Henrik Fogh Rasmussen: USA har i årevis været syndebuk nummer ét for miljøaktivister verden over. Så når præsident Obama kommer til klimatopmødet i København i næste uge, vil mange af deltagerne formentlig se ham som en repræsentant for verdens største forurener. Også selvom Kina nu udleder mere CO2 end USA.

Af Henrik Fogh Rasmussen
Mandag den 7. december 2009, 22:30

Kritikken af USA smager af anti-amerikanisme frem for seriøs analyse. USA er et eksempel på, at en fri markedsøkonomi gavner miljøet, mens statslig overregulering skader miljøet. Men mange miljøaktivister bryder sig ikke om USA og endnu mindre om fri markedsøkonomi, og derfor ignorerer de fakta.

Klimaspørgsmålet er et godt eksempel. USA kanøfles, fordi landet aldrig ratificerede Kyoto-protokollen, som 190 lande nu har tilsluttet sig. Efter orkanen Katrina i 2005 antydede den daværende tyske miljøminister Jürgen Trittin sågar, at George W. Bush selv var ude om katastrofen, fordi han ikke havde gjort nok for at begrænse amerikanernes udledning af drivhusgasser.

Ifølge U.S. Energy Information Administration steg det amerikanske CO2-udslip imidlertid kun med 2,3 procent under Bush (forskellen mellem 2000 og 2007 idet tal for 2008 endnu ikke er tilgængelige) sammenlignet med 4,4 procent i Danmark og 3,1 procent i EU. I samme periode faldt udslippet pr. person med 4,1 procent i USA, mens det faldt med 1,5 procent i Storbritannien, 2,9 procent i Tyskland og 3,3 procent i Frankrig.

Gennem det seneste årti har USA altså mindsket sit CO2-udslip mere end Europa - uden at tilslutte sig Kyoto-protokollen og uden at ødelægge den økonomiske vækst med uforudsigelige og bureaukratiske miljøregler (relativt set). Således voksede den amerikanske økonomi med 2,4 procent årligt i perioden 2000-2007 sammenlignet med 2,3 procent i EU og 2,0 procent i Vesteuropa (EU-15).

For mange miljøaktivister vil reduktionerne af CO2-udslippet aldrig være nok. Som den canadiske Greenpeace-afhopper Patrick Moore har udtalt, så er »romantiseringen af bondelivet et af de mest ondartede aspekter af den moderne miljøbevægelse. Og idéen om at de industrielle samfund ødelægger verden. Miljøbevægelsen er blevet den stærkeste kraft, der eksisterer for at forhindre udvikling i udviklingslandene«.

Heldigvis er de fleste mennesker - og deres folkevalgte repræsentanter - ikke villige til at sætte det industrielle samfund over styr. Og de kræver klare beviser for en truende klimakatastrofe, før de vil indvilge i drastiske og kostbare miljøindgreb - specielt midt i en økonomisk krise.

I en fri markedsøkonomi som USA skal der særligt stærke beviser til. Betyder det, at USA aldrig vil tilslutte sig internationale protokoller og gribe ind for at redde miljøet? Svaret er nej. Det er værd at huske, at det var den vel nok mest markedsorienterede præsident i nyere tid, Ronald Reagan, som skrev under på Montreal-protokollen til beskyttelse af ozonlaget. Og USA indførte et system til handel med forureningstilladelser allerede i 1990 for at bekæmpe syreregn. I begge tilfælde var der klare beviser på et alvorligt miljøproblem, og amerikanerne handlede prompte.

I øjeblikket er beviserne for en klimakatastrofe langtfra stærke nok til at retfærdiggøre drastiske indgreb. Tværtimod er der stigende skepsis blandt både videnskabsfolk og befolkningen generelt. Men hvis katastrofen for alvor truer, så er jeg overbevist om, at amerikansk lederskab og innovation vil blive en vigtig del af løsningen.