Veloplagte Love Shop

De nye sange overstrålede de gamle, da Love Shop rundede Roskilde.

Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Dannebrog dækker væggen bag scenen. Dybrødt, kridhvidt og et sjældent syn i en rockverden, der har det med at forbinde flaget med alskens utøj – nationalisme, fremmedhad og slige sager.

Det giver nu alligevel god mening, at Love Shop har det med på turne. Ikke fordi de støtter op om de nævnte fyord, men fordi der er noget særligt dansk ved deres sange. Et strejf af blånende sommeraften, af mild efterårsmelankoli, af vinterligt vemod.

20.15 træder Love Shop så ind foran flaget på Gimle i Roskilde, hvor publikum – som er ovre den grønneste ungdom – tager hjerteligt imod bandet, der engang var en kvartet, men nu er en duo.

I aften er forsanger Jens Unmack imidlertid alene med de fem backingmusikere. Sygdom har tvunget Henrik Hall i sengen, og det er mere end almindelig sørgeligt, at han ikke kan være med til at fejre »Frelsens Hær«, som Love Shop udgav for nylig – efter syv års pladepause.

Det er faktisk bandets bedste. En strålende samling sange, som åbner med »Redningsklar«, der også byder publikum velkommen i Gimle med sin prøvende og purt poetiske sammenføjning af elektronik, guitarer og pulserende beats.

Sølverne guitarlinjer

Kent ligner forbilledet her, men i den efterfølgende »Ikke Langt Herfra« er vi i rent Love Shop-land med blidt bøjet melodik og Unmacks lyriske, let raspede sangforedrag, hvor »Stjerner står på himlen/som vil falde for dig«.

Siden følger 17 numre, som kulminerer i den skønt skurrende »De Elskende«, i den disede »Drømmeslottet« og i den omkvædsstærke »Fester i Danmark«.

Tre spritnye supersange som får gamle live-favoritter som »Love Goes On Forever« og »Copenhagen Dreaming« til at virke udtjente og temmelig traurige. Og der er indimellem døde perioder i det 105 minutter lange show, der dog løfter sig betragteligt under den sværmeriske genistreg »En Nat Bliver Det Sommer«, som falder som ekstranummer.

Det skridsikre band lægger sig sikkert og nænsomt om den 20 år gamle klassiker, og Jens Hellemann spiller det sublime guitarstykke så sølverne smukt, at Hilmer Hassig ville have smilet.

Her bliver det pludselig dansk sommer i november. Midt i en forfrossen provinsby.

Et stort, silkestærkt øjeblik på en aften, som har sine stjernestunder – og sine blundere.

- Love Shop på Gimle, torsdag.