Lars Hvidberg: Glem alt om Buena Vista Social Club og livsglæde med løs skjorte i et romantisk-fattigt Cuba: Gorki Águila er en rigtig cubansk punker. Ikke bare spiller han klassisk punkmusik, som The Clash og Sex Pistols, men han er også politisk forfulgt for sin musik. Han må ikke spille offentligt, han har siddet i fængsel flere gange, og han har altid politiet i hælene.

Af Lars Hvidberg, forfatter
Fredag den 6. november 2009, 20:43

Cuba! Det er da noget med dejlig salsa-musik, drinks i Solen og de gamle garvede gutter fra Buena Vista Social Club. Livsglæde og alt det der. Det vil sige: Medmindre du spiller rock eller punk. Og kritiserer Castro. Så ryger du i fængsel. Uanset om musikken er god eller ej.

Gorki Águila er en rigtig punker. Ikke bare spiller han klassisk punkmusik, som The Clash og Sex Pistols, men han bliver også politisk forfulgt for sin musik. Han må ikke spille offentligt, han har siddet i fængsel flere gange, og politiet er altid i hælene på ham. Han lever kort sagt et rigtigt punkerliv, som enhver wanna-be-anarkist kun kan misunde ham - i rigtig konflikt med autoriteterne med en virkelig trussel om repressalier, fængselsstraf og tæv.

Gorki Águila - blandt venner bare kaldet Gorki - er punker på Cuba. Det er derfor, han er forfulgt, og derfor er han en af ø-diktaturets modigste mænd. Det musikglade Cuba er en facade, en potemkinkulisse, der skal få vestlige turister til at aflevere de nødvendige dollars. Virkeligheden er undertrykkelse af alle former for musik, der ikke er godkendt i kulturministeriet.

Mens det i vestlige lande som Danmark er forbundet med betydelig social status at give en musikalsk ’finger’ til systemet, kan det på Cuba være livsfarligt. Che Guevara og Fidel Castro forfulgte i 60erne de langhårede Beatles-fans, som de så som udtryk for vestlig dekadence, og rockmusik blev undertrykt til langt op i 90erne. Nu kan store latinamerikanske navne som Juanes spille i Havana, men kun med mundkurv og betydelige gnidninger med autoriteterne. Den leg gider Gorki ikke lege. »No quiero ser como tú, compañero«, som han synger - »Jeg vil ikke være som dig, ’kammerat’«.

Gorki elsker at provokere. Hans punkband hedder noget så grotesk som Porno Para Ricardo - »Porno til Ricardo«. Da jeg møder ham i september 2009 i Washington DC, ligner han en typisk punker med nittehalsbånd, slidt T-shirt og ring i næsen. Han ser betydeligt yngre ud end sine 40 år, han er venlig og vital, men har også noget hårdt og uforsonligt over sig. Han er med vanlig sans for sarkasme og punket ironi på sin »Friheds-turné« (»Giro de la Libertad«), som han kun har fået trumfet igennem under trussel om at miste statsborgerskabet, hvis han ikke er tilbage på Cuba inden to måneder. Pengene fra turen skal gå til at opbygge et studie i Havana, hvor unge kan spille rockmusik.

Gorki forklarer, at bandnavnet er valgt som et bevidst modsvar til Castros motto om »Fædrelandet eller Døden«: Over for fædrelandets kollektive anonymitet er »Ricardo« individet - »Hr. Nielsen« - og hvor Castro opfordrer borgerne til at dø for sagen, besynger Gorki den hedonistiske livskraft, sex, pornografi, overskridelsen af samfundets normer: »Porno til Hr. Nielsen«. Smagløst og chokerende, javist, men med et formål: Den totale afvisning af et bundkorrupt system. Band-logoet forestiller med ægte punk-attitude et hammer-og-segl, hvor hammeren er erstattet af en kæmpe, vulgær penis.

Sangene lægger heller ikke fingrene imellem: På Porno Para Ricardos nyeste »røde« album findes en sang som »Cómo joder a un comunista« (»Sådan tager du pis på en kommunist«). Teksten til protestsangen »La Agenicia del Rock« (»Rock-styrelsen«) vender sig imod kulturministeriet, som alle musikere skal have tilladelse fra, og indeholder hovedsagelig sætningen »Fuck fuck fuck fuck«. Musikalsk er Porno Para Ricardo ikke noget særligt, men politisk er bandet mere punk end noget vestligt navn. Ikke på grund af udtrykket, men på grund af risikoen.

Albummet indeholder også mere tænksomme provokationer som »El General«, der er en protest imod præsident Raúl Castro, som har fået foræret pladsen efter sin bror: »Raúl, Raúl, fjern dine tanks, Raúl Raúl, så folket kan rejse sig, Raúl Raúl, du er en svindler, Raúl Raúl, ingen kan holde dig ud«. Eller i »Las Malas Palabras« (»De slemme ord«): »Hvad ville der ske med de slemme ord, hvis de aldrig måtte udtales? Hvordan skulle jeg kunne udtrykke min vrede, min sult og mit had uden at kunne slippe dem løs?« For Gorki er netop det at kunne bruge bandeord afgørende: Han bliver nødt til at bande, fordi det er den følelse, det kommunistiske styre giver ham.

Selv siger Gorki, at han ikke er ideologisk eller politisk - han hader bare kommunismen. Han er ikke borgerligt-liberal, ikke USA-elsker, ikke neo-konservativ. Den slags har han slet ikke taget stilling til, for det må han ikke. På Cuba er din ideologi allerede valgt for dig, og det er den hjernevaskende tvang, han siger fra overfor. Det interesserer ham ikke at være konstruktiv. De cubanske politikere forsøger at belære den rockbegejstrede ungdom om, at de skal »være med« og være »konstruktive«. For Gorki er det meningsløst. Han har jo ingen magt. Hans stemmeret er til grin, for der opstiller ingen modkandidater til kommunistpartiet. At kræve, at han skal være konstruktiv, er som at bede slaverne komme med gode forslag til, hvordan man kan forbedre slaveriet. Hvad med bare at afskaffe møget?

Nu kan man indvende, at selve tilstedeværelsen af Porno Para Ricardo er et bevis på, at Cuba ikke er Nordkorea. Der findes et vist frirum til at udtale sig og spille musik. Det er sandt, men det ændrer ikke på, at Cuba er helt i bund, når det gælder ytringsfrihed. Systemkritikere arresteres rask væk, og 22 journalister sidder stadig i fængsel efter at være blevet arresteret i 2003. Styret tillader på ingen måde Porno Para Ricardo at optræde offentligt, og selvom det efterhånden er lykkedes Gorki at indspille fire albums med kontrær punk i løbet af de sidste ti år, er de kun tilgængelige i Vesten.

Faktisk er det kun internationalt pres, der holder Gorki Águila ude af fængslet. I august 2008 blev han fængslet efter at have deltaget i et arrangement i København. Invitationen kom fra foreningen Free Muse, som kæmper for musikalsk ytringsfrihed. Gorki fortalte om sine problemer med de cubanske myndigheder. Da han vendte hjem, blev han tiltalt for at være »socialt farlig« eller »præ-kriminel« - en uklar kategori, hvor man forbryder sig imod den »socialistiske moral« og kan få op til fire års fængsel. Og det er altså ikke nogen cubansk badeferie. Ifølge Amnesty International er det i praksis en tiltale, der kun bruges til at lukke munden på kritikere og dissidenter. En yderligere trussel er, at man som »socialt farlig« kan risikere at ende på sindssygeanstalt på ubestemt tid, fordi man ifølge det cubanske styre må være vanvittig, hvis man afviser socialismen.

Imidlertid førte internationalt pres til, at Gorki endte med at betale en bøde efter fire måneders hård isolationsfængsling. Risikoen for igen at kunne blive arresteret er naturligvis helt reel, men Gorki er næsten dødsforagtende ligeglad. Han går altid med sin T-shirt med Porno Para Ricardo-logoet, og selvom han hele tiden bliver antastet af politiet, bliver han ved med at provokere. Hvis ikke tingene ændrer sig på Cuba, vil han før eller siden ryge i fængsel igen. Derfor er det afgørende, at det politiske pres på Cuba både opretholdes og intensiveres.

I dette jubelår, hvor vi fejrer kommunismens sammenbrud i Østeuropa, skal vi ikke glemme, at det totalitære samfund stadig overlever i hjørner af verden. Modige dissidenter som Gorki Águila vil blive ved med at udfordre tyrannerne, men uden vores støtte kan de ikke overleve.