og arbejdet på mine sange ude i det store gamle radiohus og hjemme i lejligheden i Neukölln, og da den så endelig udkom, så ændrede alt sig med ét.«

Den 29-årige sanger, sangskriver og pianist ser forundret ud ved tanken om den himmelflugt, »Philharmonics« har sendt hende ud på.

»Min kæreste tog tit hjem, og så var jeg helt alene i Berlin. Ensomheden gjorde, at jeg arbejdede meget, og da jeg endelig var færdig med pladen, blev det hele ligesom vendt om. Stilfærdigheden og alle timerne alene med sangene blev til medieopmærksomhed, koncerter og spørgsmål om alt muligt. Det gik fra indadvendthed til udadvendthed, og det var jeg slet ikke forberedt på,« forklarer hun og mindes et tidligt møde med medierne.

»Jeg lavede et indslag med TV2 Lorry, som var en rigtig skidt start. Det handlede bare om, at jeg var stille, og så havde jeg - lidt uerfarent - inviteret dem med hjem til min mor, som jeg bor hos, når jeg er i Danmark. Ens forældres hjem er jo mere privat end ens eget, og jeg fortrød helt vildt, at jeg havde lukket dem ind i det inderste. Men nu går det bedre,« siger hun og kigger rundt i pladeselskabslokalet i en baggård på Vesterbro.

Skøn, stenet, brutal

Agnes Obel boede længe på Christianshavn, men forelskede sig i Berlins på én gang skønne, stenede og brutale væsen, og vekslede for fire år siden sit kultur- og sprogstudie på RUC til et udvekslingsophold på faget Kulturwissenschaft på Humboldt-Universität. Der kom hun nu sjældent, men indskrivningen gav hende adgang til SU - og dermed købte hun sig tid til at færdiggøre de sange, hun havde kredset om i årevis.

En af dem var »Just So«, som blev sangen, som første gang trak hende ud af den ensomme og eftertænksomme skaberproces.

»Da den kom med i reklamen for Deutsche TeleKom, var jeg ikke engang færdig med pladen. Men den gjorde mig til en del af den tyske musikscene, og jeg fik en masse tilbud fra store pladeselskaber. Men jeg valgte PIAS, som måske ikke er et stort selskab, men virkede som det rigtige for mig som kunstner - og ikke bare som hitmusiker.«

TV: Hør historien bag "Just So" - og hør sangen der tog Tyskland med storm

Og med kontrakten kulminerede en sangskrivning, som begyndte, da Agnes Caroline Thaarup Obel, som hun er døbt, var barn.

LÆS OGSÅ: Her er årets 10 bedste danske plader

»Jeg lavede mine egne ting, fra jeg var helt lille. I begyndelsen var stykkerne uden sang, og det var noget med, at jeg spillede andres musik, og når den ikke var, som jeg syntes den skulle være, så lavede jeg dem om. Altså til helt ny musik. Min mor sagde, det var usædvanligt. Mine forældre er også musikalske. Min mor spiller klaver, og min far har levet af musik i nogle år, men de har vist hele tiden ment, at musik er noget, man spiller, indtil man får en uddannelse. Og selv om jeg har fået succes og anerkendelse, så vil de nok allerhelst have, at jeg skriver mit speciale.«

Men musikken er for vigtig for Agnes Obel til at blive vendt ryggen til fordel for et mere traditionelt arbejde. Og hun ved, hvad det er, der hele tiden driver hende tilbage til klaveret.

»Det er drømmen om at skabe noget endnu smukkere og endnu mere meningsfyldt frem end det, jeg allerede har skabt. Ligesom man siger, at forfattere bliver ved med at skrive den samme bog, så forsøger jeg nok også at skrive den samme sang - bare bedre end den foregående. Det er min kunstneriske drift, og når jeg selv skriver, mixer og producerer mine ting, så er det for at komme så tæt på den perfekte sang som overhovedet muligt.«

Uglen i musikken

I jagten på den fuldendte sang er teksterne et af redskaberne. Og de er så afgjort smukke, men også blottet for tidstypiske tegn. Ingen SMSer, clubkids eller laptops her.

LÆS OGSÅ: Vidunderlige Agnes Obel

»Hvordan de er blevet sådan, ved jeg ikke, men teksterne skal altid gå med melodierne. Og hvis teksterne virker tidløse, er det fint, for sådan vil jeg gerne have, at sangene fremstår. Altså enkle, klare og dybe på én gang, og måske er det derfor, jeg er så glad for digteren Inger Christensen, der får sagt nogle meget store ting om eksempelvis naturen på den måde. Men det samlede udtryk, som teksterne og tonerne skaber, kan ikke forklares til bunds. Og hvem kan egentlig forklare, hvorfor de kan lide et stykke musik? Det er noget uudsigeligt, noget uforklarligt, og det har jeg også ønsket at pege på med billederne på pladens omslag.«

Og fotografierne af Agnes Obel og en udstoppet, men uhyre livagtig ugle er da også lige så smukke, som de er uudgrundelige.

»Det er billeder, der gerne skulle virke uden for tid, og de er inspireret af Tipi Hedren i Alfred Hitchcocks film »Fuglene«. Dér er fuglene efter hende, men det forklares aldrig hvorfor. Og på samme måde kan musik ikke forklares, den opsøger bare én - og påvirker én. Derfor er der en fugl på omslaget, og uglen brugte vi rigtig lang tid på at finde hos forskellige Tierpreparatoren - der vel hedder konservatorer på dansk. Vi prøvede også med en udstoppet høne, men det fungerede ikke!«

Hun ler. Men trods latteren og imødekommenheden, så drømmer hun mest af alt om at komme tilbage til Berlin. Til de endnu uskrevne sange og ensomheden ved klaveret.

»Jeg er vildt glad for succesen og anerkendelsen, og for at folk så gerne vil komme til koncerterne. Jeg prøvede at få 100 på gæstelisten til den første koncert i år. For at der ikke skulle være pinlig tomt. Men i stedet blev der meldt udsolgt til den ene efter den anden koncert. Det var og er næsten ikke til at tro, men nerverne, opmærksomheden og forventningerne er hårde at leve med, og jeg glæder mig til roen og fordybelsen.«

»Men snart udgives jeg også i USA og Canada, så der er stadig meget, der skal gøres - og det er jeg selvfølgelig rigtig lykkelig for. Og at »Philharmonics« er blevet så stor uden reklamebudget, det er da fantastisk at tænke på. Men jeg skal skrive nye sange - og specialet skal jeg også have skrevet en dag. Så bliver alle glade.«