Man skal se Rammstein én gang, før man dør. Det vil ingen fortryde. For mage til inferno af muskulær æstetik, provokerende tekstlige og dramaturgiske flirts med tabuer som nazisme, stenhård S/M-sex og i 2009 sågar Fritzl-sagen fra Østrig. Det hele pakket ind i en omgang pyroteknik, i ild, flammekastere, røgmaskiner, fyrværkeri, pik-formede skum- og konfettimaskiner og lyseffekter uden lige på den internationale underholdningsscene. Og, selvfølgelig, i militaristisk metalrock på tysk, tank-tung bas- og trommer og altødelæggende mortérguitarer - på toppen af popmelodier så klare, at man ikke kan undgå at vugge med i takt: »Links eins, zwei, drei, vier, links....«
I lidt mere end halvanden time lyder det ganske ens, som et elektrificeret, Wagnersk inferno. Numrene fra nu seks plader, den sidste efterårets »Liebe ist für alle da«, er brutale schlagere brølede ud over scenekanten af den tidligere svømmer Till Lindemann, en mægtig machomand, man ikke just har lyst til at møde i en mørk allé i Lindemanns bandomskvarter bag den pulveriserede mur. Lyden, metallen, rammer sit publikum med en urkraft. Publikum går bersærk i frådende eufori og skoletysk alsang.
Anderledes var det ikke i Forum denne klimakolde tirsdag. Gad vide hvor mange CO2-kvoter Rammstein fyrede af indendøre, mens de tilrejsende delegerede og private frøs røven af i den gode sags tjeneste andre steder i den danske hovedstad.
Større vinger live
I Forum er der staffage overalt, men der er bund i den. Det har der ikke altid været hos Rammstein, men det er der nu. Og de 10.000 publikummer - 97 procent mænd på mere end 185 cm - 90 kilo og med maksimalt tre mm hår på toppen. Den slags fylder ulige meget mere end det tilsvarende antal småpiger til en boybandkoncert. Så salen var pakket, stank af endorfinsved og damp fra de mere end lunkne fadølspytter på gulvet. Men det var ét fedt. De nye og på plade semikedelige numre fra Rammstein fik større vinger live, og suppleret med klassikere som »Keine Lust«, »Du Hast«, »Asche Zu Asche« og ekstranumrene »Sonne« og »Engel« gik det faktisk ganske godt. En førstegangsgænger vil uden tvivl huske koncerten for evig og altid.
Har man derimod fulgt tyskerne i hovedparten af deres 15 år sammen, ja, så var det stadig et godt show, mere stillestående og mere æstetisk end sidst, de var i Forum. Men Rammstein skal ikke kæmpe længere. De skal ikke overbevise nogen, kan ikke længere frembringe en respons på provokationen alene. Selv de største tabuer har fået ben at gå på, ja, selv i Tyskland har man bl.a. med ikke uvæsentlig støtte fra film- og musikindustrien i de seneste ti år taget hul på de to mest tabuiserede perioder i landets historie, nazitiden- og de efterfølgende årtier med DDR.
Spørgsmålet er, om tiden er ved at være moden til, at Rammstein skal genopfinde sig selv. At dømme ud fra deres plader er svaret et rungende ja, men efter en aften med denne helt særegne form for blitzkrieg, er svaret et endnu større »NEIN«.
