På lørdag spiller Bikstok Røgsystem sammen for første gang i tre år – til Bob Marleys fødselsdagsfest i Vega. Deres eneste udgivelse, »Over Stok og Sten«, var et stilskabende mesterværk, men succesen splittede dem

Af Kim Flyvbjerg, kifl@berlingske.dk
Tirsdag den 27. januar 2009, 15:13

Der sidder en dværgrotte i en kælder i Vanløse. I et bur med halm, på plast fra en opsprættet affaldssæk. Gulvet er koldt. Vandrørene er lune. Oppe på gaden går folk forbi i vinterkulden, mens lyd siver ud af små vinduessprækker med jernrist for. Lilletromme og rap. Nogle vil måske genkende linjerne:

»Jalousi er ik’ den smukkeste ting. Du siger det ruller, men det kører i ring. Du står på vippen, men du tør ik at springe. Du faldt i pølen, men blev reddet af en ostering.«

Lyden kommer fra rummet ved siden af rotten. Fra et lille lokale med lavt til loftet. Her står hele landskaber af gamle Roland og Korg keyboards. En bas uden strenge. Guitarer. Lp’er. Et trommesæt. En lænestol med knækket armlæn. Instrumentkasser med klistermærker på – »Alis«, »Bad Afro Records« og »We Love Sundays«. En pakke Blå King’s. Og et maleri fra Færøerne.

Vi er i Tormod Holms øvelokale, og sådan ser her ud hver dag. Men det er ikke hver dag, syv musikere er mast sammen på de cirka 20 kvadratmeter. Og det er første gang i flere år, at tre af dem er Blæs Bukki, Eagger og Pharfar. Bikstok Røgsystem.

I 2005 slap de pladen »Over Stok og Sten«, et rablende kreativt og originalt værk, som for første gang præsenterede dancehall (en aflægger af reggae) på dansk for et bredere publikum. Som modtog det danske anmelderkorps’ prestigefulde pris, Steppeulven, før den overhovedet var udkommet. Som solgte platin og gav et massivt radiohit med nummeret »Cigar« med gæsterap af Natasja. Som fik LO-prisen for sangen »Fabrik«, der findes i en version med recitation af Erik Clausen. Men som først og fremmest endte med at blive et af de album, hvis betydning – trods al hypen – først stod klar, da røgen havde lagt sig, og Bikstok Røgsystem for længst var gået hver til sit.

Lidt ligesom Steppeulvenes »Hip« i 1967 og de to Kliché-plader omkring 1980.

Efterfølgende er reggae og dancehall skyllet ind over Danmark. Selvfølgelig med Natasjas to plader, men også gamle cirkusheste som Anne Linnet og Gnags og nye navne som Bli Glad og Trolle//Siebenhaar. Dancehall er blevet så mainstream, at hiphopperne Jøden og U$O parodierer genren i en mobilreklame for Sonofon.

Og Rub A Dub på Stengade 30 er ikke længere en lille håndfuld dj’s og rappere – soundsystems – der spiller dancehall for hinanden, men en etableret klub, der præsenterer reggaens største navne fra Jamaica og trækker 500 mennesker på noget så op ad bakke som søndag nat. »We Fuck Up Your Mondays« lyder deres slogan.

Og nu er Bikstok så sammen igen for at øve til sin første koncert i næsten tre år. Efter mange spekulationer på diskussionsfora som dancehall.dk kunne Politikens lysavis tidligere på måneden sprede budskabet over hele Rådhuspladsen: Bikstok Røgsystem gendannet.

Men meget er ændret i »Stokkens« univers. Ikke bare er dancehall blevet mainstream. Pusher Street er ryddet. Ungdomshuset er revet ned. Natasja er død. Og de tre har flyttet sig hver især. Musikalsk og personligt. Det står klart efter separate interviews med dem alle i dagene efter aftenen i øvelokalet.

»Jeg synes bare, det kunne være sjovt at se, hvad det kan blive til. Det tror jeg også, de andre er med på, for det sluttede sådan et mærkeligt sted dengang,« forklarer Blæs Bukki et par dage senere – det var ham, der trak stikket og forlod gruppen.

»Vi var uvenner og kommunikerede ikke rigtig før og efter koncerten,« husker Pharfar om Bikstoks sidste optræden på reggae-festivalen Raggapak i Silkeborg i august 2006 – han fik sit gennembrud med Bikstok og er i dag en eftertragtet producer.

»Jeg ville slet ikke på scenen,« mindes Eagger – han fandt på konceptet til Bikstok Røgsystem, men havde svært ved at tage al hypen.

2002. Gnisterne springer mellem de tre og skaber over tre år den ild, der blev fanges på »Over Stok og Sten«. Forstår man ikke dansk eller rettere bikstoksk – teksterne om onde dukkemænd, DK’s koner, abehænder, 3 stks tøj, bjæffe stav og danse romerdans – kan man høre overskuddet alene i lydbilledet: Albummet starter med en streng tysk kvinderøst. Så rislende bække. Citar. Beskeder på en telefonsvarer. Tikkende computertastaturer. En gong-gong. Bånd, der spoles tilbage. Bifald. Heavyguitar. Tuba. Gøende hunde. Harmonikaer og violiner. Hestevrinsk. Babygrin. Babygråd. Måger. Kirkekor. Cd’en blev solgt i 30.000 eksemplarer, lp’en trykt i bare 500, der i dag handles til 500-600 kroner.

På YouTube er musikvideoerne stadig populære – »Cigar«, »Penge På Græs« og »Fabrik« med omkvædet »Arbejd, arbejd!«.

I videoen til »Cigar« optræder Eagger som jamaicansk dancehall-toaster i sort three-piece suit med slips, hat og stok. Bukki Blæs, også kaldet Doktor Robot, har en dragt på af vinylsingler og store hvide tragtarme. Pharfar er kutteklædt som Døden og sminket hvid i ansigtet med rødmalet mund. Så er der selvfølgelig Natasja, der synger sit vers. Og ømme kærlighedsscener, hvor Blæs, Eagger og Pharfar kurtiserer hver sin 80er-blondine med lyserøde læber og pastelfarvet øjenskygge. Blæs Bukki i blond paryk og snowwashed denimsæt. Pharfar som en godsejerlignende tweedtype med busket moustache. Eagger liggende i råhvid rullekravesweater foran en pejs.

Længere væk kan man ikke komme fra virkelighedens tre medlemmer i Bikstok. Du vil aldrig se dem gøgle med en skægtrimmer, vikle et Paul Smith-tørklæde om halsen eller forsøge sig med en smart frisure. De er nærmest antimode. Maskinklippede. Anonyme sweatshirts, hættetrøjer og baggy bukser fra amerikanske arbejdstøjmærker som Carhartt og Dickies, som hiphopperne tog til sig for 20 år siden.

Og selv om de laver dancehall, har de alle en baggrund i hiphop.



Islands Brygge. Pharfar alias Søren Schou sidder i sit studie, Food Palace Music, og sætter tænderne i en kartoffelmad, der gør det ud for morgenmad. Han tænder computeren og begynder at nulre lidt topskud. Han er ved at lægge sidste hånd på noget musik til DR Satire og på et album fra Karen Mukupa, der kommer til marts. Blot to ud af mange produktioner siden hans gennembrud med Bikstok. Med Natasjas to plader som de mest omtalte.

Så’n gik det til, da Pharfar var ung: Før Bikstok indspillede han en hiphop-plade under navnet Double Mouth, hvor han rappede på engelsk – »ret amatøragtigt, men mit svendestykke,« kalder han det i dag. Det var ikke hans idé at lave dancehall på dansk i Bikstok, men han vidste, at dansk fungerede. I branderter havde han ind imellem slået over i dansk med Double Mouth – og rappet om sin piks størrelse og andet klogt. Som dj på Nørrebro-klubben Rust legede han med ilden og risikoen for at blive misforstået som provins-pladevender, når han råbte »Skål!« i mikrofonen til lige dele begejstring og hovedrysten. Han gentog det på Vega og blev smidt ud på røv og albuer i, hvad der senere skulle blive en sand krig, beef, mellem det københavnske spillested og Pharfar.

»I aften går vi bare på Bodega, for sidste weekend blev vi bannet fra Vega,« rappede han på Bikstok-pladen. Faktisk kan han godt minde lidt om en hidsig hund, der står i udstrakt lænke og gør noget så forbandet, når han rapper. Og det var måske også sådan, han havde det de år, hvor han prøvede at slå igennem.

»Folk i hiphopmiljøet var meget lukkede. Jeg blev fanme mobbet af ham der Typhoon, og jeg ved ikke hvad. Til sidst tænkte jeg: »Så kan jeg sgu lige så godt lave det, jeg synes er skægt.« Men at lave reggae dengang... man kunne lige så godt skyde sig selv. Det var virkelig ikke særlig smart. Ham der DJ T.O.M. – en hiphopfyr, som var blevet sådan en smart house-techno-agtig Vega-type – drillede mig og sagde: »Jamen, Pharfar, du er jo Reggaens Godfather i Danmark,« og så kom der bare den værste, usle latter: »HA-HA-HA-HA-HA!« Det var virkelig sådan en dis til mig: »Her er dit kongerige, sæk.« Men så gik jeg og tænkte lidt videre over det: »Okay, det er da også noget.« To år efter står vi i Vega med Bikstok, fuldt udsolgt, og senere foran 25.000 på Roskilde. Så kunne jeg jo ikke lade være med at stå og grine i skægget: »Nu passer det lige pludselig lidt bedre den titel, ikke? Nu betyder det noget lidt andet. Nu vil du nok ikke gøre grin med mig i dag.«

Bikstok Røgsystem starter som et soundsystem. Det går ud på, at man spiller dancehallplader og rapper. Nogle af Bikstoks tidlige numre som »Cigar« og »Penge På Græs« bliver præsenteret for byens andre soundsystems foran Køkkenet på Pusher Street på Christiania – der er måske ikke mere end 15 mennesker, men det er de 15 rigtige, og deres reaktion giver Bikstok et fingerpeg om, at de har fat i noget.

I takt med at reggaemiljøet vokser, opstår de første soundclash, hvor man battler mod andre soundsystemer om, hvor fed man selv er, og hvor ufede de andre er:

»Jeg synes, du går og hugger fra min pøllevogn, men dine rim mangler salt ligesom torskerogn,« rapper Blæs Bukki.

Pharfar husker tiden sådan her:

»I starten ville vi skide gerne have Natasja med – hun var jo vores ven – og jeg fik hende også med nogle gange, når vi var ude og spille. Så stod hun på miken, og vi tænkte: »Yes, det er sådan, vi skal gøre – hun skal være vores MC, og vi skal være de tre dj’s, og så kan de bare fucke af alle sammen.« Men Tasja havde jo ikke samme dagsorden, så ugen efter hørte vi, at hun havde stået til en anden fest med et andet soundsystem og trykket den af, og ugen efter var det et tredje soundsystem. Hun tog rundt til alle, hun var ligeglad. Altså, hun var en ener, ikke. Hun ville ikke være med i et bestemt crew. Da vi så først kom i gang, flytter man sit fokus, sin horisont – men meget af pladen er skrevet på den indebrændthed, der følger med, når man ikke har succes. Jeg havde prøvet at leve af at lave musik i seks år og var tre måneder fra at sige mit studie op, da Dwayne – Eaggerman – en dag kom og sagde: »Jeg har det. Jeg ved, hvad vi skal lave.«

Dwayne skræddersyede hele konceptet. At vi skulle lave det på dansk – og at det skulle være med Blæs fra Malk De Koijn. Jeg var og er stor fan af Malk De Koijn, så jeg tænkte: »Waouv mand, hvad kan det ikke blive til?«

CARLSBERG i Valby. Eagger, eller rettere Dwayne McFarlane, arbejder på bryggeriets besøgscenter, hvor han hælder øl op og taler med norske turister. En kammerat skaffede ham jobbet, engang han manglede lidt ekstra »dadel«. Han blev hængende. Sammen med trommeslageren og produceren Stunn Gunn har han udgivet singlen »MorderMyrderMorderDem«, de har et par andre tracks klar og endnu flere på tegnebrættet, måske til et helt album. Eagger arbejder også i Sky Juice Promotion, der har arrangeret reggaekoncerter i Danmark siden de tidlige 1990ere. Han er opvokset i Espebo ved Værløse, moren er dansk, faren jamaicansk:

»Min far hev alle sine jamaicanske venner ud til os, blandt andet hele Sky Juice-crewet, og lavede jamaicansk mad til dem. Så lå min bror og jeg under bordet, mens de sad og spillede domino og hørte høj, høj reggae hele tiden. Når vi sad i badekarret, og bassen bevægede sig, var det lige før, man kunne se bølgerne i vandet, ligesom i »Jurassic Park«! (griner). Min mor sagde »Skru ned for bassen, skru ned for bassen!« Og min far sagde: »Nej, mere bas!«

For Eagger bliver Bikstok-pladen først og fremmest en hilsen til crewet, hans store hold af venner i Værløse, for at fortælle dem om hans jamaicanske side. En halvdel, han har udforsket, siden han var barn, ved at tage med sin far til reggaekoncerter og ved at holde kontakt til sin familie på Jamaica. Breve, postkort – og ned i den lokale kiosk efter telefonkort, så han kunne ringe til fætre, onkler og bedsteforældre. Siden emails og rejser til øen.

Pharfar beskriver Eagger som sine venners ven med jamaicanske idealer som »Brotherhood« og »Unity«. Bukki Blæs er enig og beskriver ham som ilden i Bikstok, ham der taler jamaicansk-engelsk, patois, og fodrer de to andre med historier fra Jamaica, der får fantasien på gled i Bikstoks undergrunds-fordanskning af jamaicansk kultur.

Men at Bikstok ender med at blive et kæmpe kommercielt hit i Danmark, kommer bag på Eagger:

»Vi havde overhovedet ikke regnet med succesen. Det var bare sådan et stener projekt, jeg havde gået og rodet med i lang tid. Jeg havde været nede på Jamaica i 98 og havde set Tasja mange gange og hørt Hyde Parks »Bus Nummer 8«. Jeg er stor fan af Bamse & Kylling og dansk reggae med Tøsedrengene og Gnags – de betyder meget for hele min barndom. Men der manglede et nutidigt billede af reggae. Jeg kunne ikke forstå, at folk gik til hiphop, men ikke til dancehall. Det er jo det samme på mange måder – det er i familie. Så jeg begynder at skrive danske tekster til dancehall-melodier. Jeg bor i Nannasgade på Nørrebro og bærer mine kasser med reggaeplader ind til Ideal Bar uden taxapenge eller noget, og går ind og spiller og nyder det bare så meget. Endelig, endelig er jeg i gang! Så kommer Marnie hen til mig – Tue Track fra Malk De Koijns storebror – og siger: »Dwayne, der er en gut, du skal møde. En fra Malk De Koijn.« »Eeeh, Malk De Koijn, hva’ er det?« Jeg vidste kun, hvem Jokeren var. Men så kom den her høje gut ind, Blæs, og vi drak nogle skarpe. Og så begyndte vi at mødes i hans lejlighed og skrive danske tekster til alle mulige underlige beats.«

Da pladeselskaberne begynder at banke på døren, og Bikstok tegner kontrakt med Copenhagen Records, benytter Eagger chancen til at få andre fra reggae-miljøet i København med på pladen, blandt andre Cornstick og Jah Bobby. Men de ting, der i øvrigt følger med pladekontrakten, er han ikke så vild med.

»Det var, som om man i medierne ikke forstod de små budskaber, vi havde proppet ind. Det hele kom til at handle om røg. Og så er jeg ikke så vild med møder, og »Nu skal du interviewes, nu skal du smile, nu skal der tages et billede af jer.« Det er først her med Stunn Gunn, at jeg er begyndt at lave musik igen, for det blev lidt for meget. Jeg kom fra asken til ilden, eller hvad fanden det nu hedder. Jeg var vant til at bevæge mig i undergrundsmiljøet, og pludselig kunne alle lide reggae, og man mødte fremmede folk, der sagde: »Hey, det er jo dig fra Bikstok – Arbejd, Arbejd!«. Så jeg tænkte: »Uha, nu går det vist lidt for hurtigt.« Men når man siger A, må man også sige B, og det havde jeg bare ikke fattet på det tidspunkt. Jeg troede bare, jeg kunne sige A... Så jeg endte med at sidde foran min computer i to år og spille »World of Warcraft«. Total escape. Det var min lille stik af-ting, tror jeg. Sidde i en helt anden verden med troldmænd og warriors. Faktisk meget god terapi, (griner).«



Vesterbro. »Jeg sjasker dig en gylden sø, og midt i den får du en ø, en læderbøf, du kan stikke et flag i.«

Sådan udtrykker Malk De Koijn sig. Andre danske hiphoppere skriver »Fuck dig«. De mener nogenlunde det samme, men Malk De Koijns ord, musik og produktion er i en klasse for sig. Original, nyskabende, elegant, sjov, en parodi på hiphop og samtidig true. Trioen udgiver kun to plader, men både »Smash Hit In Aberdeen« og »Sneglzilla« rager op som skyskrabere i dansk hiphop, og respekten for gruppen er dyb som Søren Kierkegaard. Siden 2003 har Malk De Koijn holdt pause. Hvorfor vides ikke. Måske fordi der ikke er mere at erobre.

Et af medlemmerne er Blæs Bukki med det borgerlige navn Lasse Bavngaard. Han lukker op til en næsten tom lejlighed i en stille gade på Vesterbro. Et forhold er gået i vasken, nu er han ved at sælge. Mange af hans ting er pakket ned, men ikke reolen med omtrent 2x5 meter vinyl, to Technics 1210 pladespillere, en bærbar Apple, et lille keyboard og plakaten til den tyske futuristiske filmklassiker »Metropolis« fra 1927. Blæs er begyndt spille hiphop igen og var i Kødboderne 18 den foregående aften for at spille et sæt. Det blev sent.

Han brygger kaffe, luner et par boller i ovnen, måler sit blodsukker og starter på en række cigaretter af mærket Manitou, mens hans kat lister rundt. Han taler roligt og velovervejet og undgår sjove bemærkninger. Senere skal han til møde om coveret til Balstyrko, et i musikbranchen længe ventet samarbejde mellem Blæs, Ane Trolle og produceren Ormen. Han glæder sig til at slippe det.

»Alle fire album, jeg har været med til at lave, har taget tre år hver. For mig er det en organisk proces at lave musik, lidt som en plante, man går og passer, ser vokse frem og klipper lidt i. Men det er også en balancegang. Hvis du bliver ved med at gå rundt og fedte med det, kan du ødelæggge det. Så ryger noget af det spontane. Jeg tror, de andre i Bikstok nogen gange var lidt trætte af, at jeg er så langsom til at skrive, selv om jeg selv følte, at jeg gav mig utroligt meget. Jeg havde stadig min hiphop-paranoia om, hvordan tingene skulle være – det har været et ekstremt fængsel for mig. Til mange af de koncerter, jeg har spillet, både med Malk De Koijn og Bikstok, har jeg lagt så meget pres på mig selv over alt muligt, der skulle være tip-top, at jeg slet ikke har haft det fedt med at spille. Det har været sådan en underlig konkurrence med nogle folk, der måske ikke engang findes.«

Men Bikstok viser sig at være Blæs Bukkis vej videre.

»Vi arbejdede i Pharfars studie til sent ud på natten. Der plejer jo altid at være lidt guldbajer og græs på menuen derude, så det var noget med at tage ud at have det sjovt og fyre en masse ting af. Det var ret sjovt at skrive til noget helt andet end hiphop-beats. Det er svært at forklare med reggae, men der er en anden grundrytmik, som jeg synes åbner for en anden måde at skrive på. Musikken var et fælles projekt. Alle byder ind med hver deres ideer og gennem en masse kompromisser og diskussioner lander man på en fælles landingsbane. Man skiftes til at være ankermand – sådan har alle de plader, jeg har været med på, fungeret.«

Blæs Bukki ser koncerten på Roskildefestivalen foran 25.000 mennesker som højdepunktet, men husker, at livet uden for scenen og studiet begyndte at blive problematisk.

»Vi var ikke gamle venner, men musikvenner. Man finder nogle rollefordelinger i studiet, men når man så kommer ud af det studie og skal til at deale med hele den der salgsmølle og opmærksomheden, bliver det sværere at håndtere. Det sjoveste for os var nok at lave musikken og stå på scenen med det. Men det var også en lille smule hårdt. For mit vedkommende i hvert fald. Det der med at tage ud og fyre den så meget af, drikke og ryge en del. Jeg fik sukkersyge, da vi spillede de sidste koncerter med Malk De Koijn, så det kan godt være lidt besværligt at få det hele til at gå op i en enhed og holde kontrol med sukkersygen. Man skal faktisk helst ikke drikke så meget. Så for mit helbreds skyld kunne det godt være lidt stressende nogle gange. Vores sidste koncert på Raggapak-festivalen var absolut lavpunktet. Der var måske nogle få sekunder, hvor det fungerede, men alt i alt var det nok den værste koncert, jeg nogensinde har spillet (smiler). Det var total nedtur.«



Silkeborg, 2006, den sidste koncert. Pharfar er taget til Raggapak-festivalen i Silkeborg med bandet om morgenen. I Bikstoks bil, men uden Eagger og Blæs, der selv må sørge for transport til en festival, der i øvrigt har taget samme navn som Eaggers crew fra Værløse, Raggapack. Eagger har på det tidspunkt desuden fået Blæs og Pharfar ind på Rub A Dub, men er selv gået ud efter uenigheder – de to andre går ikke med ham.

Efter koncerten tager han hjem sammen med Blæs. Pharfar bliver og spiller som resident dj på hele festivalen. Kort efter meddeler Bukki Blæs, at han forlader Bikstok Røgsystem.

I dag ser Eagger sådan på Raggapak-koncerten, der skulle vise sig at blive Bikstoks sidste:

»Det var jo en forfærdelig oplevelse. Jeg tror, mig og Blæs havde en samtale om, at vi ikke gad mere, men jeg var sådan: »Lad os holde en pause, chille ud og gå hver til sit et stykke tid.« Men han var: »Nej.« Han ville ud. Jeg tror, han havde brug for at skrive sætningen og sætte et punktum. Ud. Lave noget andet. Hvilket jeg 100 procent godt kan forstå. Vi var fed up med det hele. Jeg følte ikke, at opmærksomheden blev delt lige over mellem os tre. Men det var selvfølgelig også et spørgsmål om, hvad vi ville hver især. Hvis jeg ville mere, havde jeg måske haft en større mund og sagt mere og peget mere på mig selv. Men fred være med det. Men vi kunne godt have været mere voksne omkring det. I stedet for bare at have det sjovt, skulle vi måske have snakket lidt mere om tingene.«

Pharfar husker det sådan her:

»Følelsen var ikke særlig god, nej. Oppe på scenen kunne man mærke det, og publikum fik det også at se, hvis de kiggede efter. Der var to i den ene side af scenen, og Dwayne sad oppe på en højttaler og havde nedtur, både over at være på festivalen og i det hele taget, for bandet var allerede halvt opløst. Vi havde jo tre forskellige udgangspunkter, og vi var forholdsvis nye venner. Så forventningerne havde vi ikke fået snakket om. Jeg havde jo besluttet mig fem-seks år før, at jeg ville leve af at lave musik, så min vinkel var: »Selvfølgelig kan vi være venner og have det sjovt, men det er også et produkt, vi skal ud og lave.« Så på den måde blev jeg måske ikke så personligt ked af det, når en koncert ikke gik godt. Jeg havde måske et lidt mere distanceret forhold til det, hvor Dwayne er mere os tre mod resten af verden – brotherhood – og have hinandens ryg, som han er rigtig god til. Lasse tog det nok også hårdere, end jeg gjorde.«

Blæs:

»Jeg var træt af en masse ting på det tidspunkt. Også noget, der måske ikke havde med Bikstok at gøre. Der var nogle ting, jeg var utilfreds med ved mig selv, og det har jeg brugt nogle år på at deale med, altså virkelig gøre noget ved. Det kunne ikke ordnes med musik, men var noget, jeg havde brug for at tale med nogen om. Det har jeg så gjort, og det tror jeg også smitter af på musikken, så kommer man måske lige et skridt videre. Man kommer i tanker om: Nå ja, Bikstok var jo faktisk ret sjovt, ret fedt. Det blev en succes. Så det er også noget med at huske at være glad for tiden med Bikstok og pladen. Jeg kunne sagtens have kørt mig selv ned, hvis jeg ikke havde stoppet op og fundet ud af, at jeg skulle have noget luft.«



2007. Bikstok Røgsystem ses ikke længere og ordner blot de mest nødvendige ting over telefonen. Hvis nogle ønsker at bruge et af numrene på et opsamlingsalbum eller i en reklame. Eagger tager en kaffe med Blæs i ny og næ. De tre ses måske til de samme arrangementer i byen.

Eagger:

»Jeg tror, man vokser i takt med, at man bliver ældre og bliver mere vidende om forskellige ting. Jeg fik gang i musikken sammen med Stunn Gunn og blev cool med de ting, der skete i Bikstok.«

Så dør Natasja i en bilulykke på Jamaica i juni 2007. Da nyheden når Danmark, begynder folk at tænde lys på Islands Brygge, hvor hun kom fra. Pharfar ser det som en skelsættende begivenhed, også for Bikstok:

»Vi havde ikke snakket med hinanden i lang tid. Og så dør hun. Min telefon kimede bare løs, og jeg tog den ikke, men jeg tog den, da Dwayne og Lasse ringede. De sagde: »Lad os lige mødes.« Vi var sikkert pisse uvenner stadigvæk, men så måtte vi lige herud og drikke en gravøl. Det var fanme fedt. For hende, ikke. Vi var alle sammen helt vilde med hendes ting... Så slukkede vi telefonen og drak os stive. Vi fandt måske også ud af, at det hele var lidt fjollet i virkeligheden. Hvis nu det var en af os, der var død på Jamaica, så ville man stå der. Så ville man fanme mangle noget, tror jeg, for det har været sådan en sindssyg stor ting for os at slå igennem med Bikstok.«

2009. Måske Er det Eaggers kaffe. Måske Pharfars gravøl. Måske er det Blæs’, der er kommet ud på den anden side. Forsoningen er sket gradvis og er måske stadig i gang. Men Bikstok har øvet flere gange de seneste uger op til koncerten i Vega på lørdag. Ordspillene – de gamle og nye – flyver frem og tilbage i studiet i Vanløse, og der bliver tændt en røg eller to ude hos dværgrotten. Også i Pharfars studie på Islands Brygge har der flere gange været lys til langt ud på natten de seneste dage.

Forbipasserende vil måske genkende silhuetterne: Blæs Bukki, Eagger og Pharfar.

Tak til Mr. Villy aka Hvalros Jürgensen.