Hans Martin Jepsen er bonde-sønnen fra Fyn, der nærmest ved et tilfælde kom ind i Den Danske Frimurerorden og arbejdede sig op gennem graderne. På lørdag indsættes han som 18. Stormester i en orden, der mest er kendt for sine hemmelige ritualer. »Vi skal hamre en pæl gennem myterne, men ikke ødelægge mystikken,« proklamerer han.

Af Trine Munk-Petersen
Søndag den 28. august 2005, 03:30

Der lyder dæmpet orgelmusik bag den lukkede dør for enden af den lange, kun dunkelt oplyste gang. 69-årige Hans Martin Jepsen bevæger sig med afmålte skridt hen over den mørkeblå løber med Frimurerordenens symboler, passeren og trekanten, vævet ind i tæppekanten. Hans hvide hår lyser over det sorte kjolesæt, som er ordenens officielle uniform. Idet han linder på den dobbelte fløjdør, strømmer orgelmusikken os imøde sammen med lyset fra rækken af loftshøje vinduer i den store sal indenfor.

Armigersalen er ét af de helt centrale rum i Den Danske Frimurerordens stamhus på Blegdamsvej 23 i København. Det langstrakte, højloftede rum med Ordenens våbenskjolde hængende tæt på alle vægge, er nærmest at sammenligne med riddersalen på gamle danske slotte. Her er mageligt plads til, at 5-600 frimurerbrødre kan samles og gå i procession til de hemmelige ceremonier, der gennem hele Ordenes historie har været en integreret del af ordensbrødrenes liv inden for de tykke mure.

Og det er også her, den højtidelige ceremoni tager sin begyndelse, når Hans Martin Jepsen, frimurer af XI grad - Ordenens højeste - på lørdag den 3. september indsættes som Den Danske Frimurerordens 18. stormester siden grundlæggelsen i 1743.

»At indtage posten som Stormester bliver kulminationen på mit liv som frimurer. Og selvfølgelig var det både med glæde og en klump i halsen, jeg modtog budskabet. Men også med en stor ydmyghed over, at man havde tillid til, at jeg kunne løfte den arv,« siger han højtideligt - og indrømmer samtidig, at han da ikke kan undgå at få lidt sommerfugle i maven ved tanken om at være midtpunkt for den højtidelige ceremoni med flere end 700 deltagere, som alle i huset i disse dage har travlt med at forberede.

Det er også netop i anledning af Stormester-indsættelsen, at Berlingske er blevet inviteret indenfor til rundvisning i Stamhuset som led i den nye åbenhed, Den Danske Frimurerorden introducerede for bare to år siden med det første pressemøde i Ordenens historie. Siden har dørene bl.a. været åbnede i forbindelse med Kulturnatten i København, hvor flere end 3.000 besøgende benyttede lejligheden til et kig ind i de før så hemmelige haller.

»Jeg ønsker at fortsætte den linje omkring åbenhed, som allerede er sat i gang. Den har medført, at vi har haft en meget stor tilgang af nye medlemmer. Alene i år har vi dobbelt så mange ansøgere - ca. 500 - som sidste år, hvor der også var tale om en markant fremgang,« siger Hans Martin Jepsen, da vi har sat os til rette i Stormesterkontoret, der om få dage bliver hans faste arbejdsplads.

»Det er vigtigt at få gjort op med de mange myter, der gennem årene har dannet sig omkring vores orden og været med til at gøre, at ordet »frimureri« for mange er blevet synonymt med indspisthed, magtmisbrug og nepotisme,« siger han - bl.a. med henvisning til TV-serien Krønniken, hvor radiofabrikant Kai Holger Nielsen tydeligvis brugte sit logemedlemsskab til at fremme egne forretninger.

»Alle de skjulte aftaler, som frimurerbrødre gennem årene er blevet tillagt, eksisterer ikke i dag,« fastslår han. »Jeg vil bestemt ikke afvise, at den slags har fundet sted. Men ordenen har gennemgået en kolossal udvikling, siden Kai Holger Nielsen og hans ligesindede havde deres storhedstid. Jeg har intet kendskab til, at den slags finder sted i vore dage.«

Den Danske Frimurerorden kan føre sin oprindelse tilbage til midten af 1700-tallet, hvor det først og fremmest var kongehuset, adelen og samfundets øvrige spidser, der tegnede medlemskredsen. Blandt Hans Martin Jepsens forgængere som stormestre er således kongerne Christian X, Frederik VII og Christian VIII foruden flere prinser, en hertug og en greve.

»Dengang ville det være helt utænkeligt, at en mand, som jeg, kunne blive Stormester,« siger Hans Martin Jepsen med et smil. »Men selvom vi lægger vægt på at værne om de gamle dyder, er der en helt anden mentalitet blandt brødrene i dag. Vi lægger mere vægt på det enkelte menneske end på folks anseelse og placering i samfundet.«

Selv er han bondesøn fra Vejlby på Fyn, men valgte landbruget fra til fordel for lærergerningen. Senere blev han skoleinspektør og afsluttede sin professionelle karriere som formand for Danmarks Skolelederforening, inden han for fire år siden gik på pension.

At han overhovedet blev frimurer tilbage i 1971 var lidt af et tilfælde:

»Min tvillingebror var blevet frimurer nogle år før, og han mente bestemt, det måtte være noget for mig. Men jeg havde på det tidspunkt så travlt i mit arbejde, at jeg ikke syntes, jeg havde tid. Men da så flere venner også nævnte det for mig, blev jeg alligevel overtalt,« fortæller han.

Selve optagelsen i Frimurerlogen i Kolding står stadig for ham som én af hans livs største oplevelser. En skelsættende dag, han husker på linje med fødselsdag og bryllupsdag. Siden er der næppe gået en uge, hvor han ikke har været til møde i logen. Med tiden blev det til flere ledende poster, bl.a. som ordførende mester i logen Dorothea ad Coronam i Kolding og for halvandet år siden som provinsialmester i Odense.

»Jeg kan godt se, at det kan være svært for udenforstående at forstå, at man kan sidde hver uge i 34 år og høre det samme ritual og stadig finde glæde og inspiration ved det. Men det bliver aldrig en vane. Hver gang er en højtid, der stemmer ens sind og sætter mange nye tanker i gang i én,« siger han:

»Det er lidt det samme som at gå i kirke. Men frimurerordenen er ikke og skal ikke være en kirke. Jeg holder selv meget af at gå i kirke om søndagen og nyde salmesangen og de rituelle ting, der hører kirken til. På samme måde har vi vore ritualer i Frimurerordenen. Men vi skal ikke være en erstatning for kirken. Og det kan vi heller ikke. Jeg plejer at sige, at kirken kan undvære os, men vi kan ikke undvære kirken.«

Netop for at understrege denne afhængighed har Hans Martin Jepsen som den første vordende stormester besluttet, at hans indsættelsesceremoni på lørdag den 3. september skal indledes med en festgudstjeneste i Sankt Johannes Kirke på Sankt Hans Torv.Den Danske Frimurerorden har i lighed med andre tilsvarende loger oplevet en betydelig tilgang af yngre medlemmer helt ned i i 35-40 års alderen:

»Jeg tror ikke mindst, det skyldes, at vi lever i et 10-år, hvor mange er præget af frygt og har brug for et fristed,« siger Hans Martin Jepsen. »Alle har brug for et sted, hvor mobiltelefonen er slukket, hvor man glemmer hverdagens stress og frygt og i fred og ro kan arbejde med sig selv. Sådan et sted er Frimurerlogen.«

Og netop her går grænsen for den åbenhed, som har præget Den Danske Frimurerorden det seneste par år. For hvad er det, der helt nøjagtig gør Frimurerordene til sådan et sted? Det vil hverken Hans Martin Jepsen eller hans ordensbrødre ud med:

»Det er vigtigt at få hamret en pæl gennem de myter, der er bygget op omkring os. Men vi skal ikke pille hele mystikken væk. Der skal stadig være nogle ting, der er uoplyst for den uindviede, hvis vi vil bevare vi den ånd og inspiration, der gør, at de unge brødre fortsat har lyst til deres frimureriske arbejde,« siger han.

Der går mange historier om de hemmelige optagelsesritualer, vordende frimurerbrødre skal igennem før de bliver lukket ind i fællesskabet. Dem har Hans Martin Jepsen ingen ønsker om at kommentere:

»Hele vores logeliv bygger på de oplevelser, den enkelte broder får, når han optages eller forfremmes. Det er ritualerne, der gør frimurerlivet spændende og interessant. Hvis vi røbede alle vore ritualer, ville der ikke være nogen oplevelser for de brødre, der stadig har optagelses- og forfremmelsesritualerne til gode,« siger han.

Som logebror af XI grad har Hans Martin Jepsen selv været gennem alle Ordenens ritualer:

»Og selvom jeg da er glad og stolt over at være nået helt til tops, er det også vemodigt ikke at have flere oplevelser til gode,« siger han:

»Jeg tror, at ethvert menneske, der kommer med åbent sind, stadig vil finde glæden ved de gamle ritualer. Og jeg mærker blandt ikke mindst blandt mange unge brødre en stor interesse for at bevare mystikken.«