Adskillige litterære hovedværker ville være gået tabt, hvis ikke nogle overlevende havde sørget for at få dem udgivet efter forfatterens bortgang. Franz Kafka ville vi kun have kunnet læse en flig af. Hele forfatterskaber ville være forblevet ukendte.

Af Søren Kassebeer, soren@berlingske.dk
Fredag den 22. februar 2008, 20:25

Men er der ikke en grænse for, hvor posthumt nidkære vi har lov til at være? Lige nu er det et efterladt manuskript af Vladimir Nabokov, der skaber debat. Skal det destrueres eller ej? Det er spørgsmålet.

Et eller andet sted i Schweiz findes der en bankboks med et manuskript.

Dets ophavsmand, Vladimir Nabokov, var – helt uden for diskussion – en af det 20. århundredes største forfattere.

Dets fysiske form, 50 løse ark, har været under lås og slå i mere end 30 år.

Men havde det stået til Vladimir Nabokov selv, skulle det hele for længst have været brændt. Når det alligevel stadig findes, skyldes det, at den afdøde forfatters nu afdøde hustru, Véra, og hans stadig levende søn, Dmitri, har haft mere end svært ved at bekvemme sig til at efterkomme mandens/faderens ønske. I øvrigt har Dmitri beskrevet manuskriptet – fragmenter til romanen »Laura« – som »brillant, originalt og digterisk radikalt,« og lige nu er den litterære verden i almindelighed – og Vladimir Nabokovs mange fans i særdeleshed – på den anden ende, for Dmitri Nabokov, der altså ikke just har undladt at pirre folks nysgerrighed, synes tættere end nogensinde på at trodse sin berømte far og lade manuskriptet trykke.

Sker det? Vi ved det ikke. Ifølge London-avisen The Times kan det være lige op over. Spørgsmålet er så, om Nabokov junior overhovedet kan tillade sig at trodse Nabokov seniors ønske, sådan rent moralsk? Det er dét, debatten lige nu drejer sig om.

»Hvis det havde været en hvilken som helst anden forfatter end Vladimir Nabokov, ville jeg have foreslået, at man opførte sig anstændigt og respektfuldt og lod manuskriptet til »Laura« gå op i røg,« skriver den ansete litteraturkritiker og forfatter Kathryn Hughes i en af de mange aviskommentarer til den spegede situation, der i de seneste dage er blevet bragt i britisk presse. Men tilføjer så, at eftersom vi – i tilfældet Nabokov – har at gøre med »en af de mest udspekulerede litterære gavtyve, der nogensinde har levet«, så stiller tingene sig, efter hendes mening, anderledes:

»Jeg tror,« skriver Kathryn Hughes, at vi kan antage, at hele denne her sag er en slags praktisk nabokovsk joke fra hinsides graven.«

Historien om Kafka
Debatten dirrer, på tryk og på net, og den flittige britiske blogger Ted Burke er én af de mange, der ytrer sig i sagen. Han drager dog den stik modsatte konklusion:

»Jeg har en mistanke om, at hele denne her sag er en pseudo-begivenhed, udtænkt af agenter, forlæggere og Vladimir Nabokovs arvinger, med henblik på at generere en efterspørgsel efter en bog, der endnu ikke er udgivet,« vrisser Ted Burke, og så sætter han tingene i perspektiv, sådan som han mener, at man skal sætte tingene i perspektiv, idet han minder om den berømte historie om, hvordan Franz Kafkas efterladte utrykte skrifter blev sikret for eftertiden. Lige netop Kafkas litterære skæbne er, mener Ted Burke, et af de meget sjældne eksempler på, at der – i forbindelse med et prekært posthumt udgivelsesdilemma – stod andet og mere på spil end blot ussel mammon. Det er jo sådan, påpeger han, at fordi Franz Kafkas forfatterven Max Brod besluttede ikke at brænde alt det utrykte, selv om Kafka udtrykkeligt havde bedt ham om at gøre det, så sikrede han, at noget af verdens bedste prosa – herunder tre fuldendt ufuldendte romaner – blev bevaret for eftertiden. Hvorfor den lungesyge Kafka så ikke selv sørgede for at sætte ild til papiret inden hans tidlige død i 1924 er et åbent spørgsmål, og det diskuteres stadigvæk. Faktum er, at »Slottet«, »Processen« og »Amerika« findes. Mere betydelig litteratur findes ikke.

Sønnerne redigerer
Til gengæld findes der efter vist nok de flestes mening rigtig meget fiktion, der er meget bedre end Ernest Hemingways litterære efterladenskaber. I årene efter hans selvmord i 1961 har hans arvinger udsendt et væld af nye titler, herunder »Edens have«, der udkom i 1986, med Hemingways navn på titelbladet, selv om bogen kun indeholder rundt regnet en tredjedel af det originale manuskript. Blandt litteratur- og andet godtfolk er det en udbredt opfattelse, at skidtet er ubrugeligt. Hvis man overhovedet skal beskæftige sig meningsfuldt med »Edens have«, skal man, påpeger de, læse hele originalmanuskriptet, uberørt af redaktionelle pilfingre. Ellers kan det være lige meget. En anden posthum Hemingway-udgivelse, »Sandt ved daggry«, udkom i 1999, men behøvede det at være under Hemingways navn, blev der igen spurgt. Hemingways søn Patrick Hemingway havde redigeret kraftigt i de efterladte ord, inden de ramte boghandlerne, så spørgsmålet var jo relevant nok, men sagen står ikke til at ændre. Hemingways livsværk er vokset støt og roligt efter hans død. Nobelpristageren er blevet en røst fra graven.

Det var også fars søn, der var på spil, da der sidste år udkom en »ny« bog, »Húrins børn«, af den på dét tidspunkt for længst afdøde britiske forfatter J.R.R. Tolkien. De tidligste udkast fra »Húrins børn« stammer tilbage fra før Første Verdenskrig; mange år senere, da Tolkien var færdig med hovedværket »Ringenes herre«, baksede han videre med bogen, men han nåede aldrig til vejs ende. Så gik Tolkien junior, Christopher Tolkien, i gang, og det lykkedes ham at få en sammenhængende fortælling ud af fragmenterne, uden at bruge andre ord end faderens egne. I øvrigt ændrer »Húrins børn« ikke en tøddel ved Tolkiens berømmelse. Manden var jo verdensberømt i forvejen. Så stiller sagerne sig ganske anderledes inden for den kategori af posthume forfatterskaber, som man kunne kalde de Store Døde Ukendte. Dem er der mange af. Nogle af dem hører til verdenslitteraturens tungeste drenge og piger.

Én af disse Store Døde Ukendte var den Franz Kafka, som vi allerede har nævnt. En anden var amerikaneren Emily Dickinson. Hun døde en naturlig død i maj 1886, og det var der ikke så mange, der lagde mærke til. I løbet af sit korte liv fik hun kun trykt en halv snes digte, nogle af dem i avisen Springfield Republican, og de blev tilmed publiceret anonymt og kraftigt redigerede, så de faldt i tidens smag. Senere, efter hendes død, brændte hendes søster hendes breve, for det havde hun ønsket, men søsteren lod Emilys 40 indbundne notesbøger være, og hun læste digtene, der stod i disse notesbøger og besluttede, at de skulle udgives. 1.700 digte var der, og de første 115 kom på tryk i 1890, senere fulgte flere og flere. I løbet af det 20. århundrede fik Emily Dickenson den anerkendelse, hun havde fortjent, og i dag regnes hun for en af de betydeligste amerikanske lyrikere nogensinde.

Over 70 identiteter
Ubestridt stor er også portugiseren Fernando Pessoa, der ikke bare skrev mængder af digte, men skrev dem under forskellige heteronymer – forskellige digteridentiteter – der udtrykte sig med hver deres distinkte stemme. De mest produktive af disse alternative poetiske Pessoaer var Álvaro de Campos, Ricardo Reis og Alberto Caeiro, dertil kommer Bernardo Soares, der er forfatteren bag det geniale prosafragment »Rastløshedens bog«, men der var mange flere, over 70, og verden har aldrig set noget lignende, hverken før eller siden.

Mens han stadig levede sit røgfyldte liv, blev Fernando Pessoa værdsat og anerkendt af nogle få venner, men kun en beskeden del af hans og hans heteronymers skrifter blev offentliggjort. Efter hans død fandt man mængder af upubliceret stof i en kiste, i alt over 24.000 ark, og der arbejdes stadig på at få det alt sammen ordnet og udgivet, selv om det er 73 år siden, manden drog sit sidste suk. Men det, der er tilgængeligt, er allerede meget, og det synes også USAs førende litteraturkritiker, Harold Bloom, der hører til blandt Fernando Pessoas store fans. Ifølge denne i enhver forstand vægtige ambassadør for litteratur af højeste klasse, er digteren med de mange ansigter et ekstraordinært eminent medlem af Døde Poeters Klub. Han er én af det 20. århundredes mest repræsentative lyrikere overhovedet.

Ukendte for en større kreds var de altså, både Dickinson og Pessoa, mens de stadig var her, og det gælder også den adelige litteraturvidenskabsmand Giuseppe Tomasi di Lampedusa, der døde i Rom i 1957. Tre år før havde han i løbet af få måneder skrevet sin eneste roman, »Leoparden«, men han fandt ingen forlægger, der ville udgive den, så han nåede aldrig selv at opleve sin verdensberømmelse. Senere, da han havde forladt denne verden, blev manuskriptet læst af forfatteren Giorgio Bassani, der kunne se kvaliteterne i det skrevne, og i 1958 blev romanen trykt og blev en øjeblikkelig succes. I 1959 blev Lampedusa posthumt udmærket med den ansete italienske bogpris Premio Strega, og i 1963 skabte den italienske filminstruktør Lucino Visconti en mindeværdig filmatisering.

Den døde dikterede
Og man kunne nævne mange flere skønlitterære udgivelser, som verden ville have været fattigere foruden, hvis ikke nogen havde sørget for, at de kom ud. Til det posthumt udgivne hører så monumentale ting som anden del af Johann Wolfgang Goethes gigantiske læsedrama »Faust«, så det er sikkert og vist, at selv om en forfatter er død, kan han eller hun stadig – i overført betydning – give lyd fra sig. Og måske også helt bogstaveligt?

Det var i hvert fald, hvad den unge amerikanske trykker Thomas James påstod, da han i 1873 udgav en afsluttet udgave af Charles Dickens’ sidste og uafsluttede roman, »Mysteriet Edwin Drood«.

Ifølge Thomas James, der var spiritist, var færdiggørelsen sket med velvillig bistand fra ingen ringere end den afdøde britiske forfatters ånd, og Sir Arthur Conan Doyle, skaberen af Sherlock Holmes og selv spiritist, accepterede Thomas James’ forklaring, som, ifølge Doyle, blev underbygget af, at afslutningen stilistisk faldt helt inden for rammerne af, hvordan Dickens selv skrev. I mange årtier var Thomas James’ udgave af »Mysteriet Edwin Drood« den mest udbredte version af romanen i USA.

Om Vladimir Nabokovs ånd så også i en eller anden forstand ser drillende til, mens diskussion om fragmentet i den schweiziske bankboks står på, melder historien intet om. I hvert fald har russisk-amerikaneren, med eller mod sin vilje, sørget for, at de har noget at tale om i disse dage, litteraterne. Én af dem, der absolut ikke mener, at man skal udgive fragmentet af »Laura«, er den fremtrædende britiske dramatiker Sir Tom Stoppard. I et indlæg i The Times konkluderer han:

»Det eneste ærefulde vil være at respektere det eneste faktum i denne sag: At han sagde »Brænd det!«. Alt andet er spekulation – og det meste af det er spekulation, der kun tjener Nabokov-industriens interesser. De er de sidste mennesker, vi bør lytte til.«