Peter Kurrild-Klitgaard: Det ganske særlige, som journalister og kommentatorer (og politikere) ofte glemmer, er, at det i nyere dansk politik faktisk hører til sjældenhederne, at der kommer et regeringsskifte ved, at vælgerne afsætter en regering. I de fleste nulevende danskeres liv er det faktisk kun sket én gang: ved »systemskiftet« i 2001.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, debat@berlingske.dk
Torsdag den 19. november 2009, 22:30

Svinger der et stort politisk pendul? Altså sådan at efter nogle år med én fløj eller ét parti ved magten, så skifter denne uvilkårligt til den anden side? Sådan kunne det nogle gange føles. Og oven på et kommunalvalg som forleden, og mediernes poppede dækning af samme, kunne man tro det.

Det er jo, på den ene side, set naturligt, hvis der skulle være en slags ebbe og flod, med op og nedture for de forskellige fløje, og den politiske historie er i de fleste demokratier fyldt med eksempler på magtskifter frem og tilbage. Intet parti og ingen fløj kan i længden være succesrigt, hvis modstanderne ellers er nogenlunde fornuftige, for hvis én strategi systematisk virker og vinder, vil de andre - oppositionen - næsten med garanti kopiere den, og så virker den ikke mere.Nedslidning er også en næsten uundgåelig ting, fordi en regering eller et parti uvilkårligt får akkumuleret en række problemer og »sager«, der gør en del af vælgerne skeptiske, ligesom dårlige politiske beslutninger på ét tidspunkt kan gøre det sværere at manøvrere på et senere.

Men på den anden side er det let at lave fejlslutninger eller generalisere på baggrund af nogle enkelte observationer. Det kan jo ikke være nogen naturlov, at et parti eller en fløj, der har haft magten i et demokrati, men som har mistet den, vil få magten igen, bare fordi det tidligere er sket. Tag f.eks. det britiske Liberale Parti, der blev grundlagt i 1859 som en efterfølger til Whig-partiet og med 40 til 60 procent af stemmerne dominerede britisk politik helt frem til 1. Verdenskrig. I mange år regnede mange med, at partiet ville vende tilbage til magten, men sker det nogensinde? Nej, det gør det med sikkerhed ikke, for efter at have været permanent i opposition, siden Labour partiet blev større i 1920erne, blev De Liberale reelt nedlagt i 1988 til fordel for en fusion med Socialdemokraterne.Nogle gange sker der så store ændringer i et lands politik og dets partisystem, at intet bliver helt det samme igen.

Et eksempel på en sådan fejlslutning kunne man for nylig se TV2s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, lave i denne avis, hvor han skrev følgende: »Kloge folk hævder, at politik bevæger sig i cykler af otte-ni års varighed. En regerings fortræffeligheder ufortalt: Når der er gået disse knap ti år, er vælgerne ved at være modne til et skift. Karakteristisk er det også, at en politisk cyklus er præget af én enkelt mand (...) 80erne tilhørte Schlüter. 90erne var Nyrups. Hvorefter Anders Fogh Rasmussen fik sit eget årti. Godt nok får Lars Løkke Rasmussen så lige lov at runde det af, men det er vist mest på en slags afbud«.

Analysen lyder umiddelbart besnærende: Schlüter sad i lidt over ti år, Nyrup i knap ni, og den nuværende regering vil ved næste valgdag have siddet ni-ti år, og så burde det jo - måtte man forvente - være tid til et nyt skifte. Men holder analysen ved eftersyn? Næppe.

For kloge hoveder vil også vide, at i de 14 år før Schlüter, var der slet ikke nogen enkelt mand, endsige regering, der sad på magten. Snarere var der hele fire forskellige statsministre (Baunsgaard, Krag, Jørgensen og Hartling) og fire forskellige typer regeringer (VKR, S, V, SV). Mindst to gange (1971 og 1973) afsatte vælgerne en siddende regering, men ved 1975-valget fik man faktisk en regering, som et flertal ikke ville have, og i andre tilfælde var der tale om rent parlamentariske manøvrer. I det halvandet årti før denne periode (1953-1968) var der rigtigt nok tale om solid Socialdemokratisk dominans, men langtfra stabilt (fire forskellige statsministre, tre forskellige regeringskonstellationer). De første otte år efter Samlingsregeringen i 1945 passer slet ikke til Qvortrups analyse, med konstant skiftende regeringer (V i 1945-47, S i 1947-50, VK i 1950-53).

Med andre ord findes Qvortrups cykel højst fra Schlüter og frem - men selv her holder den jo ikke rigtigt. Det ganske særlige, som journalister og kommentatorer (og politikere) ofte glemmer, er, at det i nyere dansk politik faktisk hører til sjældenhederne, at der kommer et regeringsskifte ved, at vælgerne afsætter en regering. I de fleste nulevende danskeres liv er det faktisk kun sket én gang: ved »systemskiftet« i 2001. De andre gange, hvor magten er skiftet side i nyere tid (1982, 1993) har det været ved, at et parlamentarisk støtteparti skiftede side. Eller udtrykt med tal: Siden »jordskredsvalget« i 1973 har vi haft i alt 17 regeringer og seks forskellige statsministre baseret i 13 folketingsvalg - men med kun to valg, hvor man utvetydigt kan sige, at vælgerne har afsat en regering. Ikke megen »cykel« over det.

Men sådan ser det ikke ud andre steder. I USA er det f.eks. tydeligt om, at magten ikke ligger solidt ét sted, men skifter næsten pendul-agtigt. F.eks. har præsidenterne siden 1868 delt sig relativt lige mellem Demokraterne (11) og Republikanere (16), og opdelt på valgsejre står det endnu mere lige (15 mod 21).

Oven i købet har man i USA siden 2. Verdenskrig kunnet se et nogenlunde fast mønster: Et parti, der har fravristet præsidentembedet fra det regerende parti, vinder som regel også det næste valg, og får altså ofte to perioder i træk. Til gengæld er det sjældent, at et parti vinder tre sejre i træk: Det er kun sket én gang i perioden (for Republikanerne 1980, 1984, 1988), og siden Demokraternes fem sejre på række 1932-48, er det helt uhørt, at et parti har vundet mere end tre gange.

Hvorfor den store forskel mellem Danmark og USA? Hvorfor er der klare »cykler« i amerikansk politik, men ikke herhjemme? Nogle ville måske gætte på, at den politiske kultur er forskellig, men mere grundlæggende ligger svaret uden tvivl i valgsystemet. Det amerikanske valgsystem frembringer i længden - på godt og ondt - kun to store partier på landsplan. Dermed er det altid muligt (med rette eller urette) at stille præsidenten og hans parti til ansvar for udviklingen. Men hvem skal man straffe eller belønne i et partisystem, hvor vi måske har ti partier i Folketinget, og hvor ingen kan regere alene? Her bliver billedet uvilkårligt grumset, og så forsvinder hele logikken i de politiske cykler.