Kriminalinspektør Moos fortæller

Jørn Moos var efterforskningsleder under sagen mod Blekingegadebanden. Det var ham, der tidligt mistænkte den venstreradikale gruppe for en række røverier, og det var ham, der gik i spidsen, da kriminalpolitiet fandt den hemmelige lejlighed i Blekingegade og med vantro øjne så det kæmpelager af våben, som banden havde samlet der.

Det er altså et velvalgt tidspunkt, forlaget People’s Press har valgt til at udsende Jørn Moos erindringer, bearbejdet af to journalister og udgivet under titlen »Blekingadebetjenten«.

Bogen supplerer fint Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden, der også udsendes i dag. Hvor Knudsen koncentrerer sig om bandens aktiviteter, får vi med Roos’ erindringer sagen skildret fra politiets side. Det er næsten lige så spændende som Peter Øvigs bog. Der er ikke angivet kilder i bogen, der kan dokumentere troværdigheden af erindringsbogen, men det meste lyder særdeles plausibelt. I Roos’ bog får vi indsigt i det kolossale arbejde, der lå bag politiets bestræbelser for at komme en løsning nær.

De store spørgsmål
På flere punkter ligger Jørn Roos ganske tæt op ad formodninger i Peter Øvig Knudsens bog. Således undrer Jørn Moos sig også over, at PET i ti år holdt bandens medlemmer under observation, uden at organisationen orienterede politiet om deres viden og mistanker.

Det undrer også Roos, ligesom Peter Øvig Knudsen, at justitsministeren i 1983 forhindrede Lyngby Politi i at få udleveret to palæstinensere, der ved deres arrestation i Frankrig var i besiddelse af pengene fra Lyngby-kuppet.

Og allermest undrer det Roos, igen ligesom Peter Øvig Knudsen og sikkert også resten af landets befolkning, at tiltalen for medvirken til terrorisme og samarbejdet med PFLP blev fravalgt, da retssagen begyndte. Han synes at hælde til den anskuelse, at det var tale om en politisk aftale for at forhindre, at Danmark blev ramt af palæstinensisk terror. Dette spørgsmål vil plage landet i fremtiden, men der er stadig ledende jurister fra Justitsministeriet, der må være i stand til at besvare spørgsmålet.

Roos og hans efterforskere blev dybt forbløffet over de milde domme bandemedlemmerne fik. Roos mener forklaringen er, at nævningetinget blev udvalgt fra de politiske partier i København, og de kom til at bestå af venstreorienterede typer fra Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet, SF og VS. Disse »idealister« ville ikke dømme for hårdt, fordi banden jo havde begået røverier i »en god sags tjeneste«.

Opklaringsarbejdet og retsforløbet er glimrende skildret, og her får vi oven i købet fortalt den pinagtige affære med politiadvokat Ole Weikop, som Peter Øvrig Knudsen har fravalgt. Weikop var udset til at lede anklagemyndigheden, men han var ude af stand til at holde bøtte, og på en café sad han og bralrede op om sagen og sin procedure over for folk, der selv var under mistanke. Horribel inkompetence.

Der er flere passager, hvor Roos ikke kan skjule sin harme. Han fortæller således, at en kvindelig læge misbrugte sit erhverv til at skaffe patientoplysninger til banden. Alligevel gik lægen helt fri og fik endda lov til fortsat at praktisere. Hvordan kan den slags gå til, spørger Roos med god grund.

Foruden sagen om Blekingadebanden er der fine kapitler om Jørn Roos tid som ung betjent på Nørrebro, demonstrationerne mod den amerikanske ambassade og Verdensbanken i begyndelsen af 1970erne, politimorderen Palle Sørensen og meget andet.