»Har du det mon ligesom mig/Jeg kan se du har grædt igen/Står du ved en skillevej/Jeg tror jeg ved hvor vi skal hen.«
Man kan ikke just påstå, at Rasmus Seebach vikler sine vers ind i listige lyriske figurer og forfinede litterære finter.
Det er derimod strofer skrevet lige ud af talesproget uden den fjerneste frygt for udtrådt metaforik og de bygger således videre på en poptradition, som Thomas Helmig sejrede med i 1980erne, som Nik & Jay siden fulgte op på, og som et nyt kuld af kunstnere nu har succes med.
Og altså ikke mindst manden som lørdag aften stod på Godsets lave scene med 90.000 solgte debutplader i ryggen og med et publikum foran sig, der ikke kerede sig om sprogligt schwung, men tydeligvis tændte på den inderlighed og troværdighed, som vindes ved denne form for direkte verseskrivning.
At Seebach også ved, hvordan man skærer en popmelodi, det viste han allerede med åbneren »Lidt i fem«, som blev blev båret ud i salen af et kildrende piano, en kækt cyklende rytmik og et smittende uh-uh-omkvæd.
Siden faldt alle de øvrige sange fra albummet, som backingbandet tilførte en kende mere power, og med en smilende Seebach i front der i sin sorte skjorte og med sit tilbagetrukne hår mest af alt lignede L.O.C. - på Prozac.
Men manden er ikke rapper, han er skønsanger, og viste sin blide styrke i gigahittet »Engel«, hvor fællessangen øjeblikkeligt brød ud blandt publikum, der fordelte sig på teenage-piger og kvinder mellem 30 og 50.
Disco Tango a la snak
At salen så skulle have »Engel« i en pianoversion og i en bandudgave var svært at forstå, ligesom Seebach havde en skrækkelig uvane med hele tiden at tale om, hvor hyggeligt det hele var.
»Nøøj, hvor jeg hygger mig«, »Det er godt at hygge sig«, »Vi hygger os, ik?«
Jo, jo, det gjorde alle da, men bemærkningerne punkterede stemningen og distancerede ham fra publikum, selvom det modsatte utvivlsomt var intentionen.
Men Seebach gjorde sig faktisk bedre i Kolding end på plade og var sluppet fri af dennes ualmindelig fesne produktion, hvilket i dén grad gavnede »Den jeg er« - en art åbent brev til hans afdøde far, Tommy – som stod rigtig stærkt mellem spillestedets træbjælker.
Det samme gjorde farens signatursang »Disco Tango«, der kom som ekstranummer, men samlet set blev det dog til for lidt for den noget nervøse og såre sympatiske Seebach, som helt sikkert kommer til at give bedre koncerter end denne.
Han skal blot lære at slappe lidt af, tie stille mellem numrene og bare nøjes med at synge sine vers.
Og at popkometen vitterligt ved, hvad versene er for nogle størrelser, det afslørede et par af aftenens syng-med-linjer:
»Uh, jeg ved det er simpelt/Ved det ik er stor poesi/Uh, det er jo bare mine tanker.«
Hvilket jo også er alt nok – for en mand med et godt popøre og et smørsmurt stemmebånd.
- Rasmus Seebach på Godset, lørdag.
