Men hvor skal den stå?

En fem meter høj statue i det indre København - er det en god idé?

En fem meter høj statue i det indre København - er det en god idé? Tja, det kommer an på både placeringen og kunstneren. Det sidste er i orden. Hans Pauli Olsen, der er født i 1957, er en erfaren billedhugger, der ved flere lejligheder har vist, at han kan skabe monumentale skulpturer og arbejde med værker til det offentlige rum. Han er en af de få billedhuggere i sin generation, der anvender et figurativt billedsprog, og han forstår at administrere sine virkemidler. Han vil være et glimrende valg, hvis man ellers synes, at der er plads til endnu en skulptur i den indre by. Og i disse historieløse tider er det heller ikke en dårlig idé at minde om Christian IV med et værk, hvor byggekongen spejler sig i nogle af sine bedrifter, der tilfældigvis også er nogle af hovedstadens markante bygningsværker.Placeringen er som nævnt også afgørende. Initiativtagerne taler om et sted på Strøget eller Nikolaj Plads. Det sidste sted finder man en legeplads og et par skulpturer, der hverken gør fra eller til; så små og uskyldige er de i forhold til pladsens altdominerende murstensorgie af en kirke. Det kunne faktisk godt være, at skulpturen kunne klare balancen mellem kirken og de omkringliggende, fine beboelsesejendomme. Nikolaj Plads kunne også trænge til en kærlig hånd ved samme lejlighed. Strøget er straks mere problematisk. Måske får statuen ikke ro nok, fordi den skal konkurrere med så mange andre visuelle synsindtryk fra forretningerne, og måske vil den heller ikke kunne hamle op med byrummet. Sin størrelse til trods. Det kan en mindre, paradoksalt nok, undertiden bedre. Det var i den forbindelse en nyttig erfaring, da Arken i fjor opstillede en midlertidig skulptur på Amagertorv skabt til stedet af billedkunstneren Katharina Grosse. Det var godt nok en stor og kulørt ting - 11 m bred og otte m høj - men alligevel kom den til kort over for et så magtfuldt byrum som Amagertorv. Den fik alt for voldsom konkurrence, og blev aldrig den monumentale oplevelse, man ellers skulle tro, dens størrelse ville berettige til.