Stor politiaktion mod hjemløse i København i nat

Københavns Politi var i nat på jagt efter illegale udlændinge, tyvekoster eller andre ulovlige sager, da uniformerede betjente klokken tre natten til onsdag gennemførte en kontrolaktion hos et hjemløseherberg i Indre By.

- I have my ID, I have my ID, råber en høj mand i hvid jakke, som to betjente netop har fulgt ud af det private hjemløseherberg, Den Varme Seng, i centrum af København.

Manden bliver eskorteret direkte hen til en af de mørkeblå politibusser, der sammen med over ti andre politikøretøjer er parkeret langs hele blokken. Og kort efter sidder han i bussen sammen med flere andre af de hjemløse, der er blevet vækket af politiet for kort tid siden.

Se billedserie: Politirazzia på herberg

Det er tirsdag nat, og siden klokken tre har Københavns Politi været i gang med en storstilet kontrolaktion på herberget - et af de hjemløseinitiativer, der igennem den senere tid har meldt ud, at udenlandske hjemløse modtages på helt lige vilkår som de danske hjemløse. Samtlige af de knap 100 overnattende bliver kontrolleret, fortæller den centrale vagtleder hos Københavns Politi.

- Vi undersøger, om de er her i landet lovligt, og så ser vi, om vi kan finde ting, som de ikke lovligt kan være i besiddelse af, forklarer han.

Inde bag vinduerne hos Den Varme Seng kan man fortsat se et massivt politiopbud. Lommelygter flakker rundt. På gaden foran høres pludselig råben. Politihundene gør. En af mændene har set sit snit til at stikke i løb, men han når ikke langt, før flere betjente er over ham.

Ellers foregår det roligt, én efter én føres de overnattende hjemløse ud. Meget få af dem har hænderne bundet på ryggen med strips, langt de fleste kommer slæbende på bagage. Nogle har kufferter, andre sportstasker og rygsække. Størstedelen har dog samlet deres ejendele i lysebrune affaldssække, som politifolkene har haft med.

Ifølge politiet er det dog ikke alle hjemløse, der bliver hevet med ud i politibusserne.

- Hvis de har deres papirer i orden, har lov til at være her, og vi ikke finder nogen tyvekoster eller narko på dem, så får de lov til at sove videre, lyder det fra en politimand på stedet.

Men efter knap to timers aktion er det i hvert fald mindst 40 hjemløse, der ikke har fået lov til at sove videre.

To busser er allerede kørt afsted mod politistationen i Valby, som Københavns Politi benytter i særlige situationer med mange anholdte eller tilbageholdte. Her er der plads til samtlige hjemløse, og her skal den videre sagsbehandling finde sted.

Desuden er der en række ting og sager blandt ejendelene, som politiet skal kigge nærmere på - bl.a. er der fundet computere hos nogen af de overnattende.

Initiativtager og stifter af Den Varme Seng, April Chris, er også ankommet til stedet. Hun blev adviseret af politiet kort før aktionen, og understreger, at hun og hendes ansatte er helt indforståede med kontrollen.

- Vi har indledt et samarbejde med politiet, for at komme myterne til livs én gang for alle. Så vi har jo faktisk selv bedt om sådan et initiativ, for det har også en signalværdi. Vi havde en razzia i søndags, hvor vi lukkede hele huset af. Desværre kunne politiet ikke komme, men de fortalte os, hvad vi skulle lede efter. Der var ikke noget at komme efter i søndags, men vi kan jo ikke vide, hvad brugerne har lavet siden da, og der er jo også nye ansigter hver dag, fortæller hun til Berlingske.dk.

April Chris forklarer, at Den Varme Seng nu vil tage kontakt til advokater, der kan bistå de hjemløse, og håber, at de fleste af dem kan vende tilbage til herberget i løbet af onsdagen.

- Det er selvfølgelig hårdt at se folk, som man efterhånden kender godt, blive hevet op og ud på den måde. Desuden har vi fået opbygget en tryghed for vores brugere, der godt kan lide et lille knæk af det her. Men de tager det flot, for vi får god mulighed for at forklare dem, hvad det er, der foregår, siger April Chris til Berlingske.dk.

Københavns Politi kan først i løbet af onsdag formiddag komme med yderligere detaljer på, hvor mange hjemløse der blev taget med fra herberget, samt hvor mange der havde ulovligt ophold, og hvor mange der var i besiddelse af ulovlige effekter.

Berlingske.dk følger sagen.