Nu skal vi kvidre. Interessen for den sociale internettjeneste Twitter – at kvidre – er eksploderet. Succesen bunder i ren snak, narcissisme og al magt til brugerne.

Af Johan Vardrup, jova@berlingske.dk
Torsdag den 11. august 2005, 16:06

Mørket har næsten sænket sig, tirsdag den 10. marts 2009, da Ditte Bergstrøm ser glimt af blå blink fra sin lejlighed.

Hun går over og åbner vinduet i stuen, som vender ud mod Kronborggade på Nørrebro. Patruljevogne holder parkeret nede i gaden, og hun lægger mærke til, at en politimand må støtte sig til sin kollega. Han bløder fra hovedet. Der bliver råbt, at en er blevet skudt. Det må være den sårede politimand, konkluderer Ditte Bergstrøm og skynder sig over efter sin computer.

Hun finder den sociale netværksside Twitter frem og skriver en opdatering til nettets brugere: »betjent skudt på Kronborggade!.« Klokken er omkring kvart over seks. I Horsens sidder Morten Jokumsen med internettet åbent og bemærker straks hendes besked sendt via Twitter. Han kender ikke Ditte Bergstrøm, men kan konstatere, at hun er hurtigere end TV-avisen. Først et kvarter senere taler studieværten i fjernsynet om Kronborggade.

»Det her skal folk vide,« når Ditte Bergstrøm at tænke, inden hun bringer oplysningen videre over Twitter.

Hver måned besøger seks millioner mennesker internettjenesten, der lader folk fortælle fra deres plet i verden til alle, som gider lytte efter. Ordstrømmen foregår gennem ganske korte beskeder – længden kan højst være 140 bogstaver.

Samme aften Ditte Bergstrøm fortæller om politifolkene, finder hun ud af, at hun har skrevet en anelse for stærkt. På Twitter opdager hun en kommentar fra sin bekendte Thomas Kofod: »ifølge tv2news er de hugget ned med en sabel... Ja her på nørrebro går det godt!«

Det viser sig, at en 32-årig psykisk syg mand fra Kronborggade har angrebet to betjente med en sabel og en kniv. De er begge blevet ramt i ansigtet, men ingen af dem er blevet skudt. Derimod har de i forsvar affyret tre skud mod den 32-årige, som er død.

Siden har det plaget Ditte Bergstrøm, at hun ikke formidlede hændelsen korrekt. Hun arbejder blandt andet som lektor på IT-universitetet i København og underviser i moderne kommunikation.

»Jeg er optaget af at udforske nye medier som Twitter, og jeg kan slet ikke have, at jeg brugte tjenesten forkert. Det er så vigtigt, at Twitter rummer en troværdighed, men der sker desværre fejl, når informationer er baseret på mennesker. Alligevel glæder jeg mig over, at jeg kunne reagere hurtigere end TV-avisen.«



Ditte Bergstrøm er ikke den eneste, der har brugt Twitter til at give en øjenvidneberetning fra en virkelighed, som trænger sig på. Den samme netværkstjeneste demonstrerede for en måned siden, at TV-stationer og aviser må vænne sig til en vis konkurrence, når det handler om øjeblikkelig viden. Få minutter efter et tyrkisk fly var styrtet ned ved Schiphol-lufthavnen i Amsterdam, gik folk ind på Twitter og fortalte, hvad de havde set. Personer i nærheden af flyet skrev om, hvordan det var forsvundet bag en klynge af træer, og de sendte links til billeder af ulykkesforløbet, mens det var småt med officielle forklaringer. Under terrorangrebene i Indien i 2008, sendte øjenvidner også opdateringer – næsten sekund for sekund – og i januar i år, da et US Airways fly nødlandede på Hudson-floden, bragte en twitter-bruger på rette sted begivenheden videre, inden journalisterne nåede frem.

»Der er et fly i Hudson. Jeg er på færgen, der skal over at samle folk op. Vildt.« skrev forretningsmanden Janis Krums.

Den type meddelelser repræsenterer en unik kommunikationsform, mener Casper Høeg Radil, der forsker i vores brug af nettet og er sociolog ved Netminers Institute.

»Med Twitter kan du modtage en mere live nyhedsstrøm, end den overhovedet kan blive på traditionelle mediers hjemmesider. Du får en mulighed for at få en ret uredigeret overlevering fra en anden person.«

Det er tre år siden, at en gruppe af amerikanske iværksættere, herunder bloggeren Evan Williams, lagde an til at konstruere hjemmesiden Twitter. Stedet er som et forvokset chatrum, hvor man kan råbe en hel masse mennesker op på en gang. Netværket er gratis at tilslutte sig og minder om de sociale sider MySpace og Facebook ved, at man opretter en profil og kan lægge et billede op af sig selv. Mens MySpace har overlevet som udstillingsvindue for aspirerende musikere, og Facebook favner alt fra festbilleder til hadegrupper, tilbyder Twitter imidlertid en enklere service: Skriv, hvad du laver, tænker eller føler lige nu. Konceptet er blevet kaldt micro-blogging, og de personlige statusrapporter er et velkendt element for de to millioner danskere på Facebook. Men Twitter har udviklet funktionen, og gør det muligt at sende sms-beskeder fra mobilen direkte til Twitters hjemmeside. Her er dine »followers« – eller tilhængere – klar til følge med; personer, som har sagt ja til at blive gjort opmærksom på ethvert lille pip fra dig.

»Det er nyskabende, at der er en direkte forbindelse fra mobilen til en medieplatform uden, at indholdet bliver filtreret,« siger professor Niels Ole Finnemann, leder af Center for Internetforskning ved Aarhus Universitet.



Et første besøg på Twitter kan godt virke en anelse støjende, når de, der snakker på sitet, bliver flere og flere. I løbet af det seneste år er det månedlige besøgstal røget i vejret fra lidt over en million til seks millioner mennesker. En kvidren, en pludren, betyder Twitter i dansk oversættelse. Men hvem er det egentlig værd at lægge øre til?

Som nybegynder er det et held, at netværket har sin egen søgemaskine, search.twitter.com, der spotter bestemte emneord blandt alle meningsudgydelserne. Det vil eksempelvis stå klart, hvem der i et givent øjeblik forholder sig til »bandekonflikt« eller »verdens bedste feriested«.

»Jeg bruger meget søgefunktionen til at opdage dem, der er optaget af det samme som jeg. Hvis jeg søger på noget på Google, dukker der oftest tidsskrifter op, hvor emnet er nævnt. Men på Twitter kan jeg finde personer, som deler min interessesfære og følge dem løbende,« siger programmøren Morten Jokumsen, der har været aktiv på Twitter siden 2007.

Han synes, at kommunikationen på netværkssiden er dejlig uforpligtende. Han føler ikke, han behøver svare på et indlæg fra nogen – et såkaldt »tweet« – ligesom han svarer på sine e-mails. For ham er det interessante, at informationer fra en stor skare ligger åbent frem. Man skal ikke først være hinandens venner i modsætning til spillereglerne på Facebook. Men hvis den ekstreme offentlighed på Twitter virker grænseoverskridende, er der en udvej, for folk kan vælge kun at skrive til en sluttet kreds af tilhængere.



Til gengæld trækker Twitter selvfølgelig dem til, der ønsker at nå ud til så mange som muligt. USA’s præsident Barack Obama udnyttede tjenesten under sin valgkamp og opfordrede amerikanerne til at sætte deres kryds. Klimaets væbner Al Gore skriver derinde, og fra underholdningsbranchen er komikeren John Cleese og sangerinden Britney Spears til stede i forsøget på at vedligeholde en fanskare. Det er ikke til at sige, om det i realiteten er deres pressefolk, som sidder ved tastaturet, men det skaber i hvert fald en snert af autenticitet, når Britney tilsyneladende beretter om dagligdags indkøb og familieliv. En halv million mennesker har registreret sig som faste tilhængere af præcis den føljeton.

Flere danske politikere tager yderligere del i den enorme snakkeklub som en naturlig udløber af, at de først har haft profiler på Facebook, der har bragt dem tættere på vælgerne i det virtuelle rum. Folketingsmedlemmet Rasmus Prehn (S) er nu på Twitter sammen med flere medlemmer af de Radikale; blandt andre partiets formand, Margrethe Vestager.

Hun skriver indimellem iagttagelser fra hverdagen: »Sol, blæst, blå himmel – dejlig morgentur inden en lang dag med møder.«

Og inkluderer sine holdninger til det politiske miljø: »Fogh har aflyst ugens pressemøde: dagsorden på ministermødet var for tynd! Tænk de ikke har noget at tale om midt i klima og økonomisk krise.«

Ifølge sociolog Casper Høeg Radil er en offentlig person i stand til at markere sig på Twitter, så det rækker ud over personens profession.

»Styrken ved Twitter er, at du kan fortælle folk, hvad du laver konstant. På den måde kan du gøre din intimsfære tilgængelig for et bredt publikum, og det skaber en følelsesmæssig kontakt til dem,« siger han.

De, der hverken har drømme om at opnå vælgeropbakning eller at sælge plader, går på netværkstjenesten af andre årsager. Fornyelse er et af tidens mest eftertragtede karaktertræk, og på Twitter kan vi dokumentere, at vi lever dynamisk, forklarer Casper Høeg Radil.

»Helt almindelige personer kan vise, at de hele tiden udvikler sig gennem løbende opdateringer og på den måde vække folks interesse.«

Men omverdenen behøver jo ikke overvære hvert menneskes udvikling, påpeger adjunkt Thomas Ploug, der beskæftiger sig med etik og sociale onlinefænomener på Copenhagen Institute of Technology. Han mener, at Twitter understøtter en narcissistisk kultur, som bilder mennesker ind, at hele verden vil vide, hvad de går og laver.

»Og narcissisme har det problem, at du ikke kigger ud over dig selv. Sat på spidsen er risikoen, at en masse twitter-brugere brøler side om side i stedet for at følge med i hinandens liv. Men der er sikkert også nogen, der bruger det af praktiske grunde. Og det er da rart for konen at høre, at man er kommet godt til Torino.«