Når sejren er for dyr

4 af 6 stjerner

Han ofrer sin datter for en sejr. »Jephtha« på Operaen er fuld af smukke melodier og stærkt skuespil - men rammerne ku' være bedre.

Af Søren Schauser
Mandag den 22. marts 2010, 22:30

»Kære gud. Hvis jeg klarer dét her, så«
Jefta skal hjem og forsvare Israel mod fjenden. Den udviste hærfører vil give alt, alt, alt for en sejr. Om det så er en højtelsket datter.

G.F. Händel fik aldrig komponeret en opera over emnet. Londons teaterliv anno Holberg var ikke til så store satsninger. Manden måtte nøjes med noget i stil med det populære »Messias«, nøjes med et oratorium - en slags opera uden kulisser og kostumer.

Det Kongelige Teaters version af »Jephtha« er alligevel inklusiv begge dele. Man har ladet Katie Mitchell sætte syn på noget, der var tænkt for hørelsen alene.

Vel kan der være noget rigtigt over beslutningen. Hvis man ikke vidste bedre, ville ingen have tænkt over det: At det ikke er en opera.

Men for det første har Mitchell hverken henlagt handlingen til Biblens tid, til Händels tid eller til vore dage. Den britiske instruktør lader historien foregå i 1940ernes modstandsbevægelse. Hvorfor lige dér?

Og for det andet virker rammerne aldrig som de helt rigtige. Huset ude på Holmen er for tørt til barokmusik, til orkestrets sprøde strenge og sangernes intime pynt. Forestillingen udspiller sig også for langt tilbage på scenen.

Alligevel er det blevet en fin aften. For orkestrets vedkommende endda en stjerneklar aften. Concerto Copenhagen spiller fuldstændig himmelsk - gid husets egne musikere gik på arbejde på samme hjerte.

Og både datteren i skikkelse af Eir Inderhaug og hendes mor, alias Hanne Fischer, lyser som ingensinde før. Alene den førstes skyhøje koloraturer og den andens dramastyrke. Det er stor scenekunst.

Herrerne står ikke helt så klart. De synger meget britisk, sådan lidt lyst og lidt pænt. Gæstestjernen og berømtheden Paul Agnews måske endda lidt rutinepræget. Men sikken stemme...

Og én ting redder det meste: At komponistens og instruktørens professionalisme går hånd i hånd. Ligesom der hele tiden sker noget i musikken, så sker der hele tiden noget på scenen - om så sangerne bare skal bytte plads.

Derfor keder man sig heller ikke et sekund. Især ikke fra anden akt og frem. Hvordan det hele ender, må man selv tage ud og se. Eller rettere høre.

Ny Karriere

Kommentarer

Händels oratorier ment som operaer

Skrevet af Per Erik Rønne, 31. marts 2010, 16:37

Der er tydeligvis nogle mangler i Søren Schausers musikhistoriske uddannelse. Händels oratorier er nemlig ikke skrevet til udelukkende at blive sunget. De er nemlig ment som bibelske operaer, og skulle altså opføres "på scenen", som dog vel godt kunne befinde sig i en katedral.

Jeg opfattede det ikke som at handlingen var henlagt til 1940erne, men til 1930erne. Men generelt søger jeg nu altid at ignorere regiteatrets absurditeter, og iklæde de optrædende passende tøj, svarende til den tid det hele foregik i.

Moderne tøj til noget der foregår i dommertiden, før Israels første konge Saul, virker absurd, men på den anden side fik man den egentlige, grufulde handling ind på en måde, som man aldrig får ind når oratorier kun synges. Så jeg ser hellere end gerne at Operaen fortsætter traditionen. Hvad med Judas Maccabæus?

Så på trods af det moderigtige regiteater [og der er ikke tale om andet end en absurd mode], så var det en virkelig god oratorieaften i går tirsdag, i Operaen.