De blinkede blidt i mørket over scenen. Som ildfluer i en sommernat. Eller vinkende aftenstjerner.
Men det var ved nærmere eftersyn glødepærer i ganske almindelige sylteglas. Og det fine illusionsnummer er faktisk ganske sigende for Grizzly Bear, der tidligere på året udgav det suveræne album »Veckatimest«, som etablerer et livfuldt, lyrisk og eventyrligt univers via det velkendte.
Guitar, bas, tangenter, stemmer og en slidt stak vinyler med Beach Boys, Nick Drake og Mercury Rev. Det er i bund og grund det hele – og er alligevel så uendelig meget mere.
Nuvel. Tirsdag aften stod Grizzly Bear i et udsolgt Store Vega, hvor de smukke, de kloge og de unge tog kærligt imod Brooklyn-kvartetten, som i pærernes skær bevægede sig ind i »Southern Point«, hvor en blødt swingende, let jazzet intro umærkeligt løb ud i et medrivende og smukt rullende refræn.
Siden fulgte »Cheerleader«, som i endnu højere grad søgte skønheden med sin sart svungne melodi og sine dagklare vokaler. Og som de fire stod dér bag mikrofonerne i deres forvaskede t-shirts og med deres indie-rigtige frisurer, ja, så lignede de en million andre bands.
Men firebandens musik forsager ikke desto mindre enhver etiket. Psych-folk, neo-psykedelia, freak-folk. Jo jo, mange har forsøgt sig. Uden held.
Og det spiller sådan set heller ingen rolle, hvad musik-autister rubricerer dem som, og slet ikke under den første af aftenens to stjernestunder, nemlig den hypermelodiøse »Two Weeks« hvor Ed Drostes smidige og ubegribelig smukke stemmebånd vibrerede med patos og poesi.
Engel på speed
Under denne milde magtdemonstration indtog Dan Rossen positionen som himmelsk harmonimester, så selv Brian Wilson ville have nikket anerkendende. Men da aftenen nåede frem til det 15. og sidste nummer, var det Rossen, der løb med hele opmærksomheden. Den sindssvagt smukke »All We Ask« blev således givet med western-guitar, tamburin og stilfærdig rumsteren på det rudimentære trommesæt og med Rossens stemme som det bjergtagende centrum – knirkende skøn og med en manisk, let urovækkende efterklang.
En engel på speed, en djævel på morfin eller noget helt tredje, som under alle omstændigheder stod perfekt til resten af det indfølte og uhyre vellydende orkester.
Det skal dog i sandhedens trælse tjeneste siges, at den 85 minutter lange seance også bød på mindre interessante passager, hvor Grizzly Bears evner ikke blev omsat til stort andet end stillestående musiceren og ligegyldige mærkeligheder, og hvor de fantastiske fire ikke rigtig ydede det konsekvent fine melodimateriale retfærdighed.
Her blev de dansende ildfluer pludselig til glødepærer i glas med skruelåg og sangenes eventyrlighed til trommer, guitar, bas, tangenter og stemmer.
Men oftest holdt den lysende illusion – mens vintermørket buldrede udenfor.
