Maajid Nawaz har siddet i Hizb ut- Tahrirs ledelse i Storbritannien, rekrutteret dusinvis af unge muslimer og oprettet particeller i Pakistan og Danmark. Men Maajid Nawaz har nu vendt sig mod partiet og advarer om, at Hizb ut-Tahrir er villig til at dræbe millioner for at sprede kalifatet og levere ideologisk brændstof til jihadister verden over.

Af Kasper Krogh og Lene Frøslev og Morten Frich, kkh@berlingske.dk
Søndag den 28. oktober 2007, 03:00

LONDON. Tvivlen meldte sig første gang i den mørke, fugtige celle i Mazra’a Tora. Det berygtede fængsel lidt uden for Cairo er forbeholdt politiske fanger, og med en dom på fem år havde britiske Majiid Nawaz alverdens tid til at studere Koranen og tale om islam med sine medfanger, der enten tilhørte egyptiske terrorgrupper, eller som Majiid, det islamistiske parti Hizb ut-Tahrir.

Jo mere Majiid Nawaz læste og tænkte, desto mere kom han i tvivl. Om hvorvidt Hizb ut-Tahrirs dogmatiske, islamistiske tankesæt, som han havde viet sit liv til, var det rigtige. Og om han selv havde handlet rigtigt ved at rekruttere dusinvis af unge britiske, pakistanske og danske proselytter til partiet.

Tvivlen blev ved at nage, også efter Maajid Nawaz blev løsladt i april 2006. Godt nok blev han hyldet som en helt af sine kammerater fra Hizb ut-Tahrir ved hjemkomsten til London, og godt nok kastede han sig straks igen over foredrag og hvervemøder for partiet. Men jo mere han talte partiets sag udadtil, desto mere usikker blev han indadtil. Efter et års grublen i London traf Majiid Nawaz sin beslutning i maj i år. Han satte sig til tasterne og skrev en mail til britisk Hizb ut-Tahrirs ledelseskomite, som han selv sad med i: Det er slut, jeg vil ikke mere.

At en af partiets absolut største navne hoppede af, rystede britisk Hizb ut-Tahrir. Rystelserne tiltog til skælv, da Majiid Nawaz i midten af september stod frem på BBC og fremlagde sin insider-beretning fra Hizb ut-Tahrir. Maajid Nawaz advarer om, at partiet, som politikere i både Danmark og Storbritannien har krævet forbudt på grund af dets antidemokratiske holdninger, er samfundsskadeligt og taler med to tunger. Han siger, at partiet udadtil afviser brugen af vold, men indadtil planlægger at genrejse kalifatet via militære kup og er villig til at slå millioner af vantro ihjel for at udbrede det. At partiet udadtil afviser at støtte terror, men samtidig leverer den åndelige ammunition til jihadister verden over.

Maajid Nawaz har brudt med Hizb ut-Tahrir for at advare andre unge muslimer mod partiet. Men også for at dulme sin egen dårlige samvittighed:

»Det vi gjorde i Hizb ut-Tahrir i 1990erne i Storbritannien og andre lande har bidraget til muslimernes manglende evne til at blive integreret i samfundet, selvom vi er født og opvokset her i Vesten. På trods af at jeg har britisk pas, har jeg i lang tid stået uden for og opfordret andre til at gøre det samme, hvilket skader samfundet, polariserer og i sidste ende skaber krig, separatisme og ekstremisme,« siger Maajid Nawaz, da Berlingske Tidende i denne uge møder afhopperen på et hotel i London til hans første interview med et dansk medie.



Da Maajid Nawaz blev født i 1978 og voksede op Essex øst for London, var det som barn af pakistanske forældre i en velintegreret familie. Flere af hans onkler arbejdede som læger, uddannelse blev vægtet højt, og Maajid klarede sig godt i skolen. Han havde nemt ved at få venner, både kernebritiske af slagsen og de, der som han selv var mørke i huden. Han tænkte ikke nærmere over hudfarven, før han som ung teenager oplevede, at betjentene i Essex var mere efter indvandrerne end efter de hvide briter, og at en af hans hvide venner blev stukket ned af racister, blot fordi han hang ud med indvandrerne. Samtidig kunne Maajid på TV se, at bosniske muslimer blev slagtet, blot fordi de var muslimer, ligesom Maajid. Han udviklede en begyndende mistro til det britiske establishment, som blev yderligere næret af den antiautoritære rapmusik, han lyttede til.

Som 16-årig var Maajid rebelsk og mod det etablerede uden at ane, hvor han selv stod. Da han en dag blev kontaktet af en ældre muslim fra Essex, faldt det hele pludselig i hak. Den ældre ven havde læst medicin i London og dér stødt på et parti ved navn Hizb ut-Tahrir. Om det var noget, Maajid ville høre om?

Det blev en åbenbaring:

»Så kom den her muslimske lægestuderende, som var veltalende og veluddannet og kunne tale om islam på engelsk og gav mig alle løsningerne på de spørgsmål, jeg gik og tumlede med,« husker Maajid Nawaz.

Svaret på det hele var islam i Hizb ut-Tahrirs tolkning – en islamistisk ideologi, der forkaster vestlig kultur og demokratiske idealer og i stedet arbejder for genindførelsen af det muslimske storrige, kalifatet. Maajid var på. Kort efter mødet med Hizb ut-Tahrir flyttede han hjemmefra og viede næsten al sin tid til at arbejde for partiet, hvor han begyndte som lærling.

Hver uge mødtes han og en lille gruppe muslimer i private hjem i London, hvor et ældre, fuldbyrdet medlem af Hizb ut-Tahrir ledte proselytterne gennem partiets skrifter og ideologi. Først når alle havde læst teksterne og godkendt samme tolkning, gik man videre. Efter endt studietid blev de egnede indstillet som medlemmer af Hizb ut-Tahrir. For at blive optaget skulle Maajid aflægge ed på, at han var enig i Hizb ut-Tahrirs politik og mål, samt at han forpligtede sig til at missionere for partiets udbredelse.



»Når man er blevet medlem, er det ens forpligtelse at stifte egne studiekredse. Tankegangen er, at ideerne vil brede sig fra studiekredsene, at medlemmerne derfra også offentligt vil arbejde for at udbrede ideerne, tale med andre, rekruttere og missionere om partiets mål om et nyt kalifat. Offentligheden vil så langsomt blive enige i disse synspunkter i takt med deres udbredelse, og studiekredsene vil have infiltreret alle dele af samfundet. Dette gælder også militæret, og når alle dele af samfundet er klar, når alle cellerne er parate, vil cellerne i militæret lave et militært kup, forkaste det gamle system til fordel for et nyt, hvor kalifatet så skal opstå,« forklarer Maajid Nawaz og siger, at optagelsesmetoderne og ritualerne er de samme i alle Hizb ut-Tahrirs afdelinger verden over.

Nye medlemmer af Hizb ut-Tahrir forpligtes også til at give en tiendedel af deres indkomst til partiet, og de advares om, at det er en synd at engagere sig i demokratiske processer:

»Man må ikke stemme, ikke støtte nogen politisk person og ikke lobbye for nogen lovgivning og ikke tjene i hæren,« forklarer Majiid Nawaz.



Når han taler, sker det i hurtige, velformulerede sætninger. Han er karismatisk og veluddannet med færdiggjorte universitetsgrader i jura og arabisk, og han læser i øjeblikket statskundskab. Alle egenskaber der, sammen med et glødende engagement for partiet, gjorde ham til en vigtig trumf for Hizb ut-Tahrir op gennem 1990erne og han blev både talsmand og senere en del af partiets ledelseskomite:

I 1999 blev Maajid Nawaz derfor udpeget til en vigtig opgave af den globale ledelse af Hizb ut-Tahrir i Jordan. Pakistan havde året inden foretaget prøvesprængninger af atomvåben, som Hizb ut-Tahrir på sigt gerne ville have fingre i. Maajid Nawaz blev derfor sendt til Pakistan med ordre om at oprette particeller i landet:

»Målet på sigt var, at kalifatet kunne blive en atommagt. Det var tankegangen i det,« siger Maajid Nawaz, der i løbet af et år fik rekrutteret to pakistanske Hizb ut-Tahrir-celler. Da han vendte tilbage til Storbritannien, blev han kort efter, i januar og februar 2000 sendt på en ny mission for partiet:

»Der kom et ønske fra Hizb ut-Tahrir i Danmark om, at de havde brug for urdu-talende medlemmer, som kunne hjælpe med rekruttering i det pakistanske miljø i Danmark. Det lykkedes mig at samle en celle af pakistanske unge medlemmer, som nu må udgøre den pakistanske kerne i Hizb ut-Tahrir. Inden da havde de nemlig kun arabiske medlemmer,« siger Maajid Nawaz.

I perioden fløj han hver weekend fra London til København, hvor han mødtes med unge, danske muslimer i kulturhuse, i private hjem og på shawarma-barer, og det lykkedes ham at rekruttere seks pakistanske muslimer, både unge og gamle.

Efter at have hjulpet Hizb ut-Tahrir i både Pakistan og Danmark, rejste Maajid Nawaz til Egypten, som en del af sine studier i arabisk. Han ankom 10. september 2001. Dagen efter ændrede verden sig drastisk, og i Egypten strammede præsident Mubarak terrorlovene og lagde en hård linje over for ekstremistiske grupper. Maajid Nawaz, der ikke havde lagt skjul på sin sympati for Hizb ut-Tahrir, blev fængslet i Alexandria i april 2002 sammen med to andre britiske medlemmer af Hizb ut-Tahrir. De blev ifølge Maajid Nawaz tortureret, og han fik fem års fængsel og anbragt i Mazra’a Tora-fængslet. Her begyndte den proces, som i maj 2007 fik Maajid Nawaz til at hoppe af og vende Hizb ut-Tahrir ryggen.

»Jeg kan skelne mellem de to ting nu, men det kunne jeg ikke tidligere. Islamismen som er et nyere, totalitært, politisk system, er ikke det samme som religionen islam i sig selv.«



Maajid Nawaz har nu erklæret Hizb ut-Tahrir verbal krig og er stået frem med det klare mål at modvirke, at flere unge rodløse muslimer tiltrækkes af partiet. Han mener dog – modsat flere britiske og danske politikere – ikke, at partiet kan forbydes for at opfordre til vold og terror.

»Hizb ut-Tahrir opfordrer ikke til direkte vold og siger, at det er forbudt for det enkelte medlem at tage tingene i egen hånd for at etablere kalifatet. De fordømmer terrorisme både offentligt og privat som et middel til at opnå kalifatet. Hvis man taler om andre former for vold, f.eks. modstanden i Palæstina, mener de, at palæstinenesterne har lov til at forsvare sig mod det, man opfatter som en besættelse,« siger Maajid Nawaz. Men terrorisme som f.eks. i London 7. juli 2005 støttes ikke af Hizb ut-Tahrir, og derfor er det vanskeligt at forbyde partiet med henvisning til terrorlovene, mener Maajid Nawaz:

»Men faren ved dem består i, at de lægger et teologisk grundlag, som er med til at polarisere samfundet, og som kan bruges til at forsvare brug af vold,« siger Maajid Nawaz, der dog tilføjer, at jihadisterne også henter deres åndelige føde fra utilfredsheden med de mellemøstlige regimer og flere vestlige landes udenrigspolitik. Men, understreger Maajid Nawaz, Hizb ut-Tahrir er på sigt parat til at bruge vold som led i sin revolutionære tankegang om, at kalifatet skal indføres via militærkup, der skal styrte de mellemøstlige, diktatoriske regimer:

»Kalifatet, den islamiske stat, skal derfra udbredes til resten af verden via krig. Og det er et katastrofalt synspunkt, ikke kun for islam, men verdensfreden, hvis de får magt, som de har agt,« siger Maajid Nawaz, der på sin blog på internettet har samlet citater fra Hizb ut-Tahrirs grundlægger Taqiuddin al-Nabhani, hvor denne bl.a. taler om, at det kan være nødvendigt at slå millioner af mennesker ihjel for at etablere og udbrede kalifatet.



Ifølge Maajid Nawaz har Hizb ut-Tahrir i Storbritannien bevidst søgt at nedtone de mest krigeriske dele af partiets politik udadtil, netop af frygt for et forbud. Dansk Hizb ut-Tahrir, derimod, har tidligere kørt en mere kontant linje, hvilket bl.a. har ført til, at partiets danske talsmand Fadi Abdullatif har fået en dom for at forhåne jøder. Den hårde danske linje har dog vakt kritik hos bl.a. søsterpartiet i Storbritannien, og det kan være derfor, at dansk Hizb ut-Tahrir for få måneder siden meldte ud, at partiet nu vil arbejde for integration af danske muslimer og bl.a. samarbejde med danske imamer om fællessager. Præcis det samme, som britisk Hizb ut-Tahrir gjorde for nogle år siden.

Men har det ændret noget i Hizb ut-Tahrirs politik, at man siger de her ting udadtil?

»Nej, det er ren facade,« fastslår Maajid Nawaz.

På hotellet i London, hvor Berlingske møder ham, taler han længe og passioneret om, hvorfor Hizb ut-Tahrir skader samfundet, og hvorfor det er vigtigt at udstille partiets reelle mål om at indføre kalifatet ved militær magt og dræbe de, der måtte stå i vejen. Men til trods for alle sine advarsler, advarer han lige så kraftigt mod, at man forbyder partiet.

»Så længe de ikke direkte opfordrer til vold, så lad os i stedet for at forbyde dem konfrontere dem i det åbne og give dem kamp på holdninger og argumenter. Det er det, jeg gør nu, og håbet er, at partiet med tiden vil forsvinde. Hvis man forbyder det, risikerer man at give islamismen mere vind i sejlene, for det vil bekræfte dem i, at det er dem mod os, og det vil gøre dem til martyrer.«