Frank Jensen vil sikre ligeløn

Det skal være slut med at straffe kvinderne på lønsedlen, fordi de har mere fravær og barsel end mændene. Sådan lyder budskabet fra overborgmester Frank Jensen, efter at ny analyse afslører uligeløn blandt de ansatte i Københavns Kommune.

Ligeløn er oppe i tiden, og nu vil Frank Jensen have den indført i København. Selvom kvinder er mere væk, er det ikke et argument for forskelsbehandling, for omsorg og børn er nødvendige. Fold sammen
Læs mere

Fremover skal cheferne i Københavns Kommune være særligt opmærksomme på, at de ikke straffer kvinderne for deres barsel og højere sygefravær, når de fordeler lokale lønmidler eller ansætter en ny kvindelig medarbejder.

Sådan lyder ordren fra overborgmester Frank Jensen (S), der nu gør op med Kommunernes Landsforenings holdning om, at der ikke er uligeløn i kommunerne. Det sker på baggrund af en ny SFI-analyse af lønforskellene mellem mænd og kvinder i ni udvalgte faggrupper i København.

»Vores analyse viser, at uligelønnen er til at få øje på i Københavns Kommune. Kvinderne får faktisk en lavere løn end mændene for sammenlignelige job,« siger Frank Jensen.

Barsel og børn

De største lønforskelle findes blandt kontorpersonalet, hvor kvinderne tjener 86,6 procent af mændenes løn. De kvindelige sundhedsmedarbejdere tjener 88,3 procent af, hvad deres mandlige kolleger får, og »lærerinder« tjener 96,3 procent af det beløb, som står på lærernes lønseddel. En stor del af lønforskellen kan formentlig forklares ved, at tallene kun er korrigeret for kønsforskelle hvad angår fordelingen på alder, anciennitet og forvaltning - men ikke fravær.

»En stor del af kvindernes højere fravær skyldes barsel og barns første sygedag. Det ønsker vi ikke at straffe, for det er i samfundets interesse, at der bliver født børn. Vi har brug for at gøre op med uligelønnen, for vi ønsker ikke, at kvinderne skal vælge mellem børn og karriere,« siger Frank Jensen.

Melder hus forbi

De kontoransattes formand er begejstret for overborgmesterens udmelding. Ikke mindst fordi HKs analyser viser, at mændene i stor stil sætter sig på de lokale løntillæg.

»Det er fantastisk positivt, at Frank Jensen nu går foran med et sundt menneskesyn om, at man ikke skal straffe kvinder, fordi de får børn. Det bør være et forbillede for KLs samlede lønpolitik,« siger HK-formand Kim Simonsen.

Den idé er formanden for KLs Løn- og Personaleudvalg, Michael Ziegler (K), ikke med på.

»Hvis konklusionen i rapporten er rigtig, er uligeløn et københavnerproblem. Lønkommissionen har netop konkluderet, at vi giver mænd og kvinder samme løn for samme arbejde, også når du bruger et lønbegreb, hvor kvinderne ikke bliver straffet for deres lidt højere sygefravær,« siger Michael Ziegler.

Retvisende billede

Medlem af Lønkommissionen Karen Sjørup mener derimod, at rapporten fra Københavns Kommune giver et retvisende billede af uligelønnen i kommunerne.

»Blandt de kommunalt ansatte er der en meget stor arbejdsdeling mellem mænd og kvinder, som betyder, at det mandlige kontorpersonale formentlig har fået tilkæmpet sig nogle særlige funktionstillæg. Samtidig er der meget fravær inden for den kvindedominerede sundhedssektor, hvor man omgås syge mennesker,« siger Karen Sjørup. som også er lektor på RUC.