»Malmø er blevet en brutal by,« siger Kristian Lundberg, der har vakt opsigt med sine lyriske, kuldslåede og desillusionerede krimier fra den skånske hovedby. »Det er den måde, som forbrydelsen afspejler samfundet på, der interesserer mig,« siger den svenske forfatter.

Af Søren Kassebeer, soren@berlingske.dk
Lørdag den 2. september 2006, 03:30

En grå novembermorgen finder man ligene af fire børn. Alle er nøgne. Ingen kender til dem. Politiet er på bar bund. Flere døde børn dukker op. Byen er ved at gå i opløsning. Alting sejler. Senere er der flere mennesker, der dør. En brat og voldelig død. Stedet er Malmø.

»Handlingen er fiktion, men det kunne lige så godt være sandt,« siger forfatteren Kristian Lundberg, der har vakt opsigt med sine kuldslåede og desillusionerede Malmø-krimier om alkoholikeren, katolikken og politimanden Nils Forsberg. Bøgerne - foreløbig er der udkommet to - er blevet rost for deres helt usædvanlige sproglige styrke. Onsdag udkom seriens første bind, »Ildslugeren«, på dansk. Det er her, man kan læse om de døde børn.

»Malmø er blevet en brutal by,« forklarer Kristian Lundberg. »Noget af det værste er, at ungdomskriminaliteten er øget katastrofalt. Det samme er fremmedfjendtligheden.«

Jeg møder Kristian Lundberg i Malmøs attraktive boligområde BoO1. Det er en drøm af et kvarter, placeret lige ved vandet, arkitektonisk smukt og varieret, med cafeer og plads til at bade i Øresund, boliger til både gamle og studerende og alt det midt imellem. Her bor Kristian Lundberg sammen med hustruen og sønnen på 12 år. Her er der - med hans egne ord - en ghetto for de heldige. Her har vi selve antitesen til det andet Malmø. Indvandrernes Malmø.

»Forleden fangede man tre forskellige bevæbnede bander. Unge mennesker, der gik rundt og holdt folk op i city. Tænk dig! Tre forskellige bander. Det værste af det hele er, at der var tale om indvandrerdrenge. Det betyder endnu mere fremmedfjendtlighed og endnu mindre integration.«

Dårlig integration
Kristian Lundberg fortæller, at i Malmøs mest berygtede kvarter, Rosengården, er 99 procent af beboerne indvandrere. Arbejdsløsheden er 78 procent. Forældrene taler ikke svensk, børnene går ikke i skole. Rosengården er, ifølge Kristian Lundberg, blevet et samfund i samfundet.

»En dag, da min søn rigtig skældte mig ud og sagde til mig, at han aldrig fik noget, og at jeg var verdens værste far, tog jeg bilen og kørte ham ned til Rosengården. Han fik koldsved. Han syntes, at det var frygteligt ubehageligt. Men det er jo sådan, det er blevet. Der er opstået to afgrænsede samfund, der aldrig mødes. Hvis en gruppe på fem-seks indvandrerdrenge komme gående her i kvarteret, begynder alle straks at mærke efter, om deres tegnebog stadig er der, og naturligvis mærker de denne frygt, disse indvandrerdrenge. Det er en katastrofe.«

Integrationspolitikken er med andre ord slået fejl. Skyldes det ikke, at der simpelthen alt for hurtigt er kommet alt for mange indvandrere?

»Nej. Det har jeg svært ved at tænke mig. Det er jo ikke sådan, at Sverige tager imod specielt mange indvandrere.«

Hvad med det højt besungne Socialdemokratiske folkehjem? Hvor er det blevet af?

»Socialdemokraterne har jo været ved magten næsten konstant, men dagens Socialdemokrati er en skamplet, sammenlignet med det parti, der fandtes i begyndelsen af 1900-tallet. Der er ingen solidaritet tilbage længere. Ingen retfærdighed. Og nu kalder det store højreparti, Moderaterne, sig tilmed for Sveriges nye arbejderparti! Det er rent orwellsk nysprog. Det er bizart. Det, vi oplever, er konsekvensen af hele denne her nyliberalistiske tanke om, at enhver skal være sin egen lykkes smed. Den, der står med pistol og truer folk på gaden, er gerningsmand, javist, men han er også et offer for noget andet, der ligger bagved. Der sker en kædereaktion. Det er næsten som en arvesynd, som det er umuligt at slippe væk fra.«

Vendepunktet
Du udgav et dusin digtsamlinger, før du begyndte at skrive krimier. Er det derfor, du skiftede genre - for at kunne skrive om de her ting?

»Der er flere årsager. Efterhånden blev jeg så pokkers træt af at skrive digte. Jeg kunne næsten skrive dem i søvne. Jeg vidste præcis, hvordan jeg skulle gøre, så det lignede et rigtigt digt, men de savnede helt substans og følelse. Det var bare sprog.«

Vendepunktet kom i 2003, fortæller Kristian Lundberg. Han var netop flyttet til BoO1, der støder op til en stor rasteplads. En dag var han ude at gå tur med sin hund. Bagved en bakke stødte han på sin gamle skolekammerat Ulf.

»Han var hjemløs narkoman. Han havde ingen tænder i munden. Jeg havde ikke set ham i 20 år, og jeg gik frem til ham og sagde: Jamen, kære Ulf, er det dig? Og jeg blev så ilde berørt, for jeg kendte jo hans mor, og jeg kendte hans bror. Vi var vokset op sammen. Og fordi jeg kendte ham, var han ikke pludselig ikke bare en tilfældig hjemløs, men et menneske. Jeg forsøgte at skrive om min oplevelse i et digt, men det blev sådan noget rigtig knækprosa. »Fy Fan«, det gik slet ikke.«

Så satte Kristian Lundberg sig til tasterne for at skrive en krimi, en rigtig hårdkogt krimi, vel at mærke, men det duede heller ikke. Men så fandt han sin egen form. Denne helt særlige form for lyrisk, plotmæssigt bevidst uforløst krimi, som »Ildslugeren« repræsenterer. Jeg spørger ham, hvordan han selv vil beskrive sine foreløbigt to Malmø-krimier i forhold til andre bøger inden for genren?

»Hvis man læser krimier i dag, så er det typisk noget med politirutiner, forhørsrum og dit og dat,« svarer han.

»Mine bøger om Nils Forsbergs Malmø er noget andet. De er mere sprog end kriminalgåde. Der er ikke rigtig nogen løsninger. Der er ingen gerningsmænd, ingen politijagt. Alting mislykkes. Og det er vel det, jeg vil vise. At alting bare mislykkes.«

Politisk litteratur
Det er svært ikke at tænke på Sjöwall og Wählöö og deres store krimiserie, Roman om en forbrydelse, når man læser dine krimier. Vedkender du dig slægtskabet?

»Absolut. Ligesom hos dem er jo ikke forbrydelsen, der er det primære for mig. Det er den måde, som forbrydelsen afspejler samfundet på, der interesserer mig. Kriminalromanen er ideel, når man vil skildre forskellige niveauer i samfundet. Man kan tage hvad som helst med i en krimi. Man kan gøre den politisk, litterær, social. Lige hvad man har lyst til.«

Tror du, at dine krimier falder i god jord hos klassiske krimilæsere?

»Næh. De, der interesserer sig for krimier, vil nok kede sig vældig meget. Jeg vil gerne se mig selv som forfatter af politisk litteratur. Jeg vil gerne fortælle om alt det oprørende. Alternativt skulle jeg gå ind i politisk arbejde eller demonstrere. Jeg er bedre til at skrive bøger.«