Hvorfor er læreren blevet en ven, man er dus med?

Hvorfor indledes dagen ikke med en morgensang, så eleverne lærer højskolesangbogen, sig selv og deres land at kende? Hvordan er studieture blevet til druk- og festture frem for dannelsesrejser? Og endelig da: Hvorfor er læreren egentlig blevet en ven, man er dus med, frem for timens myndige samlingspunkt?

»Hvorfor er der ikke her som i Frankrig forbud mod mobiltelefon i timerne, medmindre det har faglig relevans? Hvorfor bortviser vi ikke konsekvent uromagere, der ødelægger skoledagen for sig selv, men langt værre også generer undervisningen for de mange elever, der gerne vil?« spørger Morten Messerschmidt. Ida Guldbæk Arentsen

Dette er en del af en pro et contra. Du kan læse Stine Bosse argumentere for det modsatte synspunkt her.

»Barnet, der læser, tænker ikke; det læser kun. Det lærer ikke noget, kun ord. Lad ham selv se problemerne og lad ham selv løse dem. Han må ikke have sin viden, fordi De har fortalt ham noget, men fordi han selv har forstået tingene. Lær ham ikke videnskab, men lad ham opfinde den!«