Anne Sophia Hermansen: DR2 har i forbindelse med deres nye program “Hjælp - min kone er skidesur” testet surhedsgraden i de danske ægteskaber. Og den er ret syrlig. Men mandeklynk er nøjagtig ligeså triviel og kedelig som kvindebrok.

Af Anne Sophia Hermansen
Lørdag den 31. oktober 2009, 15:18

Enten en eller flere gange dagligt. Så ofte er hun sur. DR2 har i forbindelse med deres nye program “Hjælp - min kone er skidesur” testet surhedsgraden i de danske ægteskaber. Og den er ret syrlig, hvis undersøgelsen står til troende. I skrivende stund mener næsten halvdelen af dem, der har deltaget på programmets hjemmeside, at deres kone er sur mindst en gang dagligt, og rigtig mange mener desuden, at der kommer et sted mellem 50 og 100 procent brok ud af munden på hende.

Tjek selv her. Hjemmesiden giver masser af stof til eftertanke, og underholdningsværdien er i den høje ende. Jeg går ind på siden torsdag aften, kort før programmet om de skidesure koner bliver sendt første gang. Forsynet med nysgerrighed og en kop chai og glæde over, at DR tager sine public service-forpligtelser så alvorligt, at der nu skal ruskes lidt i den danske skvat-mand og hans kvindelige modstykke dræbersneglen.

På hjemmesiden kan man blandt andet bygge sin drømmekvinde og få vurderet, hvor realistisk hun er. Jeg prøver at bygge hende, sådan som jeg tror, mænd fantaserer om hende: Bimbo, seksuelt underdanig, legesyg, risikovillig. Resultat: Superwoman! 18 procent realistisk (er hun seksuelt dominerende er hun endnu mere drømmekvinde – og 13 procent realistisk).

Og bagefter bygger jeg så kvinden, sådan som vi oftest er: Kontrolfreak, seksuelt traditionel, huslig og til hjemmehygge, værsgo’: 78 procent realistisk. En Mette Medium-kvinde, som computeren ønsker mig tillykke med at have valgt, for den slags kvinder er der nemlig MASSER af, siger den.

Forsynet med egenskaber, der gør mig 44 procent realistisk, tænder jeg klokken 22 for fjernsynet og ser, at det overvejende er den gamle garde fra Mads og Monopolet, der rasler med sablerne: Asger Aamund, Søren Pind, Søren Fauli og Mads Christensen. Egentlig et meget lovende udgangspunkt, men selv om jeg ikke har haft en specielt hård uge, er jeg ved at falde i søvn halvvejs inde i ”Hjælp – min kone er skidesur”. Mandeklynk er nemlig nøjagtig ligeså triviel og kedelig som kvindebrok. Overraskelserne står i kø som på et plejehjem.

Vi er vidne til mænd, der beskriver deres hjemløshed i hjemmet og manglende stemmeret i parforholdet. Der har kapituleret ved fuld bevidsthed og nu sidder og smiler som en heliumstiv Side 9-mand fra BIVA-kataloget. Jeg bliver så træt. Så mand dig dog op, mand.

Jeg hæfter mig ved, at Søren Pind siger, at vi kvinder har givet mænd ble på hovedet, og at vi ikke kan få det godt nok. Vi har dresseret ham til at lave mad, gøre rent, se efter ungerne, ikke strinte på toiletbrættet og til at gå med hjemmesko, selv om hjemmesko i virkeligheden er dybt umaskuline og i samme testosteronkrænkende familie som luffer og manglende kørekort.

Men problemet er jo ikke, at vi ikke kan få det godt nok. Problemet er, at vi har fået det alt for godt.

Vi har fået alt det, vi drømte om. Faktisk alt det, som Steffen Brandt sang om tilbage i 1987, da han med ”Tidens kvinder” forsøgte at karakterisere den moderne kvinde (og mand).

Men bemærk, at manden dengang var i stand til at elske hårdt og brutalt. Ikke kun være blød, men også rå. Det er vores marcipankindede Bubbermand sjældent, dertil er han for dresseret og undskyldende, han er det til dato mest eksotiske dyr, vi har spærret inde i vores forestillinger om det gode liv.

Var jeg gammel rødstrømpe, ville jeg sidde med en følelse af, at vi havde sejret ad helvede til – eller tænke som Dr. Frankenstein: ”I’ve created a monster”, når jeg så på den såkaldt moderne kvinde. Både på dræbersnegls-kvinden, hvis mand og libido er til pynt, og på karrierekvinden, der opfører sig som et kvindeligt modsvar til den drengerøv, hun forsøger at domesticere, mens hun selv flyder rundt i rudekuverter og cocktails på Ruby’s.

Men heldigvis skal det hele nok gå. Ellers er der jo både Carl-Mar Møllers nordsjællandske gård og Copenhagen Fertility Center. Eller en ny udsendelsesrække, f.eks. med titlen ”Hjælp – min mand er en vatpik”, hvor en flok kendte og ukendte kvinder underholder seerne med, hvordan de har båret hans ting ned i tremmerummet eller fået ham til at acceptere, at steaks over 150 gr. er lige så velkomne i hjemmet som Adolf Hitler.

Men måske er der også den mulighed, at vi tager konsekvensen og donerer ham til Nationalmuseet. Han er alligevel overflødig og udkonkurreret af vores designertaske som accessory. Fremtidens kustoder kan så vise de måbende besøgende, at der engang var et andet køn, som gik rundt frit iblandt os. Manden. Fra hulemand til skvatmand. Frataget sin boremaskine, værdighed, seksualitet, motorcykel, fodbold, frihed og først tvunget til at barbere sig to gange dagligt og nu selv i gang med at barbere sine armhuler og pleje sine negle med cremer fra La Prairie. ”Vi ved ikke, hvad formålet med manden engang har været,” kan kustoden fortælle, ”men arkæologer mener, at kvinden engang har brugt ham til at forplante sig. Det standsede, da de i fællesskab skar bollerne af ham. Han spiser æblechips og drikker broccolismoothies, I må gerne klappe ham, men ikke på håret. Det har han brugt timer på at sætte.”

Powered by Disqus

Klik på flag for at anmelde en stødende kommentar til redaktionen.

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites