Hans Hauge. Et dansk universitet i europæisk top-10? Løsningen er et privat universitet i Danmark. Kun på den måde kan målet nås. Og det skal være et eliteuniversitet med brugerbetaling. Spørgsmålet er, om vi er rede til at bryde med traditionerne. Hvis vi lapper videre på det nuværende system, får vi et udvidet masseuniversitet og mere oppositionsvidenskab.

Af Hans Hauge, lektor, dr.phil., Nordisk Institut, Aarhus Universitet
Onsdag den 2. december 2009, 22:30

Lars Løkke Rasmussens mål om, at et dansk universitet skal være »i top-10 i Europa målt ved den anerkendte årlige opgørelse i Times Higher Education« er med en henvisning til Stieg Larsson blevet kaldt et luftkastel. Er det dét? Kan målet nås, og drømmen realiseres? Ikke hvis vi fortsætter som nu. I dag har vi et masseuniversitet. Niveauet er sænket, studierne gjort kortere, og de studerende er blevet ringere. De ved ikke ret meget, men heldigvis er de lærenemme.

Men der er en anden løsning. Den er muligvis realistisk, men den vil betyde et brud med en lang tradition, og det bliver svært at få de progressive og de studerende til at tænke nyt. Hvad løsningen er, kommer jeg til.

Universitetet kaldte man i gamle dage tankens slot. Der sad vi oppe og så ned på verden, virkeligheden og praksis. Universitetet var et eliteuniversitet. Og et dannelsesuniversitet. Det blev skabt for at opbygge nationen. Den nationale kultur udgik fra universitetet, og dermed bidrog det til moderniseringen og industrialiseringen. Den slags opgaver har universitetet ikke længere. Nationen er bygget. Med den nye europæiske universitetsreform er universiteterne kommet ned på jorden og er blevet spredt ud over landet. Nu skal de sikre viden og velfærd. Før kunne studenterne se over til genboerne og især deres døtre; nu går genboerne på universitetet. Og kulturen er udenfor.

De danske universiteter skal konkurrere med hinanden og med de andre europæiske universiteter, ganske som konkurrencestaten Danmark skal konkurrere i en global økonomi. Universiteterne skal kæmpe om at komme i top-10. Hvorfor? Det vil være med til at »brande« Danmark udadtil, sådan som Oxford gør med England.

Finn Borch Andersen, forbundsformand for DJØF, kalder i Politiken (28.11.) Lars Løkkes mål »hul retorik«. Ifølge ham skal regeringen bevilge flere penge, så omfanget og kvaliteten af undervisningen øges. Han ser »selvstudier« som et onde. Hans løsning er at gøre universitetet til et »undervisitet«, som K.E. Løgstrup spydigt kaldte det.

Jeg har ingen viden om, at der undervises for lidt. Jeg vil snarere mene, at der undervises for meget. De studerende tvinges til at sidde til undervisning. Det er ganske begrænset, hvad de lærer i undervisningen, der ofte består af forelæsninger, hvor forelæseren læser sine power points. Imens det sker, er de fleste studerende i gang med at surfe på nettet, se film, svare på mails. Vi skal ikke have bedre undervisning, men bedre studenter, for så bliver undervisningen det også helt uden al den kontrol og de virkningsløse pædagogiske påfund, som vi belemres med.

Borch Andersens fremtidsvision vil gøre universitetet endnu mere til en skole, end det allerede er. Det løser nogle andre problemer, men det vil aldrig nogen sinde kunne føre til, at et af universiteterne kommer med i top-10. Man skal gøre det stik modsatte af, hvad fagforeningsmanden foreslår.

Man skal oprette et eliteuniversitet igen, og med "igen" mener jeg også, sådan som det var før 68. Vi har siden vækstperioden i 60erne udvidet og udvidet og dertil også udjævnet og udhulet. Vi har i dag korte masse­uddannelser. Det har været nødvendigt netop for at få mange ind på universiteterne og få de gamle uddannelser forvandlet til masseuddannelser med det store prestigetab, det nødvendigvis må medføre. Den gamle cand.mag.-uddannelse er væk og er erstattet af den nye ph.d. Ph.d.en er blevet nedgraderet til en magisterafhandling. Flertallet - massen - får en slags mellemlang uddannelse. Fagene er opløst. Dansk fortrænges som sprog og kultur åbenbart med DFs velsignelse. Her ser man, at DF ingen indflydelse har.

Hvad vi kalder universitet er falsk varebetegnelse. Det er reelt, hvad der i USA hedder et college.

Nu kommer det i diskussionen an på, hvilke studier man taler om. Det største problem ved al tale om universiteter, forskning og undervisning er, at man lader, som om alle fag og fakulteter er ens. Når vi skal have universiteter i verdensklasse, tænker man altid og med rette på de nyttige fag, som kan styrke konkurrencestaten Danmark på det globale marked. Når man ser, hvad Aarhus Universitet brander sig selv med, er det næsten udelukkende naturvidenskab. De skjuler helst, hvad der foregår på humaniora. Af gode grunde.

Humaniora, jura og teologi bidrager ikke til vækst og velfærd. Faktisk hindrer de universiteterne i at komme i top-10. Forskning i amerikansk lyrik, Paulus eller Johs. V. Jensen kan næppe styrke Danmarks konkurrenceevne. Det ville hjælpe gevaldigt på hele debatten, hvis man begyndte at skelne mellem de forskellige videnskaber og ikke lod, som om odontologi og dramaturgi var det samme.

Og når vi alle tvinges til at skrive på dårligt engelsk, er det alene for at komme op ad rangstigen. For man bedømmes efter, hvor mange såkaldte »peer-reviewed« artikler der skrives, og efter hvor ofte man citeres. Men den slags er meningsløst for humanioras vedkommende, hvor fagfælle­bedømmelser mest har karakter af politisk censur. Og de af os, der skriver på dansk, bliver aldrig citeret i udlandet. Vi skriver nemlig ikke for at få point, men fordi vi vil sige noget. Systemet dræber humaniora, men fremmer givetvis videnskaberne. Humaniora bidrog til nationalisering, men naturvidenskab bidrager til globalisering. Det er muligt, at målet kunne nås, hvis man skar humaniora væk, men desværre er humaniora det mest populære især blandt kvinder. Løsningen er urealistisk.

Ikke alle danske universiteter kan komme i top-10. Kun ét kan. Hvilket? Ja, den bedste løsning er forskningsminister Helge Sander kommet med 27.11. Vi skal have et privat universitet i Danmark. På den måde kan målet nås. Det skal være et eliteuniversitet med brugerbetaling. Spørgsmålet er, om vi er rede til at bryde med traditionerne. De store masseuniversiteter kan ikke være både til elite og masse på en gang. Kvantitet kan ikke slå om til kvalitet.

Jeg har undervist i et humanistisk fag i 30 år. Jeg har været gennem mange omvæltninger, men den, der foregår nu, er den største. Langt mere revolutionær end studenteroprøret. Humanistisk forskning er ganske enkelt ikke forenelig med den nye universitetsidés "fra tanke til faktura"-tænkning. Men hvis der kom et eliteuniversitet, hvor folk selv betalte, kunne vi også få en humanistisk elite. F.eks. skulle det være sådan, at man kun kunne blive gymnasierektor, hvis man havde gået på eliteuniversitetet.

Humaniora er blevet politiseret siden 2001. Megen humanistisk videnskab er politik forklædt som videnskab. Humanistisk videnskab er oppositionsvidenskab. Det ville ophøre på et privat universitet.

Lars Løkke Rasmussen fortsætter: »Stærke faglige og forskningsmæssige miljøer smitter positivt af på hele samfundet. På de øvrige uddannelser, på virksomhederne og på resten af samfundet. Hvis eliten ligger lige om hjørnet, er den ikke så afskrækkende«. Som det fremgår, bruger han her ordet "eliten". Det er et virkeligt nybrud, som Sander har fulgt op på. Vi har eliteidræt, og vi skal selvfølgelig også have et eliteuniversitet - endda lige om hjørnet. Hvor er hjørnet? Hvorfor ikke et sted i Sønderjylland tæt på Europa? På den måde kan vi få et universitet i top-10. Men hvis man lapper videre på de nuværende, får man et udvidet masseuniversitet og mere oppositionsvidenskab.

Drevet af Disqus

Klik på anméld for at anmelde en upassende kommentar til redaktionen.

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites