Christiania kan vente massive politianmeldelser

Slots- og Ejendomsstyrelsen har nu i næsten et år ventet på, at christianitterne skulle komme med et udspil. Fristen udløber i dag.

Fristaden Christiania på Christianshavn. Christiania (også kaldet Fristaden Christiania eller Staden) er et område i bydelen Christianshavn i København med et areal på ca. 34 hektar og ca. 1000 beboere. Det er en slags Kollektivistisk Anarkistisk, Socialistisk Anarkistisk fristed, hvor alle, som bor der, kan være med til at bestemme hvad der skal ske. Området blev besat af slumstormere i 1971 og har siden været styret som et slags kollektiv, men har intet officielt anerkendt selvstyre. Christiania består af den nedlagte Bådsmandsstrædes Kaserne, det tidligere ammunitionsarsenal samt en del af Christianshavns Vold. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Bergmann

Politianmeldelser mod christianitterne er med al sandsynlighed på vej. Sådan lyder vurderingen fra Slots- og Ejendomsstyrelsen.

Her har man udstedt 100 påbud til christianitter siden Christiania-lovens vedtagelse i 2004. 80 af dem er ikke overholdt, og derfor har christianitterne haft indtil i dag til at finde en løsning på problemet.

- Vi har forsøgt at få christianitterne til at komme med deres bud på, hvordan vi kan administrere Christiania-loven, uden at der kommer nogen retssager ud af det. Nu må de komme med et udspil, som de lovede for snart et år siden, ellers må vi gå i gang med at kigge på sagerne i forhold til en eventuel politianmeldelse af de enkelte lovovertrædelser, siger udviklingschef Kristian Lyk-Jensen, der håndterer Christiania hos Slots- og Ejendomsstyrelsen.

Han understreger, at styrelsen gerne finde en løsning, hvor man kan administrere loven i dialog med Christiania.

Har I modtaget noget udspil?

- Nu er dagen jo ikke omme, men vi har endnu ikke modtaget noget.

Regner I med at modtage et udspil?

- Vi har ikke fået nogen tilkendegivelser om, at vi vil modtage noget.

Hvad kommer der til at ske fremadrettet?

- Hvis ikke vi modtager noget udspil, så vil vi i første omgang gå i gang med de eksisterende sager, hvor der er ulovlig indflytning og på de væsentlige overtrædelser i forhold til byggeri. Altså en tilbygning eller en nyopførsel, især på det fredede voldanlæg.

Kristian Lyk-Jensen forklarer, at styrelsen vil anmelde sagerne til politiet i de tilfælde, hvor der er grundlag for det. Politiet vil så skulle efterforske dem for at se, om det kan indbringes for domstolene.

- Jeg har ikke pt. noget overblik over antallet af sager, som vi vil indbringe for politiet, men det er over ti og formentlig væsentligt under 100, siger Kristian Lyk-Jensen.