Jeg har fulgt debatten nøje, og Lønstrukturkomiteen har så vidt, jeg har forstået, valgt at inkludere genetillæg i lønnen, og det er forkert.
I efteråret 1969 stemte vi om den nye tjenestemandsreform. Ingen af os var tilfredse, men det var markant bedre en det, vi havde, så vi bed i det sure æble. Jeg er uddannet ergoterapeut, dengang beskæftigelsesterapeut. Jeg husker tydeligt, at vi og fysioterapeuterne blev indplaceret to løntrin højere end sygeplejerskerne med den begrundelse, at de fik løn under uddannelse ligesom en håndværker. Pædagogerne lå lavere, det var jo bare at passe børn, og skolelærerne højere, da det dengang stadig betragtedes som mandefag og derfor familieforsørgere.
Dette er jo ikke tilfældet længere. Nu er vores uddannelser omlagt til professionsbacheloruddannelser sammen med mange andre uddannelser.
Tjenestemandsreformen burde være ændret samtidig med, at uddannelserne blev ændret, så alle med samme niveau af uddannelse startede på samme løntrin/grundløn. Uden skelen til køn, som den gamle tjenestemandsreform gjorde. Det var en offentlig hemmelighed, at kvindefagene blev placeret lavere end mandefagene, da mænd jo var familieforsørgere.
Vedr. genetillæg til personer på skifteholdsarbejde, så er det i talrige studier bevist, at det er usundt at arbejde på skiftende vagter døgnet rundt. Der er derfor lavet regler for hviletid mellem vagter, hvor tiden skifter fra dag, aften og nat. Genetillægget er for at kompensere for generne, og derfor en tak for at nogen gider tage de vagter. Det er ikke en del af lønnen. Lønstrukturkomiteen burde derfor ikke se på bruttolønnen, men på grundlønnen, som også sygeplejerskerne udtaler.
Det har undret mig, at der i hele denne diskussion ikke er nogen, der har lavet en liste over grundløn for alle professionsbachelorer og set på forskellen. Hvis basen er ens, må der laves et system, der giver ekstra løntrin for ledelsesansvar, specialistoverbygninger og lignende. Det nuværende system har fejlet totalt. Uddannelser, der har kortere eller længere varighed, må så indplaceres i forhold til dette.
Og så må fagforeningerne i højere grad se på muligheden for individuelle tillæg ude på arbejdspladserne. Det er en ting, som de fleste fagforeninger ikke går ind for, men som bør være en mulighed i højere grad, end det er i dag.
Jeanne Gautier, pensioneret ergoterapeut, Kongens Lyngby
Hårdere straffe til voldtægtsforbrydere
Som menneske er det svært at forestille sig noget mere traumatiserende end at blive udsat for en voldtægt. Det er en handling, der baserer sig på fuldstændigt kontroltab og en voldeliggørelse af det måske mest intime, vi mennesker kan forestille os.
Foruden de fysiske mén, sætter en voldtægt sig også som ar på sjælen i form af for eksempel ptsd, angst eller depression, hvilket offeret ofte må bære rundt på resten af livet.
Men på trods af at denne forfærdelige handling afføder så store konsekvenser, bliver voldtægtsforbryderne ofte mødt med en utroligt lav straf, der ikke står på mål med den skade, de har påført deres ofre. Sådan bør det ikke være i et retssamfund som det danske, og derfor bør vi indføre højere straffe for voldtægt.
Med højere straffe vil vi kunne sende et klart signal til gerningsmændene om, at samfundet tager deres forbrydelse alvorligt. Det vil give ofrene en følelse af retfærdighed, og det vil vise, at deres stemme bliver hørt, og at deres lidelse bliver anerkendt.
Hertil kommer også, at hårdere straffe for voldtægt kan fungere som en afskrækkende faktor og på sigt reducere antallet af voldtægter.
I 2022 blev der anmeldt over 1.500 voldtægter i Danmark, hvilket førte til cirka 550 domme. Det er mere end en tredobling siden 2021, hvor cirka 140 personer blev dømt.
Men på trods af stigningen i anmeldelser og domme for voldtægt anslås det dog, at der finder mange flere voldtægter sted, som ikke bliver anmeldt. I Centeret for Voldtægtsofres årsrapport for 2022 estimeres det, at mindst 46 procent af deres ofre i 2021 ikke politianmeldte voldtægten.
Det er et alarmerende højt tal, som indikerer, at der virkelig er brug for en kulturændring på det område. I dag giver en voldtægtsdom op til otte års fængsel, men i praksis er det meget sjældent, at en dom fører til en tilnærmelsesvis lige så høj straf.
Derfor bør vi indføre en obligatorisk minimumsstraf på fem år, og så bør vi også udvide strafferammen fra otte til eksempelvis tolv års fængsel.
For det kan ikke være rigtigt, at vi skal leve i et samfund, hvor en voldtægtsforbryder kan blive løsladt fra fængslet lang tid før, at offeret overhovedet har haft mulighed for at komme sig over overgrebet.
Niclas Pedersen, medl. Liberal Alliances Ungdom, Brønshøj
