Farverig Pink

Hitsene sad tæt, da den amerikanske popstjerne forvandlede Forum til en blanding af Bakken og Cirque du Soleil.

Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Rosenauer

Hun ligner en ung udgave af Billy Idol med sit blegede hår og skævtrukne smil, som sikkert er blevet til hjemme foran spejlet.

Men hendes brug af humor, inderlighed, seksualitet og hurtigtvirkende melodier har ført hendes pladesalgskurve op i et leje, han kun kunne drømme om.

Og lørdag aften gik Alecia Beth Moore, bedre kendt som popidolet Pink, så på scenen i Forum. Eller rettere: Hun blev løftet op og ind ved hjælp af et wire-træk og med en lang orange fjerhale vajende under sig.

En entre som stod glimrende til scenedesignet under hende, der tog sig ud som et burlesk møde mellem Bakken og Cirque du Soleil, og hvor det myldrede med gøglere, harlekiner, trapezkunstnere og kulørte dansepiger.

Trods vrimlen var der aldrig tvivl om, at det var Pink, der spillede hovedrollen, og publikum tog hengivent imod hendes sæt, der bød på alle de hits, hun har været så leveringsdygtig i siden debuten i 2000.

Energi og nærvær

»So What«, »Sober« og »U + Ur Hand« var således nogle af de numre, hun og backingbandet føjede til cover-versioner af blandt andet Queens »Bohemian Rhapsody« og Divinyls’ vidunderlige og vidunderligt sexede »I Touch Myself«.

Sidstnævnte blev da også givet af en letpåklædt Pink, som lå henslængt på en sofa, hvor mandehænder greb op igennem det dybrøde plys og kærtegnede hendes køn og bryster.

Ikke just familieunderholdning, og salens mange fædre og mødre fik travlt med at aflede de små purkes opmærksomhed. Men det meste var dog for de fleste på denne aften, hvor Pink lyste op med et nærvær og en energi, som snildt matchede showet omkring hende.

Det akustiske kapitel midt i koncerten var dog knap så heldigt. Her blev Pinks vokale mangler udstillet, og her glemte hun sågar et vers eller to. Nej, hendes force lå og ligger i de raske og udadvendte sange, som når frem til syng-med-omkvædet i en vis fart. Og ikke i at sidde og fedte med en akustisk guitar på en hård taburet.

Det afholdt hun sig da også fra det meste af tiden i et festligt, flamboyant og flimrende Forum.

Lykkeligvis.

- Pink i Forum, lørdag.