Militante islamister i Ishøj? Al-Qaeda i Avedøre? Kan det virkelig passe? Ja, siger terrorekspert, for Danmark har selv skabt GROBUND for sine mange terror-sager ved at lukke ekstremister ind i landet.

Af Kasper Krogh og Morten Frich, kkr@berlingske.dk
Søndag den 9. september 2007, 03:30

Da PETs chef, Jakob Scharf, på et pressemøde i tirsdags inden for få minutter kædede ord som »al-Qaeda«, »ustabilt sprængstof« og »militante islamister« sammen med otte anholdte mænd fra Storkøbenhavn, åbnede han en Pandoras æske af minder fra seks års mareridt. Om 11. september 2001, om Madrid, London og en spinkel mand med langt skæg og fistelstemme, der fra en hule i Pakistan tilsyneladende blot skal vifte med kjortlen for at få en ildstorm til at bryde løs i Vestens storbyer.

Al-Qaeda er tilbage, stærkere end længe, og har nu rettet søgelyset mod Europa og Danmark, lød beskeden fra Jakob Scharf. I de fleste danskeres opfattelse udspringer den nye trussel mod os og Europa af Mellemøstens årelange had mod USA, af Osama bin Laden og Ground Zero på Manhattan.

Men i USA kigger efterretningstjenesterne i høj grad også mod Europa for at finde terrorens udspring. Den næste Mohammed Atta (hjernen bag 11. september) forventes at flyve ind i JFK-lufthavnen direkte fra Paris eller London. Han vil have moderigtige kondisko på og en Ipod dinglende fra baglommen af sine designerjeans. Mens immigrationsmyndighederne undersøger visa til passagerer fra Østeuropa og Indien, vil han gå lige igennem på sit danske pas.

Ja, danske. Det eksempel begynder den internationalt anerkendte terrorekspert Lorenzo Vidino sin bog »Al-Qaeda i Europa« med. For længe før 11. september udviklede Europas storbyer og deres forstæder sig til reder for terrorister ikke mindst København. Terroristen kan også komme fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Holland eller et andet europæisk land. Problemet er det samme ifølge Lorenzo Vidino:

»Europa betaler nu prisen for sin naivitet og sit kortsyn, hvor de militante islamister, som Europa bød velkommen gennem mange år, vender sig mod jer.«

Det er lidt af en påstand: Vi bærer selv en god del af ansvaret for Glostrup-sagen, Vollsmose- og senest terrorsagen i København, hvor to 21-årige mænd ifølge PET udgør den tredje terrorcelle i Danmark på tre år.

Vores asylregler gjorde det nemlig ifølge Lorenzo Vidino helt op til 1990erne let for terrorister at søge ly i Danmark, når de flygtede fra deres hjemlande. Det er mange af disse militante islamister, der stadig spreder gift blandt indvandrere af første, anden og tredje generation, siger han.

I 1993 gav Danmark politisk asyl til Abu Talal al Qassimi. Han var talsmand for bevægelsen »Gamaa Islamyia«, der i de tidlige 90ere udførte en stribe terrorangreb mod turister i Egypten. I tidernes morgen havde Qassini været fængslet for meddelagtighed i mordet på præsident Anwar Saddat, men rejste i midten af 1980erne til Afghanistan for at tage del i krigen mod Sovjetunionen. Mens han kæmpede dér, udgav han sammen med en af Osama Bin Ladens betroede støtter Gamaas officielle blad. Da krigen sluttede, søgte han asyl i Danmark for at undgå fængsel i Egypten. Fra Danmark skruede al Qassimi op for propagandaen, og i midten af 1990erne drog også Ayman al Zawahiri al-Qaedas nuværende nummer to til København og hjalp til med bladet. Al Qassimi holdt tæt kontakt til andre militante islamister i Europa, og ifølge Lorenzo Vidino blev Milano, Wien og København centrum for Gamaa i Europa. Herfra kunne Gamaa finde hellige krigere til borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien.

Den egyptiske regering klagede forgæves til Danmark. I 1993 skabte Gamaa på et møde i København et særligt paneuropæisk netværk, som skulle støtte »grupper i Nordafrika«, undersøge hvordan man kunne bruge velgørende humanitære organisationer til at tjene Gamaas sag, og »hvordan man skar halsen over på folk.« Det afslørede dokumenter, som italiensk politi beslaglagde i Milano i 1995.

Egypteren Abu Talal al Qassimi er bare ét eksempel.

Også en af lederne af den ekstremistiske oprørsbevægelse Ansar al Islam boede 14 år i Danmark. Det drejer sig om libaneseren Mustafa Darwish Ramadan, som fik tre et halvt års fængsel for et røveri i København i 1997. Da han blev løsladt, begik han angiveligt endnu et røveri, før han flygtede til Jordan eller Libanon.

»De udnyttede jeres afslappede holdning til militante islamister. I gav dem asyl, selv om de allerede havde begået forbrydelser,« mener Lorenzo Vidino.

Hvis manden har ret, har det ikke været dem, der har været problemet, men os. De rettroende greb bare mulighederne blandt de godtroende de militante muslimer opnåede asyl hos dilettantiske myndigheder.

Da 19 flykaprere i 2001 gjorde al-Qaeda til et symbol på vor tids største bekymring, reagerede Danmark ligesom resten af den vestlige verden ved at stramme skruen. En ny regering kom til på løfter om strammere asylpolitik, og Folketinget vedtog den første ud af flere terrorpakker, der gav efterretningstjenesterne så vide beføjelser, at garvede dommere og jurister tog sig til hovedet i forundring. Vi sætter vores egen frihed på spil, lød advarslen.

Siden da har regeringen afsat 1,5 mia. kr. til at sikre Danmark mod terror. Et trecifret millionbeløb er gået til en solid oprustning af Politiets Efterretningstjeneste (PET), der nu har dobbelt så mange medarbejdere godt 700 som før 11. september 2001. Læg dertil at de mange agenter takket være terrorpakkerne har en solid værktøjskasse at tage i brug, når en terrorist in spe skal overvåges. Det er altså ikke muskler, PET mangler. Eksperterne mener, at når Danmark endnu har været forskånet for angreb, og når tjenesten tilsyneladende tre gange har optrevlet potentielle terrorceller, er det et tegn på, at den operative del af PET-butikken kører, som den skal.

Men selv om en strammere asyllovgivning forhindrer Abu Talal al Qassimi og andre islamister i at rejse ind i landet, og PETs agenter er oppe på tæerne, er truslen ikke mindsket. Langtfra.

For efterhånden som Vesten har formået at lukke af for tilrejsende terrorister fra Mellemøsten, Afghanistan eller Pakistan, er en ny generation af militante islamister dukket op i de seneste år. De såkaldte »home grown« hjemmedyrkede terrorister er født og opvokset i Vesten, veluddannede og velintegrerede på overfladen, der pludselig opflammes af et pludseligt had til det samfund, de er en del af, for at vende sig mod den militante islam. Den åndelige ammunition finder de hos de militante islamister og deres åndelige arvtagere, som terroreksperten Lorenzo Vidino minder os om, at Vesten selv lukkede ind i sin tid. Samtidig suger de hjemmedyrkede unge terrorister til sig af al-Qaedas massive propaganda fra nettet, der ikke er til at stoppe.

De første og værste eksempler på home grown terrorister i Europa var de unge, pæne, velintegrerede mænd fra Leeds, som i juli 2005 sprængte sig selv og over 50 uskyldige mennesker i luften i London. Glostrup-sagen, hvor en 17-årig mand fik syv års fængsel for at planlægge terror, var det første danske eksempel. Sagerne fra Vollsmose og ugens seneste skud på stammen kan blive de næste i rækken.

Herhjemme har PET i de seneste år øget sit fokus på truslen indefra, og har længe været i dialog med imamer og det muslimske miljø for at forhindre radikalisering. I april i år lancerede tjenesten desuden en ny strategi med et forebyggelsescenter og et idekatalog, hvor kommuner, lokalt politi og SSP-folk blev opfordret til at holde et vågent øje med unge, der pludseligt ændrer adfærd og får smag for det ekstreme. Men PET har hverken midler eller beføjelser til sikre, at lokalt politi og SSP-medarbejderne også bruger arbejdstimerne på at modarbejde radikalisering, og PET kan ikke alene sikre, at nogle unge mennesker vender sig mod samfundet.

Set i forhold til, hvor mange ressourcer 1,5 mia. kr. der siden 11. september er sat af til at bekæmpe terrorismen, er det udover PETs arbejde småt med initiativer, der retter sig direkte mod at forhindre, at unge muslimer får smag for den militante islamisme, mener eksperter. I regeringens handlingsplan for 2005 mod terror handlede fire ud af 49 forslag om at forhindre radikalisering. Blandt dem var et forskningsprojekt til ti mio. kr., der skal klarlægge, hvorfor nogle unge radikaliseres, samt projekter i Integrationsministeriet til samlet 8,5 mio. kr., der skal skabe bedre fritidstilbud til unge indvandrere samt gøre unge og deres forældre klart, hvad samfundets forventninger og krav til dem er. Justitsministeriet barsler desuden med et nyt cirkulære, der som et led i regeringens handlingsplan skal styrke samarbejdet mellem det lokale politi og det muslimske samfund. Derudover lancerede integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) i denne uge tre initiativer, der skal modarbejde, at unge muslimske mænd tiltrækkes af radikalisering.

Det er små skridt på vejen, men langtfra nok, mener PETs tidligere operative chef Hans Jørgen Bonnichsen samt terrorforskeren Magnus Ranstorp. For kampen mod radikaliseringen er en sag for hele samfundet, og derfor efterlyses en samlet, bred indsats mod radikalisering.

»Man bør se på Holland, hvor myndighederne har lavet en samlet strategi der fra A til Å forklarer, hvad hver enkelt myndighed kan og skal gøre for at modarbejde radikalisering. Den operative del af det danske terrorberedskab virker, for PET har jo indtil nu slået til i tide. Men PET kan ikke forhindre radikalisering alene, og vil man for alvor det her til livs, må politikerne tænke langsigtet og sige, at hvis vi vil det her til livs, har vi behov for en decideret strategi, hvor man tænker bredspektret og ser, hvor der skal sættes ind, og hvilke penge, der skal til. Danmark er et relativt lille land, så det kan ikke dreje sig om forfærdeligt mange penge.«

Justitsminister Lene Espersen (K) forsikrer, at regeringen har fokus på radikaliseringen og henviser til PETs initiativer mod radikalisering, samt regeringens egne initiativer i Integrations- og Justitsministeriet. Hun er ikke afvisende over for tanken om at udarbejde en samlet strategi, men vil afvente den igangværende forskning, før hun tager endeligt stilling.

Til det siger Magnus Ranstorp:

»Man taler meget om, at der mangler forskning, men man ved allerede nu, hvilke miljøer og grupper, det her kommer fra. Det rigtige spørgsmål er ikke, hvorfor og hvordan unge kommer ind i det her, men hvilke tiltag der har været effektive i andre lande, og som Danmark og andre lande kan tage til sig. Havde jeg været dansk politiker, var jeg taget til Holland med det samme for at se på, hvad de har haft held med.«