Den britiske stjerne leverede en sikker, men noget anonym soulpop-vare i Falconer Salen.

Af Jeppe Krogsgaard Christensen
Fredag den 16. oktober 2009, 14:30

Der er musik, som kræver sin lytters opmærksomhed, og så er der musik, som fungerer fint som bagtæppe i tøjforretninger, på cafeer og til middage.

Til sidste kategori hører britiske James Morrison, der tonede frem i soulpop-landskabet i 2006 med »Undiscovered«, som kunne mønstre indtil flere radiohits, og sidste år fulgte han op med den smukt betitlede og ligeledes hittende »Songs For You, Truths For Me«.

Torsdag aften var James Morrisons danske pladekøbere så troppet op i Falconer Salen, og af den lyse jubel fremgik det, at hans publikum mestendels består af piger og kvinder.

Og de så – sammen med deres medbragte kærester og ægtemænd – stjernen sætte skred i det halvanden time lange sæt i åbenstående rød skjorte, hvid undertrøje og med en western-guitar mellem hænderne.

Det sidste var nu ikke til at høre i den energiske åbner »The Only Night«, hvor pianoets tangenter trak fine mønstre i den enkle melodi.

Manden i spejlet

Siden bølgede Morrison og hans syv medmusikere mellem ballader og uptempo-numre, og salen fik alle hitsene, som klogeligt var spredt over hele sætlisten.

Der blevet således gynget lidt i knæene og sunget pænt med under »Broken Strings«, »You Give Me Something«, »Wonderful World« og en akustisk og nedbarberet cover-version af Michael Jacksons »Man In The Mirror«.

Alt sammen driftsikkert og professionelt og med James Morrisons sandblæste, let hæse og soulede stemme i centrum. Men arrangementernes ensartethed lokkede indimellem kedsomheden til, og hovedrolleindehaverens evne til at skabe kontakt til publikum var heller ikke til mere end »Tak, København«, »I er et fantastisk publikum« og »Sikke koldt det er udenfor«.

Decideret dårlig var koncerten nu aldrig, blot en kende anonym – som lydsporet i tøjforretninger, på cafeer og ved middagsselskaber vist skal være.

- James Morrison, Falconer Salen, torsdag.