For 15 år siden debuterede Anders Matthesen som standup-komiker. Hans nye oneman-show lokker tusindvis af mennesker i teatret, ros strømmer ned over ham, og det glæder ham. Til gengæld er han mindre begejstret for den retning, samfundet bevæger sig i. Regler, offermentalitet og dårlig attitude fylder alt for meget, siger han.

Af Birgitte Rahbek, bra@berlingske.dk
Lørdag den 9. august 2008, 17:15

Allerede da Anders Matthesen var en lille dreng, vidste han, at han ville komme til at gå sine egne veje i livet. Han ville skabe noget, der var hans eget. Da det store hvad-vil-du-være-spørgsmål blev rejst i hans klasse, bekendtgjorde han, at han ville være skuespiller. Det syntes hans lærer ikke lød særlig realistisk. Og læreren kunne heller ikke se potentialet i Anders Matthesen i forhold til en række andre kreative fag.

I takt med at drømmene blev skudt ned, følte Anders Matthesen, at det virkelige spørgsmål var: Hvad kan du nøjes med? Hvad kan du bedst holde ud at lave resten af dit liv?

»Til sidst tænkte jeg: Jeg kan blive skolelærer, for det er Kim Larsen, og han har da gjort det meget godt,« fortæller Anders Matthesen, som tager sig god tid til at tænke over sine svar, da Berlingske Tidende møder ham. Han er alvorlig og nærværende, samtidig med at hans krop afslører en vis rastløshed. Fødder og hænder er i konstant bevægelse, men øjnene er rolige og fokuserede.

Anders Matthesen begyndte hverken på læreruddannelsen eller lod sig nøjes. I dag kan manden, der er også er kendt som »Anden«, skrive standup-komiker, skuespiller, musiker, manuskriptforfatter og instruktør på visitkortet. Han er aktuel med standup-showet »...vender tilbage«, der netop har haft premiere og allerede ligner en storslået succes. Der er solgt 70.000 billetter til forestillingen, som spiller på Gasværket i København indtil slutningen af september. Derefter drager Anders Matthesen på danmarksturne frem til jul.

I det nye show langer Anders Matthesen kraftigt ud efter alle de regler, der regulerer samfundet.

»Alt bliver mere og mere strømlinet og regelret. Jeg har et helt romantisk billede af, hvordan Danmark var i begyndelsen af 1990erne. I dag er der enormt mange ting, vi ikke må, og der kommer hele tiden flere regler. Man kan ikke holde en spontan fest i Frederiksberg Have, for det skal anmeldes, når mange mennesker samles. Man må ikke filme på Strøget uden at have søgt om tilladelse. Og så er der lige pludselig videoovervågning og diskretionslinjer og rygeforbud. Det er som at leve i et åbent fængsel. Man må gå ned ad gaden, og man må gå hjem, og man må passe sit arbejde – og så må man i øvrigt ikke stille sin cykel op ad nogen som helst vinduer nogen steder,« siger Anders Matthesen.

Anders Matthesen har altid haft det svært med autoriteter. Under opvæksten i Albertslund følte han, at de – og alle reglerne – begrænsede ham.

»I skolen syntes jeg tit, at læreren var sådan en, der bremsede drømme og tanker. Når man er barn, så tænker man jo bare: Kunne det ikke være fedt at bygge et hus ude i skoven? Men det må man jo ikke. Kunne det så ikke være fedt at tage ud og fiske? Nej, for så skal man have et fisketegn. Det gjorde mig enormt trodsig.«

Der var mange konflikter i skolen. Når Anders Matthesens mor fortalte hans mormor, at det ikke gik så godt i skolen, beroligede hun barnebarnet og sagde det, han allerede selv vidste.

»Min mormor har altid sagt til mig: ’Det skal du ikke tage dig af. Du kommer ikke til at bruge skolen til noget. Du skal lave noget helt andet’,« fortæller Anders Matthesen.

Kreativiteten lod sig ikke stoppe. Da han var 12 år, brugte han al sin energi på at lave musik. Som 15-årig vandt han sammen med sin tre mand store rapgruppe »The Human Beat Boys« en pladekontrakt i et TV-show, men pladeselskab og TV-station løb fra kontrakten.

18 år gammel blev han standup-komiker – nærmest ved et tilfælde. Hans mor havde hørt nogle standuppere i radioen og opfordrede sønnen til at stille op til Danmarkmesterskaberne i standup. Det gjorde han – og blev nummer to.

»Første gang, jeg var på scenen, tænkte jeg: Det er det her, jeg skal leve af. Det er det her, jeg vil,« fortæller Anders Matthesen.

På trods af åbenbaringen begyndte Anders Matthesen på HF.

»Som ungt menneske er man meget lydhør over for indoktrineringen mod det dér hamsterhjul, som vi helst skal ende i alle sammen. Man skal have noget at falde tilbage på. Man skal have en grunduddannelse, ellers er man en taber,« siger Anders Matthesen.

Årene på HF blev en lang fest, hvor Anders Matthesen med egne ord optrådte til morgensamlingerne, drak sig stiv, ødelagde undervisningen for de andre og var pænt ligeglad med resultatet.

Efter eksamen arbejdede han som pædagogmedhjælper, og i takt med at standup-jobbene blev flere og flere, trappede han ned på arbejdet som pædagogmedhjælper, og siden er det gået slag i slag.

Efter 15 år som standup-komiker har Anders Matthesens tilgang til disciplinen ændret sig.

»I 1993 stod jeg meget på scenen, fordi jeg gerne ville vise mig. Jeg ville gerne være den bedste, og jeg ville gerne dyrke mit ego. Jeg var egentlig ret ligeglad med alt muligt andet. I dag er der gået sport i at få folk i tale og vække genklang. Det er enormt smigrende og dejligt at blive hyldet på scenen, men jeg kan ikke fodres af det længere. Det, der tænder mig nu, er at føle et slægtskab med andre mennesker. Jeg giver dem noget, og de giver mig noget.«

Det er ikke kun på scenen, at Anders Matthesen gerne vil give folk noget. Han arbejder i stort set alle sine vågne timer – og en del af arbejdet er at stå til rådighed for andre mennesker, der gerne vil have hans hjælp, eksempelvis kolleger, der gerne vil udvikle deres nye materiale sammen med ham. Han er heller ikke nærig med at uddele komplimenter.

»Jeg gør mig hele tiden umage med at være et hak mere venlig og have et hak mere overskud – og med ikke at gå og bitche over småting som, at vejret er dårligt,« fortæller Anders Matthesen, som synes, at det generelt godt kan knibe med overskuddet og venligheden. Ofte bliver han mødt med en attitude, der signalerer: Du skal ikke tro, at du er noget.

»Folk kommer hen til mig og siger: ’Du skal bare vide, at jeg ikke kunne lide det, du lavede.’ Og hvis jeg så spørger, hvorfor de fortæller mig det, så reagerer folk ofte med at sige: ’Skal jeg ikke være ærlig?’ Folk anser det for en enorm stor kvalitet, at de er »ærlige« og ikke bange for at sige deres mening. Men de har jo ikke så travlt med at bruge ærligheden til at dele ud af sig selv og fortælle, hvornår de sidst har grædt, hvad de får i løn, og hvad de er bange for. Det har ikke en skid med ærlighed at gøre. Det er mennesker, som prøver at booste deres eget ego ved at dykke andre.«

Anders Matthesen er et apolitisk menneske. Han stemmer ikke, når der er valg, og han bryder sig generelt ikke om politik. Han synes, at det er spild af tid at deltage en i debat, som han mener er styret af vrede, krydsild og store egoer, som lefler for at få stemmer. Anders Matthesen oplever, at folk har svært ved at acceptere, at han ikke indløser sine valgkort. Til gengæld har han svært ved at acceptere, at mange mennesker læner sig tilbage, når de har sat deres kryds. Folk må tage et ansvar for deres eget og vores fælles liv – i stedet for at vente på, at politikerne træffer nogle beslutninger og laver nogle regler.

»Hvis man eksempelvis synes, at det flyder med snavs på gaderne, så må man sgu gøre noget selv i stedet for at brokke sig og sidde og vente på en affaldskampagne.«

I det hele taget synes Anders Matthesen, at alt for mange mennesker betragter sig selv som ofre og brokker sig over ting, der ikke er værd at bruge energi på.

»Der er jo for eksempel mange mennesker, der brokker sig over vejret i stedet for at erkende, at vejret er foranderligt og svinger fra dag til dag. Mange mennesker er passagerer i livet i stedet for selv at sætte sig bag rattet. De fleste lever jo på en måde, som får dem til at synes, at livet er hårdt, og at de selv er ofre,« siger Anders Matthesen, der selv har været inspireret af den buddhistiske filosofi, siden han var 18 år. Han vil dog ikke betegne sig selv som buddhist.

»Der er visdom mange steder – også på visse Gajolæsker. Jeg tror ikke, at det er smart at tage en eller anden hat og sige: Nu vedkender jeg mig fuldt og fast til denne tro eller filosofi. Man må bruge sin egen sunde fornuft,« siger Anders Matthesen.