Vild med kultur

Folk stod tæt som i en Netto-kø, da Christiansborg, Højesteret og 498 andre steder åbnede dørene for Kulturnat-gæster fredag aften.

Trængsel på Christiansborg. Til venstre køen ind til Gobelinerne, til højre køen til borgen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling

- Er det ikke her, de har kaffe, spurgte en kvinde sin mand, da de gik forbi det nye parti Fokus’ lokale på Christiansborg.

Og hvem kunne ikke trænge til en kop kaffe efter at have stået i en lang, lang kø for at komme inden for i varmen på Christiansborg, som i anledning af Kulturnatten havde åbnet sine ellers lukkede døre.

I en sofa under tre formandsportrætter sad Helle Petersen med børnene Katerina på 18 og Alexander på snart 14 og hvilede fødderne.

De havde været inde og se Folketingssalen.

- Vi havde ventet i en halv time for at komme ind på Christiansborg, før vi opdagede, at det var køen til ruinerne under Christiansborg Slot, vi stod i. Der var mennesker overalt, så det var svært at se. Og så måtte vi starte forfra , siger Alexander, der gerne ville have været i Cinemateket for at lave gyserfilm. Men der var ikke flere pladser.

Til gengæld havde de varm kakao klar på Hotel D’Angleterre, hvor gæster udstyret med kulturpas kunne komme ind og se Palmehaven.

Brødrene Price underholdt

Efter Christiansborg skulle familien videre til DR Byen, hvor Alexander gerne ville se, hvor Talent 2010 bliver sendt fra, mens Katerina og hendes mor også gerne ville se TV-Avisens studie.

I en anden kø, en lang en foran Højesteret, stod bl.a. Merete og Olav og ventede.

- Det er jo ikke et sted, man normalt kommer. Så det vil vi gerne se. Vi har hørt, at der er meget smukt indenfor, siger Olav.

De havde taget hul på Kulturnatten med en jazzkoncert i kirken i De Gamles By, og efter Højesteret skulle de videre til Nordisk Råd, hvor brødrene Price underholdt med nordisk mad grand prix.

Det er 18. gang, at fredag aften før skolernes efterårsferie står i kulturens tegn. I år med tilbud om 500 arrangementer mellem klokken 17 og 02 for 85 kroner inklusiv gratis transport i HT-området.