København kæmper videre for bompenge

Selv om et politisk flertal på Christiansborg har skudt Københavns bompengeforslag ned, kæmper byen videre. Socialdemokraterne på Rådhuset har ikke tålmodighed til at vente på roadpricing.

Københavns trafikproblemer er så store, at Socialdemokraterne på Rådhuset ikke giver op med at kæmpe for bompenge, selv om dennne form for trængselsafgifter bliver erklæret for en død sild af et flertal i Folketinget.

- Københavnerne er ved at drukne i trafikforstoppelse. Og hver dag spilder bilisterne 130.000 timer tilsammen i køer. Så vi vil ikke bare ligge på den lade side men kæmpe videre for bompenge, siger Socialdemokraternes politiske ordfører Anne Vang.

Både Socialdemokraterne, Venstre og de Konservative på Christiansborg er imod bompenge. De anbefaler landsdækkende roadpricing - altså en afgift pr. kørt kilometer - hvis der skal indføres vejafgifter i Danmark. Og provenuet skal i givet fald gå til at nedsætte registreringsafgiften på miljøvenlige biler.

Københavns Kommune vil derimod have en betalingsring langs kommunegrænsen, hvor det skal koste op til 25 kr. at køre ind - og 25 kr. for at køre ud. Og provenuet skal via et fælleskommunalt selskab investeres i bedre kollektiv trafik i de hovedstadskommuner, der ender med at bakke bompengeordningen op.

- Socialdemokraterne i København går også ind for roadpricing. Men teknologien vil først være klar efter 2014. Og så længe kan vi ikke vente med at få løst de københavnske trafikproblemer, siger Anne Vang.

Hun er dog ikke glad for en nedsættelse af registreringsafgiften, da det efter hendes opfattelse vil føre til, at bilsalget stiger.

SF støtter København
SFs trafikordfører Pia Olsen Dyhr er også utilfreds med, at et politisk flertal på Christiansborg ikke vil høre tale om bompenge.

- Bompenge kan være på plads om et år. Det vil gøre det lettere for både bilister og busser at komme frem. Samtidig vil der være penge til at gøre den kollektive trafik både bedre og billigere med bl.a. busbaner og letbaner samt investeringer i cykelstier, siger Pia Olsen Dyhr. SF er dog enig i, at roadpricing er den helt rigtige løsning på længere sigt, 'hvis man vel og mærke sørger for at gøre betalingen afhængig af, hvor og hvornår, man kører i sin bil. Men rent tekniske vil det tage en hel del år før roadpricing er på plads,' siger Pia Olsen Dyhr.