Metroen kåret som verdens bedste

Branchefolk fra verdens storbyer har valgt Københavns Metro til verdens bedste metro i konkurrence med metrosystemer i London, Madrid og Singapore.

Foto: Linda Henriksen
Prisen er begrundet i Metroens høje driftsstabilitet, evnen til hurtigt at få tilpasset den nye strækning til Lufthavnen station samt den høje passagertilfredshed og sikkerhed.

Københavns Kommune er en af de tre ejere af metroen og var repræsenteret ved prisuddelingen af Jesper Christensen (S), medlem af Borgerrepræsentationen.

»Som hovedstad og storby kan vi godt være stolte og tilfredse med at få sådan en pris for vores Metro. Men jeg synes også, at denne anerkendelse er et klart bevis for, at det er helt rigtigt nu at udvide den eksisterende Metro med i første omgang Cityringen, der står færdig om 10 år - og meget gerne flere linjer,« siger Jesper Christensen.

Bestyrelsesformand for Metroselskabet I/S, Henning Christophersen, er ligeledes stolt over prisen, men han understreger, at selv om den store anerkendelse fra kolleger kloden rundt er smigrende, er tilfredsheden blandt Metroens daglige kunder det vigtigste.

»At fagfolk fra blandt andet metrosystemer som London, New York og Tokyo mener, at Københavns Metro er verdens bedste er en stor ære. Deres systemer er jo blevet tilpasset gennem mange år, mens vi fortsat er et af de yngste børn i verdens Metrofamilie. Men heldigvis er det ikke kun vores kolleger, som synes om Københavns Metro. Vores seneste kundetilfredshedsundersøgelse viser, at 98 procent af vores kunder er enten tilfredse eller meget tilfredse. Det bedste undersøgelsesresultat siden Metroen blev indviet i 2002,« siger Henning Christophersen.

Københavns Metro blev indviet den 19. oktober 2002 og er et af verdens nyeste og mest avancerede og højfrekvente metrosystemer med fuldautomatiske førerløse tog.

Knap 40 millioner passagere benyttede Metroen i 2007.