Fortælling, fortælling, fortælling... hvad ligger der i begrebet, som er blevet et buzz-word i moderne sprogbrug, og hvad kan vi bruge det til? »Vi kan destillere store sammenhænge ned i historier, koge dem ind, så at sige. Vi bruger dem til at ordne, skematisere, fortætte, lave små pakker af viden, som vi kan håndtere,« svarer den amerikanske forsker David Herman, som netop har besøgt Danmark.

Af Nils Gunder Hansen, ngh@berlingske.dk
Torsdag den 5. juli 2007, 03:30

Det er første gang, David Herman er i Danmark, og han er lidt imponeret. Men Kolding Slotsø tager sig også smuk ud i den sene eftermiddagssol, Koldinghus troner oppe i baggrunden, og han noterer sig, at den avis, han skal interviewes til, er ældre end Amerikas Forenede Stater. Der ligger vist nogle store fortællinger gemt her, og fortællinger er netop David Hermans interesse og forskningsfelt.

Han er 44 år og professor ved engelskafdelingen på Ohio State University, men han er også en af de førende narratologer i USA og er i Kolding for at deltage i et to dages seminar på Syddansk Universitet Kolding, der selv huser et Center for Narratologiske Studier.

Narratologi er videnskaben om fortællinger (af latin: narrare = fortælle). Den har tidligere primært beskæftiget sig med litteratur og litteraturteori, men i princippet og i den aktuelle forskning er undersøgelsesfeltet næsten uendeligt: fortællinger i film og medier, i politik og erhvervsliv, i medicin og terapi, i menneskers daglige omgang med hinanden osv. Herman interesserer sig selv for sammenhænge mellem narratologi og kognitionsforskning, som er forskning i menneskelig erkendelse, viden, tænkning og sansning. Hvordan bruger vi fortællinger til at strukturere vores erfaring af verden, os selv, hinanden, og til at komme overens med tid, proces og forandring?

Læsningens mystik
Mens vi gør klar til samtalen, fortæller jeg om den nu afdøde danske litteraturprofessor Johan Fjord Jensen, der mod slutningen af sit liv indrømmede, at han havde tabt interessen for at læse litteratur. Han var simpelthen gennem sin forskning blevet så dygtig til at se, hvordan litterære tekster var »lavet« på et teknisk og æstetisk plan, at han ikke længere havde nogen spontan fornøjelse ud af at læse. David Herman kender godt problemet.

»Jeg havde selv en gang en lærer i logik, der til sidst ikke kunne læse, fordi han sad og analyserede logikken, ikke mindst den manglende logik, i hver enkelt sætning. Men kognitionsforskningen udgør faktisk et forsøg på at yde den spontane læsning retfærdighed: hvad sker der, når vi bliver opslugt af en historie, når vi synes, noget er spændende, når vi føler så meget for personerne, at vi læser videre, selv om vi godt ved, hvordan det hele ender? At blive opslugt af en historie er en meget speciel menneskelig evne. Hvad skal der til for at få en kunstig intelligens til at engagere sig i opdigtede verdener? Der foregår i øjeblikket forskning i USA med henblik på at designe computersystemer, der kan genskabe denne erfaring af at være »nedsænket« i en historie. Men det er helt klart noget, der endnu er i sin vorden og kan tage mange år at finde ud af«.

Større tolerance
I betragtning af sine akademiske fortjenester har David Herman en ydmyg tilgang til forskningen. Da jeg nævner, at vi i Danmark også på det akademiske område importerer den amerikanske udvikling med nogle års forsinkelse og spørger, hvad vi nu har i vente efter teoretiske retninger som Dekonstruktion, »New Historicism« og »Cultural Studies«, præsenterer han ikke den kognitive narratologi som det nye store dyr i åbenbaringen:

»Vi står i den fantastiske situation, at der i dag ikke er noget dominerende paradigme i den humanistiske videnskab i USA. Nu er der simpelthen plads og tolerance til at lave forskellige ting. Folk har jo oplevet disse paradigmer blive store og forsvinde igen, og derfor er man blevet mere afslappede i forhold til trenden, mindre tilbøjelige til at løbe med den sidste nye catchy thing.«

Nu hvor jeg sidder over for en amerikansk litteraturforsker, kan jeg ikke lade være med at referere til den nylige historie om, at visse førende amerikanske aviser er ved at reducere deres mængde af boganmeldelser. Men USA er et stort land, og Herman har ikke hørt om det. Er skønlitteraturen som medium på retur i en moderne offentlighed, ifølge hans vurdering?

»Jeg synes, det lyder mærkeligt, hvis seriøse aviser skruer ned for den litterære kritik, for jeg vil tro, at det er de samme mennesker, der læser seriøse aviser, bøger og boganmeldelser! Angående litteraturen vil den altid have en plads og en fremtid, men det er klart, at den skal konkurrere på et hårdere marked for fiktion og kommunikation, hvor den kan påregne færre »markedsandele«. Der er dog ting, litteraturen kan bedre end f.eks. film, den er bedre til på raffineret måde at gengive processer i den menneskelige bevidsthed.«

Sandhedens spejl
Jeg fornemmer, at Herman ikke deler min aktuelle pessimisme på litteraturens vegne, men hans perspektiv er også bredere, han interesserer sig for fortællinger på tværs af medier og i alle mulige sammenhænge, fra hverdagslivets møder og samtaler til »graphic novels« (en krydsning mellem tegneserie og roman, red.).

Hvorfor fylder »fortællinger« så meget i de her år? Vi hører hele tiden om »storytelling«, og hvordan produkter, virksomheder eller politiske partier skal have en fortælling for at overbevise og engagere kunderne, medarbejderne, vælgerne? Hvorfor findes denne mega-trend?

»Det er et meget godt spørgsmål og ikke helt nemt at svare på. Der er nemlig en tvetydighed over det. På den ene side præsenteres fortællinger, som du siger, som noget meget godt og nødvendigt. På den anden side ligger det i luften, at en fortælling jo bare er en version, den er ikke nødvendigvis sand, den er bare én måde at se det på, måske er den biased eller konstrueret. Trenden afspejler, at vi lever i en skeptisk epoke, hvor der er stor usikkerhed omkring, hvordan tingene forholder sig. Med »fortællinger« kan man ligesom spille to kort påén gang: måske er det her sandt, men jeg vil ikke holdes fast på det ...«

Men selve evnen til at forstå, skabe og bruge fortællinger er helt fundamental ...

»Ja, vi bruger fortællinger til mange ting i vores omgang med verden. Vi kan destillere store sammenhænge ned i historier, »koge dem ind«, så at sige. Vi bruger dem til at ordne, skematisere, fortætte, lave »små pakker« af viden, som vi kan håndtere. Vi kan søge efter mening i konflikter, eller når noget ikke går som planlagt. Vi fortæller hele tiden små historier om os selv og hinanden, hvor vi prøver at forstå, hvorfor nogen gør noget bestemt. Ordet for fortælling på sanskrit er det samme som ordet for viden. Fortællingen er en urgammel måde at organisere menneskelig viden på.«

Narrativ terapi
Der er filosoffer, der hævder, at menneskets identitet primært er narrativ. Vi er den historie, vi til hver en tid fortæller om os selv. Men det forekommer mig lidt problematisk, for den historie kan jo hele tiden blive kuldkastet af andre ting, der sker ...

»Ja, narrativ identitet kan ikke være en afsluttet historie. Princippet i det, man kalder narrativ terapi, er netop, at man skal gen-skrive hele sin historie, når det uventede sker, for at få det integreret. Det er, når der sker noget på tværs af vores forventninger, at den narrative terapi har en mission. Men generelt skal man passe på med de meget store begreber, der sætter sig på det hele. Det narrative er for mig at se kun et enkelt element i den menneskelige identitet.«

Vi taler lidt om, hvordan mennesker i dag over hele verden forholder sig til de samme historier, den evige føljeton om en berømthed eller sagen om Madeleine, den lille engelske pige, der er forsvundet i Portugal. Ifølge Herman er den netop et eksempel på, hvordan vi bruger historier til at reducere omfattende sammenhænge til en menneskelig skala. Det er uoverskueligt at forholde sig til alle de børn, der forsvinder over hele kloden, men med Madeleine får vi en indgang til det. Var man marxist, ville man nok sige, at der i alt dette er en afledning fra de virkelige problemer, siger Herman, men han lader sig ikke lokke, da jeg spørger nærmere ind til sammenhængen mellem narration og politik.

I stedet fortæller han om sin undervisning i USA, og hvordan de unge studerende stadigvæk er meget glade for at læse litteratur, selv om de også har travlt med at blogge og dyrke de nye medier. Per Krogh Hansen fra Center for Narratologistudier i Kolding, som har et øre på under interviewet, indskyder, at det kan være et problem, at de studerende mangler fælles referencer. De har som regel ikke læst de samme bøger. Det gik så i nogle år noget bedre med film, når man skulle finde et eksempel, alle kunne forholde sig til i undervisningen, men også der er der ved at være problemer. Nu har alle heller ikke set de samme film! Vi fortæller Herman om den danske kanon-diskussion, hvor et argument netop var at give de unge nogle fælles referencer i de kanoniske bøger. Den diskussion kører også i USA, og på hans universitet i Ohio går man meget håndfast til værks. De 16.000 studerende, der starter i år, får simpelthen alle udleveret et gratis eksemplar af forfatteren Dave Eggers nyeste roman. Så kan de snakke om den, og der vil også blive holdt forelæsninger om den.

Fortællingens nøgle
Vi slutter med 10.000 dollar-spørgsmålet:

Hvordan definerer man en narration? Er enhver gengivelse af en rækkefølge en narration?

»Nej, en beskrivelse af inventar i et rum er ikke en narration. En liste over temperaturer på et givet sted minut for minut er det heller ikke. Hvis der skal være tale om narration, skal ethvert element være uadskilleligt fra konteksten. Man skal ikke kunne tage det ud, og så forbliver det det samme. Det er denne sammenhæng, der gør fortællinger så nemme at huske. Børn har svært ved at lære et telefonummer på otte cifre, for der er ingen sammenhæng i det. Men de kan godt lære en sang på tyve vers, for her følger det ene af det andet.

Men det er svært at definere narrationer, fordi vi mennesker selv »gør så meget af arbejdet«. Det er derfor den kognitive forskning er så relevant i sammenhæng med narratologien. Vi kan se sammenhænge, retninger og fortællinger, hvor der måske ingen er. En liste over temperaturer kan jo f.eks. læses som en lignelse om global opvarmning.«