5 af 6 stjerner

Manga! Det japanske tegneseriefænomen Mangas betydning for vores visuelle kultur er svær at komme udenom. Louisianas udstilling viser, hvordan mangaen trækker tråde tilbage i kunsthistorien og i høj grad også ind i den aktuelle samtidskunst.

Af Astrid la Cour
Tirsdag den 7. oktober 2008, 22:30

Louisianas Mangaudstilling begynder enkelt og nedtonet med en ophængning af øjne tegnet af Amano Yoshitaka (f. 1952). Med en baggrund som både kommerciel mangategner og kunstner åbner hans billeder for et univers, som ikke skelner skarpt mellem kunst og massekultur, og hvor øjnenes karaktertræk er et helt centralt element for fortællingen.

Efter dette stille anslag åbenbares en eksplosion af billeder. Gennem tegneseriestriber fra 1900 og frem får man indblik i en verden af altomfattende katastrofer, mytologiske scenerier, kinky erotik, science fiction og stille hverdagsliv. Det er vitterlig tale om et helt andet univers end det, der kendetegner den vestlige disneyficerede verden. Mangaens eksplosive visuelle udtryk og anderledes fortælleunivers lader sig ikke umiddelbart afkode af de vante koder for »de gode« og »de onde«. Manga er ofte tvetydig – det smukke og søde er tæt koblet til det dystre og til tider meget voldelige.

Manga er for alle – bestemt ikke kun for børn. Faktisk er en del af udstillingen decideret voksenmanga, og der er tale om rigtig mange segmenteringer; historisk manga, erotisk manga, krimimanga og nicher som sportsmanga om golf og manga for småbørnsmødre. For at give indblik i denne omfattende litteratur, har Louisiana indrettet et læsehjørne med original japansk manga og japansk manga i dansk oversættelse, ligesom man har mulighed for at spille nogle af de mange mangaspil. Sammen med amime – som er manga omsat til tegnefilm – har computerspil været med til at forøge den globale eksport af manga. Der vises klip fra en række forskellige amine på udstillingen, eksempelvis Astroboy, den lille søde robot med et menneskehjerte (af guld), og Akira, der færdes i et kaotisk apokalytisk fremtidsscenarie. Begge figurer er – på forskellig vis - blevet tolket som led i Japans bearbejdning af 2. verdenskrig - og ikke mindst af atombomberne over Hirosima og Nakasaki. Hvor Astroboy bruger teknologien i sine gode gerninger, og dermed er en fredelig menneskeliggørelse af den, spiller teknologien i Akira en langt mere kompliceret rolle.

Manga og samtidskunsten

Mangaens påfaldende fokus på katastrofer kan også ses hos den ene af de tre samtidskunstnere på udstillingen. Kenji Yanobe (f. 1965) kredser om overlevelse i alle sine værker. Et lille sødt legehus med slik på bordet lokker børnene til, men i det hyggelige og nuttede ligger en dunkel alvor. Yanobe har bygget huset som et beskyttelsesrum til sine egne børn. Udenfor står en bugtalerdukke i beskyttelsesdragt med en geigertæller på maven og synger, så længe der er radioaktivitet i luften. Værket rummer i dén grad en dobbelthed af et sødt tillidsvækkende barneunivers og en intens allestedsnærværende frygt.

Hos Kumi Machida (f. 1970) er dobbeltheden en anden. I sin helt egen version af den traditionelle japanske stil, nihonga, maler hun androgyne figurer i forskellige former for diskrete og udeffinerbare transformationer. Disse enestående figurtegninger fortjener intens opmærksomhed.

Den tredje samtidskunstner Tabaimo (f. 1975) refererer ikke nær så direkte til manga, men i højere grad til de ældre japanske træsnit. På udstillingen kan man se en scene fra et offentligt dametoilet, hvor en række absurde scener udspiller sig. En dame forsøger forgæves at skylle en skildpadde ud i toilettet, og en kvinde føder et barn gennem næsen. Ud over at trække på traditionel vestlig og østlig mytologi, behandler hun toilettet som et på én gang offentligt og intimt rum, hvor vi bliver akavede vidner til de absurde begivenheder.

Mangas oprindelse

En af Louisianas hovedspor i udstillingen viser mangaens 200 år gamle rødder. Den første der anvendte ordet manga var Japans mest kendte kunstner Hokusai (1760-1849), som brugte det til at betegne sine tegnede portrætskitser. Hokusais skitser har ikke det fortællende element med, i stedet er de en form for anvisninger i tegningen af forskellige ansigtsudtryk og situationer. Hokusais enorme betydning for den vestlige kunsthistorie, hænger blandt andet sammen med, at hans træsnit blev fremstillet i masseoplag og derfor blev spredt ud over landets grænser til Europa i 1800-tallet, hvor bl.a. impressionisterne lod sig inspirere. En massedistribution af billeder, der i høj grad knytter an til nutiden. I denne historiske del af udstillingen kan man se karikaturer og træsnit, der reklamer for teaterforestillinger, og på lange billedruller udfolder de japanske billedfortællinger sig (husk at her, som i tegneserierne, læser man fra højre mod venstre), og når en del af disse billedruller også har tekstinskriptioner, er der ikke forfærdelig langt til nutidens mangafortællinger.