Politiet finder vidne til Amager-voldtægt

Politiet har nu talt med den kvinde, der cyklede forbi, da en 17-årig pige blev voldtaget på Kongelundsvej på Amager 25. september.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Københavns Politi har nu talt med den kvinde, som lørdag 25. september cyklede på Kongelundsvejen på Amager, hvor en 17-årig pige blev voldtaget af den mand, som i disse dage jagtes intenst.

Vidnet rettede selv henvendelse til politiet og blev afhørt onsdag eftermiddag.

LÆS OGSÅ: Politi: Vi arbejder hårdt

Politiet har nu modtaget i alt 377 henvendelser fra offentligheden i jagten på serieforbryderen, der står bag et kvindedrab i 1990 og mindst to voldtægter.

I forbindelse med den seneste voldtægt 25. september efterlyser politiet fortsat en lyserød Sony Ericsson mobiltelefon og den taske, som tilhørte det 17-årige offer.

I tasken var der to røde dåser Somersby, en oplader til mobiltelefonen, et par hvide hotpants med sorte og lyserøde striber og et par firkantede solbriller i stel af brun plast.

Politiet får fortsat hjælp af offentligheden. Onsdag eftermiddag var der noteret i alt 377 henvendelser fra borgere, der mener at ligge inde med en nyttig viden.

- Der tikker hele tiden nye henvendelser ind, og det er vi meget, meget glade for. Jeg vil hellere have 50 eller 100 henvendelser, fremfor at vi mangler en, siger efterforskningsleder Steffen Th. Steffensen.

Politiet har sat navn på 44 mænd, der skal have deres forhold undersøgt nærmere. Men indtil videre har politiet ikke taget stilling til, hvornår man vil begynde at tage dna-prøver fra de mulige gerningsmænd.

Hvis mændene nægter at medvirke, kan de blive tvunget via en dommerkendelse.

Det var netop dna-materiale, der satte politiet i stand til at knytte det 20 år gamle drab på Lene Burchardt Rasmussen i Fasanskoven på Amager sammen med to voldtægter i næsten samme område.

Foruden de mange tip har syv kvinder anmeldt voldtægter, som de aldrig tidligere har fortalt politiet om.

/ritzau/