Homoseksuelle bør ikke have adgang til at adoptere i lighedens navn

Lørdag den 29. december 2007, 22:30

På det gavebord af velfærdsgoder og velfærdsrettigheder, som politikerne beredvilligt dækkede op med i valgkampen, havde ingen tænkt på »retten til et barn«. Men det kan næsten kun være et spørgsmål om tid, inden dette krav på endnu et borgertilbud dukker op i et partiprogram. At dømme efter den aktuelle diskussion om homoseksuelles ret til at adoptere og nyere debatter om kunstig befrugtning er vi snart derhenne, hvor retten til at få et barn betragtes som en selvfølge på linje med retten til at gå på efterløn eller hæve kontanthjælp. Det er en farlig udvikling, fordi den udtrykker en tingsliggørelse af små mennesker og fjerner opmærksomheden fra den grundlæggende erkendelse, at et barn er et ansvar, man påtager sig, og ikke en belønning for at være en god samfundsborger og skatteyder.

Et barn er som udgangspunkt resultatet af en mands og en kvindes kærlighed og deres ønske om at stifte en familie. At begrebet familie så i dag er mangeartet, er en helt anden sag. Velfungerende børn vokser op hos enlige forældre eller i sammenbragte familier med papforældre og bonussøskende. I praksis er det noget nær umuligt at opstille en facitliste for, hvordan et normalt og velfungerende familieliv skal se ud. Men barnets tarv er stadig et begreb, vi skal tage alvorligt. Ikke mindst når vi taler om adopterede børn – børn som af den ene eller anden grund ikke kan vokse op hos deres biologiske forældre og derfor har behov for ekstra omsorg. Det er barnets tarv, adoptionsmyndighederne har – og skal have – for øje, når de vurderer voksnes egnethed som forældre. Den vurdering bygger på individuelle skøn og pragmatiske holdninger. Derfor er der heller intet til hinder for, at enlige kan adoptere, hvis de er i stand til at give et barn en god opvækst.



At homoseksuelle også har et ønske om at adoptere, er der intet mærkværdigt i. Men når der nu tegner sig et flertal i Folketinget for at tildele bøsser og lesbiske denne adop­tionsret, bør politikerne betænke, om de ikke er i færd med at skabe regler, som mest ligner et slag i luften, og som vel i unødvendig grad forholder sig til folks seksualitetet. Vi er heldigvis nået langt med seksuel ligestilling og registrerede partnerskaber. Men ingen har en »ret« til at få børn. Der er såmænd ingen tvivl om, at mange af denne verdens børn ville kunne få et bedre liv hos et homoseksuelt par end på gaden i et fattigt land eller i en socialt udsat dansk familie. Fakta er imidlertid, at de mødre, der frivilligt bortadopterer deres barn, ønsker, at det skal ske til en familie med en mand og en kvinde. Desuden risikerer vi, at nogle lande simpelthen siger stop for adoption til Danmark, hvis vi åbner for adoption til homoseksuelle.



I virkeligheden vokser en del børn op i homoseksuelle familier: hos enlige kvinder, der har fået mulighed for at adoptere, men som er lesbiske, hos lesbiske, der er blevet gravide ad kunstig eller »naturlig« vej, hos homoseksuelle mænd, der er trådt ud af et heteroseksuelt ægteskab. Det er udtryk for pragmatisme i et spørgsmål, hvor det er uhyre svært at skabe klare regler og fastslå, hvad der er rigtigt eller forkert. Spørgsmålet er, om denne pragmatisme, når det kommer til stykket, ikke er mere fornuftig end et lovforslag, som bare risikerer at skabe en masse problemer.