Derfor smiler din buschauffør

Ni ud af ti buschauffører, der kører for Movia i Storkøbenhavn, er tilfredse med jobbet. Det er dobbelt så mange som for et halvt år siden.

Chaufførerne i de københavnske busser er gennem det seneste halve år blevet markant gladere for deres job. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Hagemann Bro
Buspassagererne i Storkøbenhavn bliver nu med stor sandsynlighed mødt med et smil, når de træder ind i en af Movias busser. Chaufførerne er nemlig trådt i karakter og er gennem det seneste halve år blevet markant gladere for deres job.

Det viser evalueringen af et storstilet projekt, kaldet "Chauffør med karakter", som Movia, de syv busselskaber i Storkøbenhavn samt Chaufførernes Fagforening har gennemført.

90 procent af chaufførerne er i dag tilfredse med deres job, mens en fjerdedel mener, at jobbet har et godt image udadtil. Det er en fordobling i forhold til udgangspunktet for et halvt år siden. Og det resultat er omsat til både bedre chauffører og bedre oplevelser for passagererne.

- Det er fantastisk, at der er lykkedes at rykke branchens image så hurtigt. Men det flugter ganske fint med mine forventninger. Jeg har altid været overbevist om, at kunderne værdsætter chaufførernes arbejde. Vi er alle blevet bedre til at anerkende chaufførerne for de personlige ting, de gør. Det mærker chaufførerne og i sidste ende også kunderne, siger Movias kvalitetsopfølgningschef John Sørensen.

Passagererne har været rundhåndet med ros




Passagererne har hele efteråret kunnet sende SMS’er med ros til chaufførerne. Og det er blevet bemærket, oplyser chauffør hos City-Trafik, Per Boserup.

- Kunderne er glade for vores indsats, og de værdsætter virkelig de ekstra ting, vi prøver at gøre for at skabe bedre stemning og yde service. Det kan vi se på de mange SMS’er, og det giver da både ekstra motivation og stolthed over jobbet. For os betyder stemningen i bussen og mellem chauffør og passagerer utrolig meget, siger Per Boserup.