Helt perfekt. Ja, den første rigtige sommeraften - og så musik i den solide Fredagsrock-tradition med en tusindtallig tilhørerskare. Men også - tilsyneladende overalt i denne skare - en lidt sær blanding af opmærksomhed og begejstring og dertil personer med en uendelig trang til verbal kommunikation.
Men det er så lige her, den 30-årige britiske sanger og pianist Jamie Cullum viser sin suverænitet. Med sin udstråling og overrumplende musikalitet kan han skære igennem, så man glemmer den omkringværende støj, og, ja, tilmed kan han gang på gang lægge en dæmper på snakkehovederne.
Jamie Cullum er en lille energiladet spirrevip - med tydelig glæde ved at synge, spille og underholde. Som få andre kunstnere med umiskendelig base i jazzmusikken har han opnået idolstatus - uden på noget tidspunkt at sælge ud af sig selv. Der er selvfølgelig hen ad vejen en god portion af rock og pop, blandt andet i den udadvendte »Get Your Way« med herlige slaglinje »What Game Shall We Play Today«, men efterfølgende bliver det helt naturligt til uforfalsket jazz med Cole Porter-klassikeren »Just One Of Those Things«. Og det swinger i »klassisk« forstand - voldsomt og medrivende - med solide soli fra tenorsaxofonisten Tom Richards og trompetisten Rory Simmons - og ikke mindst fra Jamie Cullum selv, der med virtuositet og opfindsomhed fastslår, at han er en mesterlig jazzpianist.
Mesterlig sanger
Og så er Jamie Cullum da mindst lige så mesterlig som sanger. Han synger så flot og så flabet i en tilbagelænet - helt personlig jazzcroonerstil, og han bevæger sig med samme troværdighed i en gammel ballade som »If I Ruled The World« som i et løssluppent værk, hvor han ubesværet inddrager publikum i det dynamiske omkvæd: »I Feel Fine«!
Det bliver også til gode udflugter med jazztrio-musik, hvor Jamie Cullum bliver fornemt ledsaget af trommeslageren Brad Webb og bassisten Chris Hill, og sidstnævnte er eneakkompagnatør, da sangeren giver en forrygende version af endnu en Cole Porter-klassiker - med direkte adresse til publikum - »I Get A Kick Out Of You«.
Det er kort sagt et handlingsmættet show, og de to timer flyver af sted for at kulminere i Jimi Hendrix' »The Wind Cries Mary«, hvor man endnu engang fascineres over Jamie Cullum - hans stemme, hans klaverspil og hans vedvarende energi.
