Mikkel Vedby Rasmussen: Formændene fra henholdsvis officerernes forening og befalingsmændenes forening har efterlyst en dansk exit-strategi for Afghanistan-krigen. Sandheden er, at Danmark allerede har en exit-strategi. Så i stedet for at diskutere, om vi skal have en exit-strategi eller ej, må vi diskutere formen og datoen for exit og forskellige strategier for at nå de mål, som muliggør exit.

Af Mikkel Vedby Rasmussen, lektor, ph.d. statskundskab, KU
Lørdag den 7. november 2009, 22:30

»Hvor smuk strategien end måtte være, bør man lejlighedsvis se på resultaterne« bemærkede Winston Churchill i et sarkastisk øjeblik. Og diskussionen om strategien i Afghanistan er gået ind i sin sarkastiske fase. Danmark har været det europæiske land, hvor argumenterne om, at der skulle skabes demokrati og udvikling i Afghanistan for indbyggernes egen skyld og for at forhindre et nyt »9/11« har holdt længst. Men da formanden for officerernes fagforening kaldte missionen »en hullet robåd«, mens formanden for befalingsmændenes fagforening havde svært ved at se meningen i at gå til endnu en begravelse for et af sine medlemmer, var tiden kommet til at sammenligne de smukke mål og de faktiske resultater.

I Jyllands-Posten 4. november efterlyste formændene en exit-strategi, men udenrigsminister Per Stig Møller mente ikke, at det var tid til at se på resultaterne af strategien i Afghanistan: »hver gang man tøver eller antyder exit, skaber man en ny talebaner«.

Sandheden er, at Danmark allerede har en exit-strategi. I 2008 godkendte partierne bag missionen i Afghanistan regeringens strategi for, hvad Danmark vil opnå i Afghanistan frem til 2012. Ifølge strategien er det danske mål, at afghanske styrker i 2012 på egen hånd kan sikre udvikling i centrale dele af Helmand. Målet for strategien er ikke sejr i Helmand; målet er at skabe forudsætningen for, at de danske styrker kan trækkes hjem, mens den afghanske regering fortsætter krigen. Det er en exit-strategi, men en strategi, der åbner mulighed for at diskutere både formen og datoen for exit og forskellige strategier for at nå de mål, som muliggør exit. Afghanistan-strategien kan således være rammen for en række forskellige bud på, hvordan den danske krig i Afghanistan skal kæmpes til ende, også uden at gå Talebans ærinde.

Vi kan tabe ved at fortsætte med det vi gør i dag, eller vinde ved at yde en ekstra indsats. Det er general McChrystals argument for at anbefale sin præsident at sende 40.000 flere soldater til Afghanistan. Gordon Brown har forsigtigt lovet 800 flere britiske soldater. Hvis vores store allierede beslutter at satse flere soldater, så kunne man vel med rette spørge, hvorfor Danmark ikke skulle gøre det samme. I stedet for at styrke indsatsen i Afghanistan, har regering og folketing valgt at åbne en ny mission i Libanon. De 140 logistikere, som forsvaret sender til Libanon, kunne givet udrette meget for den genopbygning, som Afghanistan-strategien identificerer som afgørende for, at vi vinder i Helmand. At de skal bygge broer i Libanon snarere end i Helmand, er et udtryk for, at hvor vigtig den end måtte være, er krigen i Afghanistan ikke den eneste prioritet i dansk udenrigspolitik. Der er en grænse for, hvor meget det betyder for den danske regering at vinde i Afghanistan, og den grænse synes at være nået ved, hvad vi bidrager med i dag.

Hvis vi ikke vil øge antallet af soldater i Afghanistan, så kan vi sende nogle andre soldater. Hvis man, som Søren Espersen (DF), mener, »at den eneste grund til, vi er der (i Afghanistan, red.), er, at vi skal sørge for, at landet ikke på ny bliver en rede for terrorister«, så kommer ideen om, at man skal vinde freden gennem genopbygning og valg i vejen for at vinde krigen mod Taleban og al-Qaeda. Hvis krigen handler om at forhindre, at Afghanistan bliver en terrorrede, så har man i virkeligheden allerede vundet. I fremtiden skal NATO blot sørge for, at al-Qaeda ikke på ny kan oprette træningslejre for angreb på Vesten. Vicepræsident Joe Biden skulle således være tilhænger af, at USA reducerede sin tilstedeværelse i Afghanistan til luftmagt og specialstyrker. Uanset hvad USA vælger at gøre, kan Danmark gå efter en Biden-model, hvor danske specialstyrker kan lade jagten gå ind på terrorister og narkobaroner. Hvis et sådant bidrag kan hvile i sig selv, hvad efterretninger og transport angår, vil både briter og amerikanere hurtigt komme sig over savnet af den danske bataljon. På grund af frømands- og jægerkorpsets størrelse, så ville de ikke kunne være i Afghanistan i årevis. Og når de trak sig hjem, ville den danske krig i Afghanistan være slut.

I stedet for at føre krig, kunne vi hjælpe afghanerne med at kæmpe. 15. oktober argumenterede Jeppe Kofod (S) i Berlingske Tidende for, at den danske Afghanistan-strategi skulle rykke direkte til målet om, at afghanerne selv skal kunne varetage deres sikkerhed. Ifølge Kofods plan skal de danske styrker ikke selv udføre operationer, men i stedet »træne afghansk politi og militær, deltage i deres operationer og støtte dem i nedkæmpelsen af Taleban og andre oprørsgrupper«. Umiddelbart kan træning virke mindre krigerisk, end de kampe i den grønne zone, som har kostet så mange danske soldater livet, men hvis danske soldater skal integreres i afghanske enheder, så vil de tage tab sammen med dem.

At vestlige soldater er sårbare i samarbejdet med afghanerne blev illustreret på tragisk vis, da fem britiske soldater 3. november blev dræbt af en af de afghanske politimænd, som briterne bevogtede et check-point sammen med. Hvis man er parat til at acceptere sådanne tab, vil et fokus på træning flytte ansvaret fra danske til afghanske skuldre. Det har den åbenbare politiske fordel, at et nederlag vil være et udtryk for, at afghanerne ikke har lyttet til deres danskere lærere, mens en sejr selvfølgelig vil være et udtryk for, hvor godt afghanerne er blevet instrueret.

Men det er en politisk ulempe, at denne model vil placere Danmark sammen med Sverige og Tyskland i kategorien af NATO-lande, som helst vil lade andres skuldre bære de tunge byrder. De svenskere og tyskere, som er blevet skældt ud af danskerne for ikke at hjælpe til i Helmand, skal nok værdsætte ironien i et sådant dansk kursskifte.

McChrystals, Espersens og Kofods modeller forudsætter, at vi kan opnå en militær afgørelse i Afghanistan - forskellen i de forskellige løsninger ligger i, hvad man kan opnå og hvordan. Men hvad nu, hvis troen på, at vi kan opnå noget i Helmand, forsvinder? Da kunne man tro, at vi ville trække os ud med det samme, men sådan fungerer koalitionskrig ikke. Som i Irak må vi vente på, hvornår vores tilbagetrækning passer ind i vores allieredes kalender. Mens vi således venter på tilbagetrækningen, kan vi forskanse os i Camp Bastion eller en anden base i Helmand. Det var, hvad briterne og danskerne gjorde i Irak, og eksemplet derfra skræmmer. For jo mere, man forskanser sig, jo mere overlader man initiativet til sine fjender. De vil stadig kunne påføre os tab, når vi bevæger os ud af lejren, og Taleban vil kunne sætte dagsordenen for vores tilbagetrækning, som da et irakisk morterangreb sendte hele den danske afskedsparade i dækning den sidste dag i Irak. De billeder kan forsvaret godt undvære at se en gang til.

At diskutere slutningen på krigen i Afghanistan er ikke at undervurdere de resultater, som Danmark faktisk har opnået i Afghanistan. Der er sket en udvikling og der er blevet bragt et håb om frihed og et bedre liv til en del af verden, der længe har været det håb foruden.

Intet af det var opnået, hvis det ikke havde været for de ofre, som danske soldater har ydet. Det håb og de ofre vil stå tilbage lang tid efter, at den sidste danske soldat har forladt Helmand; men hvordan han forlader Helmand er afgørende for fremtidens danske sikkerheds- og forsvarspolitik. De resultater, som vi opnår i Helmand, vil vi tro på, at vi kan opnå andre steder, og det, vi ikke opnår i Helmand, vil vi ikke tro på, at vi kan opnå andre steder.

Alene derfor er det på tide at diskutere strategien og dens resultater.