Krimien har stadig et overordentligt solidt tag i danskerne både i bogform, TV-serier og på film. Berlingske har jagtet svaret på, hvad det er, der fascinerer os.

Af Jeppe Bangsgaard, jeba@berlingske.dk
Torsdag den 11. december 2008, 22:30

Hvorfor er vi danskere egentlig så fascinerede af krimien? Hvad er det, der gør, at vi har en tilsyneladende umættelig trang til spænding? Det spørgsmål har et forskerhold på Aalborg Universitet det sidste halvandet år undersøgt. Leder af projektet professor i mediehistorie Gunhild Agger og hendes fem kolleger er halvvejs i forløbet og har ikke de endelige konklusioner klar, men Gunhild Agger løfter sløret for nogle af de spor, forskerne går efter.

Et af buddene er, at krimiernes velkomponerede dramaturgiske opbygning af drabelige mordgåder og intense beskrivelser af kriminelle underverdener og korrupte magthavere paradoksalt nok får os til at slappe af.

»Vi bruger krimierne som en slags afkobling – en måde at komme ind i en anden verden på. Krimier på både film og i bøger benytter sig i høj grad af, at der skal være en vis udfordring for læserne. Man bliver drevet igennem siderne, og vi læser for at få slutningen,« siger Gunhild Agger og fortæller, at resultater fra Holland viser, at vi især læser krimier, når vi er på ferie, og når vi skal sove.

»Det lyder umiddelbart mærkeligt, at vi læser noget så sindsoprivende, lige inden vi skal sove, men her fungerer krimierne simpelthen som afkobling. Man kan ikke tænke på, hvad der stresser en på arbejdet og lignende, når man er opslugt af en krimi,« siger Gunhild Agger, Hun vurderer, at det kan være en af forklaringerne på krimigenrens næsten magnetiske kraft på hele befolkningen. Men også de stærke skildringer af samfundets skyggesider og ikke mindst det, at vi kan kende os selv i krimierne, er elementer, der gør, at vi ikke kan slippe krimierne.

En anden forklaring på krimiens succes er en grundlæggende eksistentiel fascination hos os mennesker af kampen mellem det gode og det onde. Det mener Michael Hviid Jacobsen, der er sociolog og blandt andet forsker i ondskab. Han ser kriminalgenren som en katalysator, der får os til at kunne diskutere emner, der ellers er for ubehagelige til at sætte ord på.

»Krimien kan italesætte tabuer. F.eks. en pædofiliring eller andre ubehagelige forbrydelser,« siger han.

Jagt på sandheden
Den svenske forfatter, kritiker og tidsskriftredaktør Jan Arnald, som mange krimielskere bedre kender under pseudonymet Arne Dahl, har skrevet ti anmelderroste krimier om Paul Hjelm og A-gruppen. Han mener, at krimiens fascinationskraft ligger i, at den opfylder et basalt, almentmenneskeligt behov for at søge sandheden.

»Der er en grundlæggende trang hos mennesket efter at få sandheden frem. Det er noget af det, der adskiller os fra dyrene,« siger Jan Arnald.

Han fortæller, at jagten på sandheden også er drivkraften for ham.

»For mig begynder det med det faktum, at der i vores samfund lige nu findes forbrydelser, som jeg simpelthen ikke forstår. Jeg vil vide, hvad det er der gør, at sådanne forbrydelser kan finde sted. Det er den sandhedssøgen, jeg skriver på,« siger Jan Arnald og fortæller, at han altid tager udgangspunkt i sin samtid, når han skriver, og at plottet skal handle om kriminalitet.

»Jeg bruger nogle forbrydelser, som er så ubegribelige, at det er svært at sætte ord på. På den måde ligger der også automatisk en fascination i det,« siger han og tilføjer: »Og så er det vigtigt for mig, at bøgerne altid er en slags rejse ind i en verden, som ellers er ukendt for mig.«

Jan Arnald, der først efter bind fem i krimiserien afslørede, at han stod bag Arne Dahl-krimierne, mener ligesom Gunhild Agger, at det er et eksistentielt fascinerende træk ved krimien, at den giver os mulighed for en virkelighedsflugt.

»Der er et element af trøst i det. I krimien er det et løfte om, at alt der er ondt, skal blive godt. I den kaotiske tid, vi lever i, giver krimien et løfte om orden,« siger Jan Arnald og tilføjer, at vi samtidig har et stort behov for den spænding, vi ikke har meget af i vores skemalagte liv:

»Vi får ikke så meget action, så på den måde kan vi også have brug for en virkelighedsflugt, hvor man glemmer sig selv og får en løsning på de problemer, man ikke kan få løst i den virkelige verden.«